Psykologi-professor med nej-hat får Rosenkjærprisen 2015

Svend Brinkmann bliver årets modtager af DRs store formidlingspris på 50.000 kroner. Samtidig kan lytterne nu se frem til en P1-serie med professoren, der i sin seneste bog opfordrede til at ’Stå fast’.

Svend Brinkmann får Rosenkjærprisen for 2015, og den bliver overrakt den 25. oktober i DR Koncerhuset under eventen P1LiveX. (Foto: Lisbeth Holten © Type 2)

Det bliver en professor i psykologi med bopæl i Randers, der skal op på podiet og hædres, når DRs store formidlingspris – Rosenkjærprisen – bliver uddelt søndag den 25. oktober ved eventen P1LiveX i DR Koncerthuset.

DRs Rosenkjær-komité har udpeget den 39-årige professor i psykologi Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet, til at få årets Rosenkjærpris, der er på 50.000 kroner. Samtidig siger Svend Brinkmann ja til at medvirke i en programserie på P1, hvor han formidler sin viden og forskning.

Svend Brinkmann fik sidste år et mere bredt gennembrud med bogen ’Stå fast’. I bogen, der fik en række gode anmeldelser, langer han på en skarp og også morsom måde ud efter den positive tænkning og selvudviklings-kulturen. Svend Brinkmann foreslår blandt andet, at vi bliver bedre til at tage nej-hatten på – da den i mange sammenhænge sikrer en kritisk tilgang og understreger, at det ikke altid er det enkelte menneske, der har ansvaret for, hvordan deres privatliv og arbejdsliv udfolder sig.

Når jeg ser listen over tidligere prismodtagere, bliver jeg ekstra stolt, da mange af de filosoffer, kunstnere og videnskabsfolk, som jeg selv bliver inspireret af, tidligere har modtaget prisen.

Svend Brinkmann

Befriende irriterende

”Stor viden og stærke formidlingsmæssige egenskaber er helt centrale forudsætninger for at modtage Rosenkjærprisen, og de krav opfylder Svend Brinkmann. Derudover har han modet til at tale tidsånden midt imod med både psykologisk og filosofisk indsigt. Han er befriende irriterende – vel at mærke uden at det går ud over hans troværdighed,” siger kanalchef på P1 og formand for Rosenkjær-komiteen Anders Kinch-Jensen.

Rosenkjærprisen er opkaldt efter magister Jens Rosenkjær (1883), der var foredragschef i DR frem til 1953. Prisen har været uddelt i hans navn og ånd siden 1963, og den bliver givet til en person, ”som har vist evner for at gøre et vanskeligt stof tilgængeligt for et bredere publikum i en forståelig og levende form”.

Svend Brinkmann sig selv, at han sjældent er mundlam, men at han blev det, da Anders Kinch-Jensen ringede og spurgte venligt, om han ville modtage årets Rosenkjærpris.

”Jeg fik fremstammet et ”Ja, mange tak” og er enormt glad for prisen. Dels fordi den uddeles af DR, som jeg har et nærmest emotionelt forhold til, da DR har været en vigtig del af min hverdag hele mit liv – nu også i min rolle som ekspertkilde og debattør. Og dels fordi det er en formidlingspris, og jeg lægger stor vægt på min pligt som statsansat professor til at formidle så bredt som muligt,” siger Svend Brinkmann.

Skelner ikke skarpt

Han siger selv, at han sætter en ære i ikke at skelne for skarpt mellem forskning og formidling.

”Som psykolog og humanistisk forsker formidler jeg jo menneskelige ytringer og erfaringer, som de for eksempel kommer til udtryk gennem de interview, jeg foretager med folk, eller i de bøger, jeg læser af andre forskere. På den måde kan man sige, at al humaniora er formidling, og spørgsmålet er så blot, til hvem og hvor bredt man ønsker at formidle,” siger Svend Brinkmann, der har været tilknyttet Aalborg Universitet siden 2009.

Blandt de tidligere modtagere af Rosenkjærprisen er for eksempel læge Inge Genefke, forfatter Johannes Møllehave, tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, musikerne Peter Bastian og Sigurd Barrett, astrofysiker Anja C. Andersen, hjerneforskeren Peter Lund Madsen, kunsthistorikeren Bente Scavenius, geologiprofessor Minik Rosing og sidste år arkæologen og forfatteren Jeanette Varberg fra Moesgaard Museum, som er ekspert i bronzealderen.

”Når jeg ser listen over tidligere prismodtagere, bliver jeg ekstra stolt, da mange af de filosoffer, kunstnere og videnskabsfolk, som jeg selv bliver inspireret af, tidligere har modtaget prisen. Jeg kan helt ærligt sige, at jeg aldrig har forestillet mig, at mit navn en dag skulle føjes til den liste,” siger Svend Brinkmann.

Stor viden og stærke formidlingsmæssige egenskaber er helt centrale forudsætninger for at modtage Rosenkjærprisen, og de krav opfylder Svend Brinkmann. Derudover har han modet til at tale tidsånden midt imod med både psykologisk og filosofisk indsigt. Han er befriende irriterende – vel at mærke uden at det går ud over hans troværdighed

Anders Kinch-Jensen, Kanalchef på P1

FAKTA OM ROSENKJÆR-PRISKOMITEEN

DRs Rosenkjærpriskomité består af folk fra DR med erfaring og viden om vidensformidling. I år har den bestået af redaktionscheferne Lars Rønnow Torp fra DR Videnskab og Ole Hjortdal fra DR Samfundsliv, P1-redaktør Hanne Barslund, vært og redaktør Lene Juul Bruun fra bl.a. ’Netværket’ På P1 og kanalchef Anders Kinch-Jensen på P1.

FAKTA OM P1LIVEX

Rosenkjærprisen bliver uddelt i DR Koncerthuset søndag den 25. oktober, når P1 ved det journalistiske, sanselige sceneshow P1LiveX åbner dørene for en eftermiddag med noget af alt det bedste fra P1. Med eventen flytter P1’s magasiner for en enkelt dag ud af radiostudiet og ind på Koncerthusets store scene, hvor man byder publikum indenfor til en række enestående oplevelser med fokus på viden, der både overrasker og flytter perspektiv.

De sidste 10 års modtagere af Rosenkjærprisen

2014: Arkæolog og forfatter Jeanette Varberg

2013: Professor i geologi Minik Rosing

2012: Professor, dr. scient. Eske Willerslev

2011: Religionshistoriker Jakob Skovgaard-Petersen

2010: Professor Bente Klarlund Pedersen

2009: Musiker og entertainer Sigurd Barrett

2008: Cand. scient. pol. og ph.d. Lykke Friis

2007: Overlæge og tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling

2006: Astrofysiker Anja C. Andersen

2005: Hjerneforsker, dr. med. Peter Lund Madsen