Peter Falktoft prisbelønnet for P1-podcast om rygning

The Voice valgte i weekenden at hædre radio- og tv-værten Peter Falktoft for programserien ’Danmarks dræber #1’.

Peter Falktofts podcastserie om rygning fra P1 er nu prisbelønnet. (Foto: Rune Geertsen © Michael Sperling / Rune Geertsen, FILT CPH)

Det er lidt usædvanligt, at en konkurrerende kanal vælger at give en pris til et DR-program. Men det skete i weekenden, da showet The Voice ’19 blev holdt i Tivoli i København, og radiokanalen samtidig uddelte årets The Voice-priser.

Her blev Peter Falktoft, som mange husker fra programmerne som ’Monte Carlo’ på P3 og DR3 og ’Saint Tropez’ på P3, hædret med Voice-prisen ’Årets Inspiration’ for P1-podcastserien ’Danmarks dræber #1’. Her tager han gennem seks programmer fat på, hvorfor mange unge starter med at ryge i disse år. I programmerne er Peter Falktofts far, Anders Falktoft, medvært.

Peter Falktoft ryger ikke selv, mens det gjorde hans far gennem mange år. Det har medført, at han nu har lungesygdommen KOL – en sygdom, som ifølge faren selv kommer til at koste ham gode leveår i den sidste ende.

Har inspireret mange

- Peter Falktoft har brugt den seneste tid på at advokere for et emne, der står ham personligt nært. Han har arbejdet intenst på en fundamental holdningsændring til rygning i den danske befolkning – ikke mindst blandt unge. Udover at fokusere på det sundhedsmæssige aspekt ser podcasten også på konsekvenserne for klimaet, statskassen og samfundet. Alt i alt har Peter Falktoft med sin utrættelige indsats inspireret mange af os til at passe bedre på os selv og dén verden, vi bor i, lød det blandt andet i motiveringen fra The Voice i forbindelse med uddelingen. I alt var 22.000 samlet til The Voices show i Tivoli.

Selv sagde Peter Falktoft til The Voice i den forbindelse, at timingen er guddommelig:

- Den her pris betyder rigtig meget, fordi det er et program, der har affødt en masse reaktioner – både på godt og ondt. Men for en gangs skyld har det egentlig været ret nemt ikke at tage det så personligt, fordi det for en gangs skyld er vigtigere end en selv. Så det er jeg virkelig, virkelig glad for.

Hele programserien ’Danmarks dræber #1’, der er produceret af Filt CPH for DR, kan fortsat høres på DR’s radioapp og på dr.dk/radio lige her. Udsendelserne kan også hentes som podcast, hvor du plejer at hente den slags.

Facebook
Twitter