P4 Syd viser os ’Humans of Sønderjylland’

Et nyt projekt mellem P4 Syd, P4 Esbjerg og DR Kulturpartnerne viser 100 portrætfotos med unikke fortællinger af sønderjyderne. Billederne kan blandt andet ses på en blog og senere også på udstillinger.

”Vi er på højskole, og jeg tror efterhånden, vi har oparbejdet os lidt af et ry. 3460 – gør damerne tilfreds’!” er teksten tilknyttet dette portræt. (Foto: Kia Hartelius)

Skatere, hestepiger, den nybagte mor, fiskeren og lottovinderen skal vise verden, hvem og hvad syd- og sønderjyderne også er.

Mangfoldigheden er repræsenteret i P4 Syd og P4 Esbjergs nye projekt VI ? HVOR DU BOR, som mandag havde virtuel fernisering. Syd- og sønderjyder af begge køn i alle aldre med forskellige sociale baggrunde bliver portrætteret i projektet, som er et samarbejde med DR Kulturpartnerne.

Hver dag i 100 dage bliver der lagt et nyt billede på bloggen - et portræt tilhørende en lille tekst om personen eller gruppen på billedet med hver deres særlige historie. Billederne er alle taget af fotografen Kia Hartelius, der er tilknyttet VI ? HVOR DU BOR.

“Syd- og sønderjyder har en stor kærlighed til det sted, de bor. Meningen med fotoprojektet er at vise det fællesskab, vi har i vores område," siger Inga Vind, der er redaktionschef hos DR Syd. Hun mener, at den stærke hjemstavnsfølelse, der knytter sønderjyderne sammen, blandt andet har noget at gøre med Syd- og Sønderjyllands historiske baggrund.

Inspireret af amerikansk blog

Det var Inga Vind, der fik idéen til projektet, som er inspireret af den amerikanske blog “Humans of New York”, der viser gadefotos af newyorkerne med tilhørende tekst.

“Billederne minder os om, at alle har noget at byde på. Hvad enten det er den hjemløse, der vælger at smile, når han sælger Hus Forbi, eller manden, der sætter landsbyens faldefærdige hus i stand, så bidrager alle som et værdifuldt led i den kæde, der binder os sammen, hvad enten det sker i en storby som New York eller en landsdel som vores,” siger hun.

Selvom projektet primært henvender sig til syd- og sønderjyderne, mener Inga Vind, at folk i andre landsdele også kan få en oplevelse ud af projektet.

”I teksten til billederne får vi ikke hele de medvirkendes historie, men brudstykker af levet liv. Det efterlader spørgsmål til historierne, som man selv kan reflektere over og digte videre på, ” siger hun.

Lydportrætter i radioen

Ud af de 100 medvirkende, er der blevet udvalgt 15, som også er interviewet til radioen, hvor de fortæller et brudstykke af deres livshistorie. Lydportrætterne kan høres på den regionale P4 både morgen og eftermiddag i de kommende uger og bygger dermed bro til det visuelle projekt.

Hos P4 Syd og P4 Esbjerg er det håbet, at projektet kan leve videre blandt DRs brugere, når de 100 portrætter er udgivet.

”Det er afgørende for projektet, at det netop er almindelige mennesker vi portrætterer. Derfor håber vi også, at brugerne har lyst til at hjælpe med at drive det videre, når vi giver slip,” siger Inga Vind.

Billederne og de tilhørende historier kan findes på bloggen (virker i Safari, Firefox og Google Chrome), Facebook og Instagram. Billederne bliver udstillet i Renbæk Statsfængsel og ni andre steder i Sønderjylland i uge 11. Du kan indsende forslag til udstillingssteder på P4 Syd og P4 Esbjergs Facebookside.

 

Facebook
Twitter