P4 samler ind til børn uden hjem

Overskuddet fra Danmarks Indsamling 2018 går til børn uden hjem, og DRs ni distrikter samler sammen med formiddagsprogrammet ”Danmarks Indsamling på P4” så mange penge som muligt ind til hjemløse børn over alt i verden.

I anledning af Danmarks Indsamling har P4 i uge 5 omdøbt "Formiddag på 4´eren" til "Danmarks Indsamling på P4". Det garvede værtspar bag mikrofonen er Hanna Madsbjerg og Britt Berglund. (Foto: Dr © Type 1)

I anledning af Danmarks Indsamling har P4 omdøbt "Formiddag på 4´eren" til "Danmarks Indsamling på P4", og i hele uge 5 får programmet besøg af en række kendte danskere og politikere.

Intimkoncerter og upolitiske spørgsmål til politikere

I tidsrummet kl. 10.03-12.00 får det garvede værtspar bag mikrofonen - Hanna Madsbjerg og Britt Berglund - i løbet af ugen besøg af flere prominente gæster. Blandt gæsterne er Keld Heick, Lars Brygmann, Signe Svendsen, Anders Agger og Poul Krebs, som har doneret en intimkoncert til indsamlingen.

Inviterede politikere er blevet bedt om at tage en politisk modstander som de har et særligt godt forhold til, med i studiet. Lytterne kan sende spørgsmål via sms om alt, undtagen politik. Hvis politikeren ikke ønsker at svare, så skal vedkommende donere en 20´er til P4s indsamlingsbøsse for hvert ubesvaret spørgsmål. Søren Pape Poulsen, Morten Østergaard og Kristian Thulesen Dahl er blandt de politikere, der bliver konfronteret med lytternes spørgsmål.

Lokale indsamlingsinitiativer og reportager fra Somaliland

Overalt i landet følger vi med i de indsamlingsinitiativer, som børn, unge, ældre, efterskoleelever, gymnasieklasser og lokalsamfund sætter i søen. Alt fra velgørenhedsløb arrangeret af fysisk og psykisk udviklingshæmmede i Østjylland, loppemarked i Fjerritslev til den otte-årige pige fra Gladsaxe, som sender en perleplade til alle, der donerer penge til Danmarks Indsamling.

Hver morgen i uge 5 har P4 en reporter igennem fra Somaliland, som er rejst ud med SOS Børnebyerne for at berette om forholdene i et af verdens allerfattigste lande. Med på turen er også musikeren Shaka Loveless og bloggeren Cana Buttenschøn.

Masser af præmier på højkant

Ugen igennem har P4s lyttere mulighed for at vinde præmier: Kanalen udlodder hver dag en dagspræmie og flere timepræmier. Dagspræmien udtrækkes hver dag i P4 Aften umiddelbart efter Radioavisen kl.18.00, mens timepræmierne udloddes hver dag mellem klokken 10.03 og 12.00 i "Danmarks Indsamling på P4" - blandt timepræmierne er koncertpakker, en IPhone X og et års rengøringshjælp.

Man kan støtte Danmarks Indsamling ved at sende en sms med teksten LOD til 1212. Det koster 150 kroner. Hver sms giver mulighed for at vinde dagens præmie eller en timepræmie. Alle ugens sms´er går videre til den samlede pulje og er med i kapløbet om at vinde "Danmarkspræmien," som udtrækkes lørdag på DR1 i det store indsamlingsshow, som sendes på DR1 fra kl. 19.00-24.00

"Danmarkspræmien"´s hovedgevinst er en Toyota Yaris Hybrid. Desuden er der hotelophold, festivalbilletter, teaterbilletter, møbler og gavekort til dykning med hajer i "Danmarkspræmien."

Danmarks Indsamling på P4": Hver dag fra kl. 10.03-12.00 på P4

Facebook
Twitter