På arbejde juleaften: Mød tre DR-medarbejdere, der bruger 24. december i selskab med jobbet

Heller ikke juleaften holder DR pause fra at producere og udkomme. Her kan du møde tre DR-medarbejdere med vidt forskellige job, der ikke holder fri, bare fordi det er den 24. december.

På arbejde juleaften: Mød tre DR-medarbejdere, der bruger 24. december i selskab med jobbet
Preben Lund er ham, du hører læse Radioavisen op. Han har været på arbejde juleaften mange, mange, mange gange, som han selv siger. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Preben Lund, journalist på Radioavisen

Preben Lund har været på arbejde juleaften mange, mange, mange gange, som han selv siger. Han er vært på Radioavisen, og den 24. december møder han ind i DR Byen klokken 13 og går hjem klokken 22.

”På trods af at det arbejdsmæssigt er fuldstændig ligesom en normal dag, så er der jo en fortættet stemning, som det er svært at sætte ord på. Dygtige forfattere kan sikkert fremtrylle en eller anden sætning til at beskrive den, men det er ligesom, når du kigger ud ad vinduet på en søndag, og du bare ved, det er søndag og ikke onsdag,” siger Preben Lund.

Han beskriver sig selv som ”ikke den helt store julemand”. Dog er der ting, Preben Lund ynder at fastholde som sit juleritual:

”Hvis der er tid til det, ser jeg altid ’Disneys Juleshow’. Det holder jeg virkelig meget af at se, selvom jeg kan det udenad. For mig er det ikke jul med mindre jeg har set ’Lady og Vagabonden.’”

Han fortsætter:

”Hvis nogle kolleger har lidt familie med herind, er det også skønt. Børn, der løber rundt i studiet, det synes jeg er meget sjovt. Ofte er det jo et lidt ensomt job at afvikle de der radioaviser. Jeg kan godt lide at have mennesker med i studiet.”

Danmarks Radio ønsker god jul

Til de to medarbejdere, der er på arbejde juleaften i Newsroom, giver DR altid nogle flasker rødvin. Dog er det et ufravigeligt princip fra Preben Lunds side ikke at nyde alkohol på juleaften. Til gengæld kan appetitten tilfredsstilles af DR’s kantine, der bringer overdådige mængder af mad til de arbejdende.

”Laks til forret. Andesteg, helt traditionelt. Risalamande. Vi får så meget mad, vi kan bespise det halve af København, det er helt vanvittigt. Jeg tror, det er, fordi de glemte maden et år. Så nu vil de være sikre på, vi aldrig skal mangle noget igen. Vi snakker sammen, os, der er på arbejde. Der plejer ikke at være særlig travlt på juleaften bortset fra det år, hvor Bornholm sneede inde. Der var der lidt gang i den.”

Preben Lund vil gerne kreditere Anne Grete Andersen, der er personlig assistent (PA) i DR Nyheder, som sørger godt for dem, der skal arbejde juleaften. Hun kerer sig om os, som Preben Lund siger.

”Én ting adskiller sig dog fra en almindelig arbejdsdag,” fortæller journalisten.

”Klokken 18 plejer jeg at sige: ’På Danmarks Radios og mine kollegers vegne vil jeg gerne ønske en god jul.’”

Claes Emil Holmberg skal tekste midnatsmessen live fra Rom på juleaften. I hans afdeling skiftes teksterne til enten at være på arbejde juleaften eller nytårsaften. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Claes Emil Holmberg, tekster

Claes Emil Holmberg er endnu en DR-medarbejder, som må afbryde juleaften for at tage på arbejde. Holmberg møder ind i DR Byen klokken 22.30 for at forberede sig til dagens opgave: livetekstning af midnatsmessen i Rom.

Dog er det ikke hele familien, Claes Emil Holmberg må forlade rundt om juletræet. Hans far, Knud Lerche, skal nemlig samarbejde med sin søn om at tekste messen.

