Poul-Erik Heilbuth og holdet bag dokumentaren ’Jeg var torturbøddel’ får en Emmy

Dokumentaren sikrede sig onsdag ’The International Emmy for Current Affairs’ ved uddelingen af News & Documentary Emmy Awards i USA.

  • En af de helt centrale personer fra dokumentaren 'Jeg var torturbøddel'. Dokumentaren modtog onsdag aften en Emmy. (© DR Digital Udvikling (anxn))
  • Poul-Erik Heilbuth har været instruktør på 'Jeg var en torturbøddel'. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 2

Fire års arbejde med dokumentaren ’Jeg var torturbøddel’ blev onsdag aften belønnet med en Emmy for instruktøren Poul-Erik Heilbuth og det internationale hold, som har lavet den.

Dokumentaren sikrede sig ’The International Emmy for Current Affairs’, da National Academy of Television Arts & Science i USA onsdag for 43. gang uddelte News & Documentary Emmy Awards.

I ’Jeg var torturbøddel’, der blev vist på DR2 den 7. september sidste år, og som fortsat kan ses på DRTV, spørger danske Poul-Erik Heilbuth og amerikanske John Goetz, hvem de amerikanere var, som udførte tortur i det berygtede fængsel Guantánamo.

Mohamedou Slahi var fange i lejren i 14 år, og han blev udsat for tortur af maskerede bødler. Efter flere års arbejde sporer Heilbuth og Goetz bødlerne, hvis identitet hidtil har været en af de bedst bevarede hemmeligheder for de amerikanske sikkerhedstjenester. Vil de mødes med manden, de pinte? Det er hele omdrejningspunktet for den halvanden time lange dokumentar, som NDR var hovedproducent på, og som DR har været med til at co-producere. I DR har Erling Groth været redaktør på ’Jeg var torturbøddel’.

Hamrende stolt

70-årige Poul-Erik Heilbuth har i dag sit eget produktionsselskab, men han var i årtier ansat som først programmedarbejder på det navnkundige ’Radio Rita’ på P3 og senere dokumentarist i DR. Her har han gennem årene modtaget 23 internationale priser for sine dokumentarer, blandt andet Prix Europa- og Prix Italia-priser, men aldrig en Emmy.

- Jeg er hamrende stolt og glæder mig meget over den, siger Poul Erik Heilbuth, der siger, at han gået rundt med ideen om at lave programmet i flere år:

- Som tiden går, ser jeg større og større udfordringer i at lave de dokumentarer, der dybest set ikke kan lade sig gøre, og hvor det så er spændende og udfordrende at se, om det rent faktisk er muligt. Hvor stor er sandsynligheden for, at man kan få Edward Snowden til at være med i et program, eller som her få sporet bødler, der vil sige noget. Det er lykkedes, og nu står vi med en Emmy. Jeg er virkelig glad, siger han.

Internationalt samarbejde er vigtigt

I en kommentar til Emmy’en siger dokumentarredaktør i DR Thomas Gade, at han først og fremmest vil ønske John Goetz og Poul-Erik Heilbuth tillykke med statuetten.

- Det er godt gået. ’Jeg var torturbøddel’ er en international dokumentar, som vi på DR er stolte af at være en del af. Det er en vigtig og kompleks historie, som kun bliver lavet, fordi en lang række TV-stationer går sammen om at finansiere den. Emmy’en understreger for mig, hvor vigtigt, internationalt samarbejde er, når det handler om de helt store samtidshistorier, siger han.