Peter Qvortrup Geisling er meget overrasket over topplacering lige efter Løkke

DR’s sundhedskorrespondent er nummer to på nyhedsavisen Dagens Medicins liste over personer med størst gennemslagskraft i sundhedssektoren – lige efter Lars Løkke.

Peter Qvortrup Geisling kan blandt andet ses i ’Sundhedsmagasinet’ hver tirsdag på DR1. Her er han fra et program om demens i marts. Foto: DR.

DR’s sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling er selv meget overrasket over sin placering på en ny liste over mænd og kvinder i sundhedssektoren med størst gennemslagskraft og magt. Det er en liste, som nyhedsavisen Dagens Medicin offentliggør i forbindelse med Folkemødet på Bornholm.

Øverst på listen ligger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), mens tv-vært og læge Peter Qvortrup er nummer to. Først længere nede kommer formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl (DF) på en 4. plads, minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) og finansminister Kristian Jensen (V) på en delt femteplads og sundhedsminister Ellen Trane Nørby, der er på en delt 8. plads.

Det er et såkaldt magtpanel på 14 personer, som har foretaget vurderingen for Dagens Medicin, som præsenterer den komplette liste over Magtens top 100 inden for sundhedsvæsenet fredag i Allinge.

I panelet finder man for eksempel formanden for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen, professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, direktøren i Lægemiddelindustriforeningen Ida Sofie Jensen, direktøren for Statens Institut for for Folkesundhed Morten Grønbæk og tidligere formand for Danske Regioner Bent Hansen (S).

Panelet har vurderet 324 indflydelsesrige personer i sundhedsvæsenet ud fra seks parametre, som for eksempel formel position, egen indsats, faglig dygtighed, personligt netværk og gennemslagskraft i offentligheden.

Det er ikke mig, der er historien

”Placeringen kommer virkelig bag på mig, for jeg forsøger at navigere efter det gode råd som den største ”Mr. News” nogen sinde, Steen Bostrup, gav mig for 20 år siden. Han bød mig velkommen til DR og sagde: ”Husk, at det er historien, der er historien. Det er ikke dig, der er historien”. Det kan lyde ”jantelovsk”, men sådan var det ikke ment fra hans side. Det var en god måde at sige: ”Hold nu fokus”, siger Peter Qvortrup Geisling, der udover indslag i TV-Avisen også er vært på ’Sundhedsmagasinet’ på DR1 hver tirsdag – sammen med Nola Grace Gaardmand.

DR’s sundhedskorrespondent ser mest af alt placeringen på listen som resultatet af, at DR’s nyhedsledelse har fokus på sundhedsstoffet.

”Det er jo en ganske slagkraftig platform, når TV-Avisen, Radioavisen, ’Sundhedsmagasinet’, ’P1 Morgen’ og dr.dk bringer den samme historie med forskellige vinkler. Så flytter vi virkelig noget og gør danskerne opmærksomme på, at vi er der for dem. Og så trækker det også i den rigtige retning, at ledelsen giver mig lov til at deltage i konferencer uden for DR, når der skal diskuteres sundhedsjournalistik. Der kan jeg give holdningerne mere kant,” siger Peter Qvortrup Geisling.

Udover at være vært for ’Sundhedsmagasinet’ har Peter Qvortrup Geisling gennem årene blandt andet været vært for ’Lægens Bord’, ’Diagnose søges’ og ’Ha’ det godt’ på DR1.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk