Påsken i DR byder på otte gudstjenester og tre dage i kloster

Påsken fylder godt i DR, hvor der også er en Jesus-serie og et program om fænomenet påskelatter i løbet af påskedagene.

'Mordet på Jesus' er en amerikansk drama-miniserie fra 2015, som DR K viser langfredag og påskedag. (© Fox Networks Group Content Distribution)

Påsken står for døren, og for mange byder den kommende tid på en stribe fridage og hygge med familie og venner. I løbet af påskedagene bliver der også rig mulighed for at høre og se programmer, der tager afsæt i kirkens store højtid. For DR har en del på vej med påsken og påskens hændelser som omdrejningspunkt.

På DR1, DR K og P1 er der udsigt til otte gudstjenester i løbet af påsken. Og i radiosammenhæng - hvor DR har sendt direkte fra gudstjenester i over 90 år, bliver Ellevang Kirke i Vejlby ved Aarhus påskens kirke.

Ellevang Kirke er en relativt ny kirke i Aarhus-forstaden, og skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag sender P1 fra kirken klokken 9.54. Her lægger Anders Laugesen og Malene Fenger-Grøndahl op til gudstjenesterne, hvor henholdsvis Signe Nøhr Krüger, Pia Elisabeth Pedersen, Søren Jensen og Jens Holger Schjørring prædiker i løbet af påskedagene. Alle dage er det kirkens organist Claus Pedersen og kirkens kor, der står for den musikalske side.

Allerede inden da – palmesøndag den 14. april klokken 9.54 – er som altid også gudstjeneste på P1, og da er det sognepræst Sørine Gotfredsen, der prædiker, når DR sender direkte fra Jesuskirken i Valby. Samme eftermiddag – klokken 14.00 på DR K – bliver gudstjenesten sendt fra Vejlby Kirke i Allingåbro ved Norddjurslands Valgmenighed.

Når DR K sender fra Allingåbro palmesøndag og langfredag er Signe Riis Helbo prædikant. (© DR Historie og Tro)

Både denne dag og langfredag den 19. april klokken 14.00, hvor DR K også sender fra Vejlby Kirke i Allingåbro, er det Signe Riis Helbo, der er prædikant.

- Her får seerne mulighed for at møde en helt ny og ganske ung præst, der først kandiderer til sommer. Samtidig er der mulighed for at stifte bekendtskab med den grundtvigianske valgmenighed, som har til huse i den gamle skole i Vivild, men benytter Vivild og Vejlby Kirker til gudstjenester. I dag findes der omkring 40 valgmenigheder i Danmark, forklarer tilrettelæggeren af DR’s TV-gudstjenester Flemming Stentoft fra DR Historie og Tro.

Påskedag – den 21. april - bliver der to chancer for at komme i kirke på TV. Gudstjenesten fra Ravnsbjergkirken i Viby J bliver både vist på DR1 klokken 10.00 og på DR K klokken 14.00 samme eftermiddag. Her er det sognepræst Rebecca Holst Andersen, der prædiker i kirken, som er prydet af livstræet og den svævende due – udført af billedhuggeren Erik Heide.

Tre dage i kloster

Påsken byder også på andre trosprogrammer med afsæt i, hvad der skete i dagene for snart længe siden, hvor Jesus spiste sin sidste nadver, døde på korset og genopstod.

Udsendelsen ’Tidsånd’ på P1 skærtorsdag den 18. april klokken 11.03 med Christoffer Emil Bruun som vært beskæftiger sig for eksempel med ’Den sidste nadver’.

Det kendteste billede af den sidste nadver er malet af Leonardo da Vinci. Kunsthistoriker Bente Scavenius så maleriet, hvor det er malet på væggen i et kloster i Milano, da hun var ung, og det gjorde indtryk, der stadig sidder i hende. Programmet kigger også nærmere på den gamle tradition for at le i forbindelse med den aktuelle højtid, påskelatter.

P1 byder også på Trosprogrammet ’Audiens’ 2. påskedag, den 22. april klokken 16.03, hvor turen går tre dage i kloster. I Færøernes hovedstad, Tórshavn, ligger et lille katolsk nonnekloster. Her har seks franciskanersøstre deres liv med bøn, pligter og stilhed. DR’s Katarina Lewkovitch har fået lov at bo i klosteret og følge med i en hverdag, der består af enkelhed og meditation. Derudover reflekterer fotografen Kirsten Klein og meditationslærer Klaus Kornø Rasmussen over stilhedens væsen og dens betydning.

Påskens musik

Musikalsk er der også meget at hente, idet DR byder på en masse af påskens musik – ikke mindst på P2.

