Rådhusklokker og nytårstaler kan ses i hele verden

Hvis du er på nytårsferie udenlands eller bor der fast, har du mulighed for at se dronningen og statsministeren tale eller se rådhusklokkerne bimle nytårsnat via DR TV eller DRs app.

H.M. Dronningens nytårstale på Fredensborg Slot forrige år. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Skal du springe ind i nytåret i Berlin, Madrid eller Paris – eller bor du måske ligefrem fast i udlandet, behøver du på ingen måde gå glip af Dronningens nytårstale, DR Pigekorets skønsang lige efter årsskiftet eller for den sags skyld DR1’s nytårsgudstjeneste.

Interesserede udlandsdanskere, turister og andre uden for Danmarks grænser kan nemlig også kigge med, når Dronning Margrethe siger ’Gud bevare Danmark’ og formentlig meget andet i nytårstalen den 31. december klokken 18.00.

Da der er særlige regler, der gør sig gældende for, hvor programmer og videomateriale kan vises, bruger DR normalt såkaldt ”geoblocking”, som så igen betyder, at DR TV ikke kan følges direkte via nettet uden for Danmarks grænser.

Men da DR også ved, at der er stor interesse for nytårstalerne fra såvel dronningen som statsministeren ved nytårstide, bliver der også i år gjort en undtagelse, så alle kan følge med – også folk med en udenlandsk ip-adresse – kan følge den direkte transmission fra Amalienborg og statsministerens tale, som nu også er begyndt at blive sendt direkte, hvor den tidligere var båndet på forhånd.

Omkring nytår kan disse programmer ses på streamingtjenesten DR TV på dr.dk/tv og på DRs app over hele verden:

31. december og nytårsnat 17.10 Før dronningens nytårstale 18.00 Dronningens nytårstale 18.15 Efter dronningens nytårstale 23.55 Nytårsklokkerne 00.00 Vær velkommen – med DR Pigekoret 00.05 Nytårsgudstjeneste fra Aarhus Domkirke

1. januar 17.30 Optakt til dronningens nytårstaffel og statsministerens nytårstale 18.00 Statsministerens nytårstale 18.10 Reaktioner og analyse af statsministerens nytårstale

60 år med TV-tale

DR har sendt kongelige nytårstaler siden 1941. Første tale i radioen midt under den tyske besættelse var Christian X, mens Kong Frederik IX fortsatte traditionen i radioen, indtil den kom på TV fra 1958. Da det var den 1. januar 1958, den første kongelige tale blev sendt, har de reelt været sendt i 60 år i år.