’P8 Jazz Alive’ samler Suspekt og 30 jazzmusikere på scenen

Der er totalt udsolgt til fredagens ’P8 Jazz Alive’ i DR Koncerthuset, men der bliver rig mulighed for at følge med på DR K og P8 Jazz.

P8 er klar til at jazze igen. Her er det Marcos Valle fra sidste års ’P8 Jazz Alive’. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 2)

For tredje år i træk lægger DR Koncerthuset fredag aften mørkerøde plyssæder til en helt særlig jazzoplevelse, når P8 Jazz har sammensat et særligt program, hvor flere end 30 forskellige jazzmusikere kommer på scenen i løbet af aftenen ved ’P8 Jazz Alive’.

Billetterne blev hurtigt udsolgt, men der bliver rig mulighed for at følge aftenen – både på radio og tv og bagefter også DRTV.

Naya Buric og Niels Christian Cederberg varmer op på P8 Jazz fredag aften fra klokken 19.03, inden man i tre timer fra klokken 20.03 til 23.00 sender direkte fra koncerterne. Det samme gør DR K, der fredag aften sender to timer fra DR Koncerthuset fra klokken 21.00 til 23.00.

Noget af det særlige ved ’P8 Jazz Alive’ er, at musikere bliver sat sammen i nye og overraskende konstellationer samt at de kommer fra nær og fjern.

Fredag aften er der for eksempel både danske, tyrkiske, finske, chilenske, venezuelanske, brasilianske, belgiske og japanske jazzmusikere ved ’P8 Jazz Alive’, hvor også DR Big Band er i udenlandsk selskab, når den japanske dirigent Miho Hazema står i spidsen for musikerne.

Sex til P8 Jazz

I løbet af det seneste år er der ligefrem udkommet et nummer om at have sex, mens man hører P8 Jazz. Det er rapgruppen Suspekt, der har lavet det og besynger kanalen i nummeret ’Solfar’. Det blev til i et samarbejde med P8 Jazz, og sangen er blandt andet på lydtapetet, når Suspekt – sammen med jazzpianisten Søren Kjærgaard, den soulede bassist Louis Winding og DR Big Band står på scenen.

Også den nu 80-årige Nulle – alias Elith Nykjær Jørgensen, som en del seere vil huske fra DRs ’Ungdomsredaktionen’ og julekalenderen ’Jul og Grønne Skove’, er på scenen, når han spiller sammen med Mads Vinding, Zier Romme, Andreas Svendsen og Anders Gaardmand.

Blandt de øvrige på scenen ved jazzfesten er Cæcilie Trier & Heine Hansen, Hüseyin Özcan med Simona Abdallah, Jukka Eskola, Too Much Guitar!, Trypical Cumbia, Melanie De Biasio, Jacob Anderskov & Anders Filipsen vs. Graabrødre Kammerkor samt Athletic Progression feat. Niclas Knudsen.

Allerede torsdag aften er der mulighed for at varme op til ’P8 Jazz Alive’, når Master Fatman fortæller om kunstnerne, og hvad der er at se frem til. Det gør han på P8 Jazz fra klokken 19.03 til 21.00.