Palmesøndag den 14. april klokken 18.03 fortæller P2 blandt andet i en særudgave af ’The Sound of Musical’ om musicalen ’Jesus Christ Superstar’ om Jesu sidste tid. Her medvirker blandt flere andre Rasmus Olsson Nøjgaard, der er præst og Ph.D i Det Ny Testamente.

P2 byder for eksempel også langfredag den 19. april klokken 12.15 på ’Johannespassionen’ - Bachs musikalske iscenesættelse af evangelisten Johannes' dramatiske fortælling om Jesu lidelse og død. Det sker i en optagelse fra Concertgebouw i Amsterdam palmesøndag.

I løbet af påskedagene vil flere af dagens sange på DR K også være påskesange, sunget af DR’s kor.

Eksempler på påskeprogrammer i DR

Palmesøndag den 14. april klokken 9.54 på P1: Gudstjeneste fra Jesuskirken i Valby med prædikant Sørine Gotfredsen.

Palmesøndag den 14. april klokken 14.00 på DR K: Gudstjeneste fra Vejlby Kirke i Allingåbro ved Norddjurslands Valgmenighed med prædikant Signe Riis Helbo.

Palmesøndag den 14. april klokken 14.45 på DR K: ’Hjem til påske’ – Hvorfor og hvordan fejrer vi danskere egentlig påske? (Sendes også langfredag klokken 15.45 på DR K)

Palmesøndag den 14. april klokken 18.03 på P2: ’The Sound of Musical’ – særudgave om musicalen ’Jesus Christ Superstar’ med vært Stine Rosengren og bl.a. Rasmus Olsson Nøjgaard, præst og Ph.D. i Det Ny Testamente. Tirsdag den 16. april klokken 11.03 på P1: 'De højere magter: Påskelys'

Skærtorsdag den 18. april klokken 9.54 på P1: Gudstjeneste fra Ellevang Kirke i Vejlby ved Aarhus med prædikant Signe Nøhr Krüger.

Skærtorsdag den 18. april klokken 11.03 på P1: ’Tidsånd’ om den sidste nadver og påskelatter – med vært Christoffer Emil Bruun.

Skærtorsdag den 18. april klokken 18.10 på DR K: Gåden om Jesu grav, amerikansk dokumentar fra 2017 (vises også påskedag klokken 14.45 på DR K).

Skærtorsdag den 18. april klokken 19.00 på DR K: De sidste dage i Jerusalem, irsk dokumentar fra 2017 med rekonstruktion af ugen op til Jesu død (vises også påskedag klokken 15.35 på DR K).

Langfredag den 19. april klokken 9.54 på P1: Gudstjeneste fra Ellevang Kirke i Vejlby ved Aarhus med prædikant Pia Elisabeth Pedersen.

Langfredag den 19. april klokken 12.15 på P2: ’Johannespassionen’ - Bachs musikalske iscenesættelse af evangelisten Johannes' dramatiske fortælling om Jesu lidelse og død.

Langfredag den 19. april klokken 14.00 på DR K: Gudstjeneste fra Vejlby Kirke i Allingåbro ved Norddjurslands Valgmenighed med prædikant Signe Riis Helbo.

Langfredag den 19. april klokken 16.10 på DR K: ’Mordet på Jesus’, amerikansk drama-miniserie i tre dele, som alle vises den dag (vises også påskedag klokken 8.45-11.00 på DR K)

Lørdag den 20. april klokken 19.45 på DR K: Før søndagen

Påskedag den 21. april klokken 9.54 på P1: Gudstjeneste fra Ellevang Kirke i Vejlby ved Aarhus med prædikant Søren Jensen

Påskedag den 21. april klokken 10.00 på DR1: Gudstjeneste fra Ravnsbjergkirken i Viby ved Aarhus med prædikant Rebecca Holst Andersen.

Påskedag den 21. april klokken 14.00 på DR K: Gudstjeneste fra Ravnsbjergkirken i Viby ved Aarhus med prædikant Rebecca Holst Andersen.

2. påskedag den 22. april klokken 9.54 på P1: Gudstjeneste fra Ellevang Kirke i Vejlby ved Aarhus med prædikant Jens Holger Schjørring.

2. påskedag den 22. april klokken 16.03 på P1: ’Audiens’, hvor Katarina Lewkovitch er tre dage i kloster i Tórshavn.

Flere af DR’s faste programmer i radio og TV samt ’Dagens Sang’ på DR K vil også bære præg af påsken og tage emner op, der relaterer til højtiden.

Facebook
Twitter