Phillip Faber og Anne Karine Prip hædret for DR’s ’Morgensang’

Solistforeningen af 1921 uddelte tirsdag deres hæderspriser, og de går til initiativtagerne bag DR’s morgensang, som formåede at samle danskerne gennem coronatiden.

Phillip Faber og Anne Karine Prip får her priserne overrakt af formanden for Solistforeningen af 1921, Toke Lund Christiansen. (Foto: Solistforeningen)

Gennem coronatiden formåede morgensangen at samle danskerne foran skærmene, og det gør den fortsat hver dag på DR1, DRTV og P2.

Solistforeningen af 1921, der er en faglig sammenslutning af cirka 700 klassiske sangere og instrumentalister, lagde også mærke til Phillip Fabers opvarmningsøvelser, underlige ansigter, klaverspil og sang, og da foreningen tirsdag uddelte sine hæderspriser i Christians Kirke i København, var det initiativtagerne til ’Morgensang’, der blev hyldet.

Her gik årets hæderspriser på hver 25.000 kroner til tv-vært og chefdirigent for DR Pigekoret Phillip Faber og DR Pigekorets kunstneriske leder Anne Karine Prip.

Morgensangen blev i sin tid født på DR Pigekorets facebookside mandag den 16. marts. Programmet blev så populært, at det allerede næste morgen fik fast plads på DR1 og P2. Her var Phillip Faber vært gennem 100 programmer, mens Anne Karine Prip var redaktør.

En lille kulturrevolution

- Denne dynamiske duo har sammen planlagt og gennemført et initiativ, der med ét ændrede mange danskeres adfærd og gennem nøjagtig 100 dage satte morgensang på hele landets skema. Når Phillip Faber for åben tv-skærm og med radiotransmission hilste os veloplagt ’godmorgen’, indledte med en række stræk- og stemmeøvelser og derefter satte de indledende akkorder an på flyglet, var det i grunden en lille kulturrevolution. Vi havde næsten alle glemt, hvor herligt det er at synge, og hvilken sangskat vi råder over, lød det blandt andet i motiveringen.

Her lød det videre:

- Det er svært at fatte, at Phillip ene mand kunne akkompagnere og synge for og det på en måde, der ydede både tekst og musik fuld retfærdighed. Den klassiske skoling lå bag, og det hvad enten vi var med hos Weyse, Carl Nielsen eller Kim Larsen. Ikke siden Aksel Schiøtz under besættelsen samlede befolkningen med sin lyriske tenor, har sangen herhjemme i den grad vist sin styrke. Initiativet vil givetvis også på sigt styrke vores lyst til at synge sammen og til at værdsætte den melodiskat, der er en del af vores kulturarv, lød det i begrundelsen fra formanden for Solistforeningen af 1921, Toke Lund Christiansen.

Priserne blev uddelt i forbindelse med Solistforeningens generalforsamling.

Efter at Silja Okking i sommer tog over fra Phillip Faber som vært og bød på ’Morgensang med Ramasjang’, er det nu Ole Kibsgaard og Kaya Brüel, der hver morgen byder velkommen og synger for i ’Morgensang’. Det er på DR1 og DRTV klokken 9.05 alle hverdage og klokken 10.03 i weekenderne.

Facebook
Twitter