Produktionskoordinator i DR er død

Lene Mose Lidau, der har lavet alt fra ’Fredagsbio’ over folketingsvalg til TV-Avisen, er død, 64 år.

Lene Mose Lidau var senest tilknyttet tv-aviserne på DR1. (Foto: DRinde)

Produktionskoordinator Lene Mose Lidau fra DR Medieproduktion døde søndag nat efter flere års kamp mod brystkræft. Hun blev 64 år.

Lene Mose Lidau har været ansat i DR siden 1. april 1976, hvor hun startede som sekretær for programchefen. Siden fik hun en grunduddannelse som producerassistent, og selv om Lene Mose Lidaus navn måske ikke virker bekendt for så mange seere, var hun med til at producere nogle af de mest elskede og sete programmer.

Hun debuterede som producerassistent i 1982 i 'Fredagsbio' og året efter i 'Den Lille Quiz'. Men ellers var det i høj grad hos DR Nyheder, Lene Mose Lidau slog sine folder. Her var Lene Mose Lidau involveret i en lang række produktioner - lige fra at være udlandskoordinator til at være producerassistent på for eksempel OL i Barcelona og dækningen af folketingsvalg.

De seneste år var Lene Mose Lidau fast tilknyttet TV-Avisen på DR1, og i flere år var hun også tillidsmand for sine kolleger i DR Nyheder.

Lene Mose Lidau var gift med Peter Mose, der er tidligere planlægger i DR. Udover mand efterlader hun sig  søn, svigerdatter og barnebarn.

Facebook
Twitter