P5 gør oprør med ny podcast og radioserie

50 år efter ungdomsoprøret kan ekkoet stadig høres. Det skyldes ikke mindst de sange og kunstnere, der prægede tiden omkring ’68. En ny podcast og radioserie bruger musikken fra 1960’ernes sidste år til at skabe et kalejdoskopisk billede af en tid.

50 år efter ungdomsoprøret kan ekkoet stadig høres. Det skyldes ikke mindst de sange og kunstnere, der prægede tiden omkring ’68. En ny podcast og radioserie bruger musikken fra 1960’ernes sidste år til at skabe et kalejdoskopisk billede af en tid, (Foto: PR Foto)

50 år efter 1968 har årstallet stadig en magisk klang. Det lyder af oprør, hippier, frihed og kampen for lige rettigheder. 1968 klinger også af musik og af sange, bands, album og ungdomskultur, som var en central del af den udvikling, man kom til at kende som "Ungdomsoprøret".

Med musikjournalist Niels Fez Pedersen, som seriens vært og bagmand, spiller den nye podcast og radioserie - ’Oprør på P5’ - sangene fra dengang og sætter dem ind i en frisk ramme:

”1968 er et årstal med sin helt egen klang. Det var, som om musikken ikke kunne være i sig selv mere. Der var behov for at bryde rammerne og gøre oprør. Midtbanen blev skyllet væk og frem voksede nye scener, nye lyde, nye bands, som ville gøre tingene anderledes end hidtil”, siger vært Niels Fez Pedersen.

Medvirkende øjenvidner

I serien taler Niels Fez Pedersen med musikpersoner, der var øjenvidner til udviklingen. Anders Koppel fortæller om Savage Roses debut i ’68 og en musikscene med stor nysgerrighed. Karsten Vogel forklarer, hvordan Burnin Red Ivanhoe jagtede friheden gennem musikken, og Billy Cross tager lytterne med tilbage til New York i ’68, da han befandt sig midt i det hele på Columbia University. Indenfor rasede studenterne, udenfor rasede slagsmålet om Vietnamkrigen:

”Jeg kendte folk, der blev sendt til Vietnam og dræbt. Det var voldsomt. Og det var særligt voldsomt, fordi ingen af os forstod, hvorfor amerikanere skulle være i Vietnam”, fortæller Billy Cross i ’Oprør på P5’.

Musikken reflekterer tidens store begivenheder

Musikken i serien reflekterer de store begivenheder i tiden: Borgerrettighedskampen, mordet på Martin Luther King Jr., krigen i Sydøstasien, studenterurolighederne i Paris og senere mange steder i verden.

Der kommer også klassiske årgangshits og numre, man ikke hører så tit. For eksempel når journalisten Helle Hellmann beskriver kvinderne på datidens rockscene, som hun dækkede som ung reporter. Og når musikeren Paul Banks forklarer om protestsange og det tætte bånd mellem folkscenen, blues og gospel. ’We Shall Overcome’ er kerneeksemplet.

”Årene omkring ’68 var præget af stor musikalsk diversitet, og det kan høres i ’Oprør på P5’. Vi kommer fra Rolling Stones, Bob Dylan og The Beatles til Staple Singers, Pink Floyd, Janis Joplin og flippede danske grupper som Young Flowers. Det er virkelig nogle stærke årgange”, siger Niels Fez Pedersen.

Niels Fez Pedersen er musik- og kulturjournalist, og han har været vært for blandt andet 'Discodrønet' og 'Den Store Poptur' på P7 Mix og 'P6 Beat City'. Han skriver desuden om mode og musik for blandt andre Politiken og Børsen.

Hør de første tre afsnit af serien her

’Oprør på P5’: Podcastpremiere på DR's radioapp og dr.dk/netradio fredag den 25. maj fra klokken 12.00 og som radioserie på P5 fra lørdag 30. juni klokken 15.00 og de fire lørdage i juli.

Facebook
Twitter