”Så vi har arrangeret det sådan, at vi spiser juleand, jeg vinder mandelgaven som sædvanlig, vi pakker gaver op, og så tager vi afsted. Jeg ved ikke, om det kommer til at føles anderledes at være på arbejde juleaften end alle de andre gange, jeg har arbejdet på et skævt tidspunkt. Det skal også lige siges, at jeg ikke er den mest julede person,” siger Claes Emil Holmberg.

DR udkommer altid

Midnatsmessen fra Peterskirken i Rom med Pave Frans bliver transmitteret direkte i over 40 lande. Katarina Lewkovitch kommenterer messen på DR1, og på DR’s tekst-tv kan man slå tekstning til, så det kommer op ord for ord, hvad der bliver sagt. Det er Claes Emil Holmberg, der sørger for denne service.

”Jeg kan da godt tænke, at det er lidt ærgerligt, jeg skal på arbejde juleaften. Men vi skal jo udkomme i DR. DR udkommer altid. Det er også en rar tanke at vide, at selvom man misser lidt af sin egen juleaften, så giver man til nogen, der nyder godt af ens arbejde. Der er mange ældre, der gerne vil se Midnatsmessen, og det er så utroligt ekskluderende for dem, hvis de ikke kan høre eller forstå, hvad der bliver sagt. Så det er vigtigt, at de får tekster, og at der er nogen, der ”ofrer” sig, hvis man kan sige det sådan.”

Susanne Wendt er leder for DR's yngste medarbejdere, nemlig børnekorene. I mange år er hun mødt ind i Holmens Kirke den 24. december for at dirigere børnene sammen med kollega Clara Smedegaard. (Foto: DR Koncerthuset)

Susanne Wendt, korleder

Juleaftensdag klokken 12 møder korlederen for DR Spirekoret, DR Juniorkoret og DR Børnekoret, Susanne Wendt, ind i Holmens Kirke i Indre By i København. Sammen med dirigent Clara Smedegaard skal hun øve med de tre kor til den familiegudstjeneste, der traditionelt bliver holdt i kirken. Koncerterne har været en fast del af Susanne Wendts julerutine i 12 år.

”Det er en speciel dag at være på arbejde, fordi alle er så forventningsfulde og glade. Den varme og kærlighed smitter jo af på det hele. Alle vil hinanden det godt juleaften. Og så er det bare skønt at være med til gudstjenesten i den smukke kirke,” siger Susanne Wendt.

Dr.dk/omdr spørger ind til de mange unge mennesker, korlederen skal tage sig af på denne særlige dag. Kan de godt koncentrere sig, selvom der er gaveregn og risalamande i vente?

”Det er ikke en pligt for børnene at deltage. Men alligevel er det lidt over halvdelen, 120, der kommer sammen med deres familier. Ventetiden til juleaften kan jo føles så utrolig lang, når man er barn, og her går tiden med noget, man egentlig godt kan lide. Børnene tænker det ikke som en pligt, og de kan få sagt god jul til deres korvenner.”

Krammere til ungerne

Susanne Wendt har haft sine egne børn med i korene gennem mange år, og derfor er familiegudstjenesten også blevet en tradition for hele familien. Dermed er det ikke sagt, at det ikke også nogle gange kan være en smule træls at skulle afbryde de hektiske juleforberedelser, selvom man skal i kirke og hygge sig:

”Nogle gange kan det godt være stressende at stå dér med juleand og juletræ og gæster, der kommer lige om lidt, og så skulle ud af døren og være super veloplagt. Engang imellem tænker jeg: ”Okay, det kunne måske være meget fedt ikke at skulle gøre det i år,” men jeg har jo selv valgt det til. Jeg synes, det er vigtigt, vi markerer julen med vores kor, og så synes jeg, det er rart at kunne give krammere til ungerne og ønske dem glædelig jul. Når først jeg er i Holmens Kirke, er det kun godt at være der.”

Facebook
Twitter