P4-lytterne har direkte hotline til partilederne

Under valgkampen kan lytterne på P4 hver dag ringe ind og stille spørgsmål direkte til partiformændene.

  • Vært Bente Hansen har Nye Borgerliges Pernille Vermund i 'Skyd på formanden'. Foto: Per Gade Gyldenkærne.
  • Andreas Jeppesen tager imod opkald fra lytterne, mens Sanne Nyland Christensen holder styr på udsendelsen. Foto: Per Gade Gyldenkærne
  • ): Bente Hansen med Klaus Riskær Pedersen, formand for partiet af samme navn. Sanne Nyland Christensen sørger for vand til gæsten. Foto: Per Gade Gyldenkærne.
1 / 3

Et af de vigtigste redskaber på den lille redaktion, der laver ’Skyd på formanden’ på P4, er et danmarkskort.

- Vi har simpelthen haft et fysisk danmarkskort fremme for at sikre, at vi får casepersoner med fra hele landet. For eksempel havde vi et indslag med en butiksbestyrer fra Fakta i Bjerringbro, som savnede den lokale landbetjent, da den konservative leder Søren Pape var vores gæst, fortæller producer Sanne Nyland Christensen.

Hver dag mellem klokken 13 og 14 har programmet besøg af en af de 13 partiledere, og her skal vedkommende forholde sig til konkrete emner, som lytterne bringer ind i programmet.

- Politikerne er ofte oppe i helikopteren. Vi prøver at få helikopteren til at crashe og se, hvordan hverdagen ser ud. Vi vil trække politikken ud af Christiansborg, siger Sanne Nyland Christensen.

- Det handler om at finde ud af, hvor partilederne står i forhold til de hverdagsproblemer, som optager folk, supplerer Per Gade Gyldenkærne, der er journalist på programmet.

Lytterne med spørgsmål direkte til partilederen

Og hverdagsproblemerne fra hele Danmark finder vej til programmet gennem flere elementer. ’Dagens politiske historie’ tager udgangspunkt i en af dagens regionale historier fra P4-distrikterne. ’Stemmen hjemmefra’ er et casebaseret element som for eksempel butiksbestyreren fra Bjerringbro, og så kan lytterne undervejs i udsendelsen ringe eller skrive ind med spørgsmål direkte til partilederen.

- Vi spiller med alle P4-musklerne, smiler Sanne Nyland Christensen.

- Vi kan dyrke den nysgerrighed, der er hos lytterne. De får direkte adgang til formændene. Vi sørger så for, at spørgsmålene, der kommer igennem, er repræsentative. Det vil sige, at de tager afsæt i den enkelte lytter, men de skal have relevans for alle, forklarer journalist og slusevogter Andreas Jeppesen. Som hjælp til det bruger redaktionen en Epinion-måling, der fortæller, hvad der optager vælgerne i valgkampen.

- Hvis der er rigtig mange, som ringer ind, så viger vi pladsen og giver plads til flere lytterspørgsmål. Det er lytternes program, siger vært Bente Hansen.

Folkeligt og seriøst

Hun understreger, at programmet går kritisk til partiformændene, og at hun skal være klar til at følge op på lytternes spørgsmål, hvis formanden ikke svarer klart nok. Samtidig prøver hun at fastholde formanden på det politiske indhold.

- Vi kører uden om bogstavkombinationer. Det handler om, hvilken politik de vil lave – ikke så meget, hvem de vil lave den med. Det er det, et program som vores skal kunne på P4: Gøre folk klogere på politikken, så de ved, hvor de skal sætte krydset, siger Bente Hansen.

Per Gade Gyldenkærne tilføjer: - Kombinationen af folkelighed og seriøsitet er fed. Jeg jubler hver dag over de gode historier, distrikterne laver, og som spiller op til en landspolitisk dagsorden.

Og politikerne er tilsyneladende også glade for formatet i ’Skyd på formanden’.

- Flere af dem har efter udsendelsen sagt, at det var dejligt at snakke om deres egen politik. De taler ikke om de andre partier, men forholder sig til deres egen politik – og vi går dem så på klingen på deres politik, siger Sanne Nyland Christensen.

De første fire udsendelser af ’Skyd på formanden’ havde i gennemsnit 388.000 lyttere og en lytterandel på 32,6 procent. Her var det lederne af partierne Klaus Riskær Pedersen, Kristendemokraterne, Nye Borgerlige og Stram Kurs, som lytterne kunne stille spørgsmål.I denne uge bliver 'Skyd på formanden' sendt tirsdag og onsdag klokken 13.03, og de sidste partiformænd er i studiet mandag og tirsdag i næste uge samme tid.