P5 har fået ryddet op i garagen

Programoversigten ser noget anderledes ud i denne uge end i sidste uge på P5. Lytterne oplevede, at kanalen var for flakkende, og kanalredaktør Gustav Lützhøft forklarer her, hvad der er sket.

Charlotte Mørck (th.) er vært på P5’s formiddagsprogrammer i weekenden. Her er hun fra ’Mig og musikken’ med svenske Lisa Nilsson som gæst. (Foto: Kirsten Ellebæk © Type 1)

Et kik i programoversigten eller et smut forbi kanalen afslører det straks. DRs radiokanal P5 ser ikke helt ud og lyder ikke helt, som den gjorde for bare en uge siden. Velkendte programmer som ’Danmarksmester’ og ’Giro 413’ er flyttet fast ind på kanalen, spritnye udsendelser er kommet til, andre programmer har skiftet sendetid, og så har nye - men alligevel velkendte -værter taget plads ved mikrofonen på P5.

Selv om det er mere efterår end længe, har kanalen med modne lyttere som målgruppe, fået gjort forårsrengøring. Eller som kanalredaktør Gustav Lützhøft siger det, er der blevet ”ryddet op i garagen”.

”Jeg tror, mange kender det med, at man til sidst har fået stillet for meget i garagen, og at man så må kigge på, hvad der i grunden står der. Meget fungerede på P5, men der er også noget, vi har måttet sige farvel til kanalen,” siger Gustav Lützhøft.

Lige fra sin digitale fødsel har P5 sendt en del arkivstof - blandt meget andet. Det kunne være gamle musikprogrammer, temaprogrammer af ældre dato eller portrætudsendelser.

”Vi har fået undersøgt, hvad lytterne mener om kanalen, og her kunne vi se, at mange fandt kanalen for flakkende. Ligesom på DRs øvrige radiokanaler har vi med ændringerne gjort meget for at gøre P5 ”ren”, så lytterne ved, hvad de får, og så de kender og kan genkende stemningen, når de stiller radioen på kanalen,” forklarer Gustav Lützhøft.

Mere live og værtsbårent

En af opskrifterne har været flere direkte og værtsbårne udsendelser – både i hverdagene og i weekenden, hvor Charlotte Mørck for eksempel lørdag formiddag i ’Endelig lørdag’ giver tips om mad, haven og det aktive liv. Hun er også vært søndag formiddag, hvor hun i ’Mig og musikken’ møder en kendt kunstner og taler musik med vedkommende. På søndag er gæsten eksempelvis sangerinden Dorthe Kollo.

Nyt er også, at Monica Krog-Meyer har fået ’Monicas mødested’ både lørdag og søndag eftermiddag på P5, ligesom Jørgen Bøgen og Poul Erik Sørensen alle eftermiddage spiller musik fra de seneste 60 år i ’P5 Paletten’. Og så bor ’Giro 413’ med den tilbagevendte vært Margaret Lindhardt og quizzen ’Danmarksmester’ med Karlo Staunskær fremover på P5, hvor programmerne hidtil er blevet samsendt mellem P4 og P5.

”Samsendingerne har været med til at forvirre lytterne, og vi har været lidt kede af dem. Det har været med til både at mudre, hvad man kunne forvente sig på P4 og P5, og også det er med til at gøre profilen klarere nu. Fordi man har rundet de 60, hører man ikke radio på en anden måde end dem, der er yngre,” konkluderer Gustav Lützhøft.

For ham har det været vigtigt, at P5 ikke bliver et ”frilandsmuseum for radio”, men derimod en musikkanal for en aktiv målgruppe, der har hørt masser af radio gennem deres liv og har lyst til at høre om musik, strømninger og temaer fra de seneste 60 år.

Gustav Lützhøft er kanalredaktør for P5.

Vil ikke hænge fast i fortiden

”P5 skal helt sikkert fortsat være kanalen, hvor lytterne kan støde på de mere folkelige genrer. Men vi vil gerne være dem, der kender fortiden – og ikke dem, der hænger fast i den,” siger Gustav Lützhøft.

Nu er det ikke sådan, at man aldrig længere vil høre klip fra DRs righoldige arkiv på P5. Men hvor man måske tidligere ville have fundet et arkivprogram frem om komponisten Bent Fabricius-Bjerre, når han i næste måned fylder 90 år, vil P5 formentlig lave et nyt – og så bruge stoffet fra arkivet, som det er oplagt at flette ind i det eller decideret invitere fødselaren i studiet. Gustav Lützhøft lyder ikke så lidt stolt over det værtsopbud, der efterhånden er på P5, hvor Hans Otto Bisgaard, Jesper Maigaard, Jørgen de Mylius, Leif Wivelsted, Karlo Staunskær, Margaret Lindhardt, Peter Steen, Nis Boesdal, Jørgen Bøgen, Poul Erik Sørensen, Monica Krog-Meyer og Charlotte Mørck sender - bare i indeværende uge.

”Langt de fleste stemmer er stemmer, mange kender fra tv og radio og er vokset op med. Jeg synes, P5 er noget af et udstillingsvindue for den talentmasse, som DR har præsteret gennem årene – og fortsat præsterer,” siger Gustav Lützhøft.

Hvor P5 med ændringerne har fået flere fladeprogrammer i dagtimerne, er der om aftenen lagt op til viser, countrymusik, stedsegrønne hits, sketcher og monologer samt folkemusik på P5. ”Genreprogrammerne har færre lyttere, men de er stadig vigtige for kanalen, og derfor har vi placeret dem i den tidlige aftenflade. Derfor kan der nu sagtens dukke en vise eller en evergreen op resten af dagen,” understreger Gustav Lützhøft.

Kritiske røster

Helt tonedøv er han dog ikke. Han har godt lagt mærke til, at der har været kritiske røster over, at ’Giro 413’ og ’Danmarksmester’ er flyttet fra P4 til P5 og over, at der ikke længere er plads til ’Krop og bevægelse’ – morgengymnastikken, som man fremover vil kunne høre, når og hvor man vil via dr.dk/p5.

”Det sidste har vi nu fundet en løsning på, og det første kom ikke helt bag på mig. Desværre hører man oftest fra dem, der ikke er tilfredse, men jeg føler mig overbevist om, at der også er mange, der er glade over, at P5 nu er klarere i spyttet, og at kanalen har en mere klar profil. Og når nogen siger, at ældre ikke lytter til DR digitalt, passer det ifølge tal fra DR Medieforskning, ikke. De er snarere lidt mere digitale end resten af befolkningen,” fremhæver Gustav Lützhøft. De første spæde resultater for P5 efter ændringerne er da også gode. Selv om sendeplanen først trådte i kraft lørdag den 1. november, oplevede P5 en kraftig lyttervækst i sidste uge – ifølge Gallups Radio-Meter. Hvor 322.000 hørte mindst fem minutter på kanalen i uge 43, var tallet 426.000 i sidste uge.

”Det var en rigtig flot uge. Ændringer tager tid, og lytterne skal lige indstille sig på dem. Det tror jeg også, de gør, og skal man sige noget positivt, tror jeg slet ikke, at den seneste tids debat om kanalen har været så skidt endda. Debatten har også åbnet øjnene for P5’s tilbud, og hvad det er, kanalen kan,” siger Gustav Lützhøft.

Facebook
Twitter