Radioavis-vært blev overrasket med DR’s Sprogpris

Juryen mener, Niels Christian Lang ’er Radioavisens pålidelige og troværdige stemme, der med aldrig svigtende sproglig præcision og kreativitet bibringer døgnets nyheder personlighed og nærvær’.

  • Vært på Radioavisen Niels Christian Lang får styr på de sidste ting, inden han går 'live'. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Niels Christian Lang (Foto: Agnete Schlichtkrull)
1 / 2

Tirsdag morgen fik værten på Radioavisen, Niels Christian Lang, sig lidt af en overraskelse.

Efter at have læst nyhederne op klokken 8.30, kunne han med stigende undren høre, at kollegerne på ’P1 Morgen’ blev ved med at tale om… Niels Christian Lang. Der blev afspillet klip med ham, og DR’s sprogredaktør Martin Kristiansen var igennem på en linje til radiostudiet.

Anledningen var, at Niels Christian Lang er årets modtager af DR’s sprogpris. Prisen er blevet uddelt siden 1987, hvor den første modtager i øvrigt var Langs navnkundige forgænger Ole Emil Riisager.

DR’s sprogpris bliver uddelt på baggrund af indstillinger fra DR’s medarbejdere. Den endelige afgørelse træffes af DR’s sprogpriskomite, der i 2020 har bestået af DR’s mediedirektør Henriette Marienlund (formand), de tidligere prismodtagere Anna Gaarslev, Tore Leifer og Adrian Hughes samt kanalchef for P1 Nikolai Thyssen, redaktør Anja Hauberg Kaalund og sprogredaktør Martin Kristiansen.

I juryens motivering hedder det blandt andet, at Niels Christian Lang modtager DR’s sprogpris 2020, …’fordi han med aldrig svigtende præcision og kreativitet formår at lægge så megen personlighed og autenticitet ind i Radioavisens tekster, hvor der ellers hersker et smalt sprogligt råderum, muligvis DR’s smalleste’.

Niels Christian Lang blev overrasket af 'P1 Morgen'-værterne Anders Bech-Jessen og Bjarne Steensbeck, da han havde læst de korte nyheder klokken 8.30. (Foto: Marie Funch Adamsen)

Fra priskomiteen lyder det videre:

- Radioavisen skal være først med det sidste og derudover frem for alt pålidelig, troværdig og lytteværdig. Det kræver stor præcision i afleveringen af ofte komplicerede forklaringer og årsagssammenhænge, som skal formidles i et meget kompakt og kondenseret sprog. Niels Christian Lang mestrer med sin behagelige stemme og sikre sans for sprogets rytme Radioavisens genre som få.

Gør Radioavisen mere nærværende

Juryen bag DR’s sprogpris er, som man siger, ’imponeret over Niels Christian Langs kontinuerlige bidrag til Radioavisens sproglige niveau.

- Indenfor det råderum, Radioavisen stiller til rådighed, udfylder Niels Christian Lang teksterne med lige præcis så megen personlighed som denne klassiske nyhedsgenre levner plads til, og det er juryens indtryk, at Lang i den henseende går foran i arbejdet med at gøre Radioavisen endnu mere nærværende - udsendelse for udsendelse, lød det.

Niels Christian Lang indtræder nu i en ’kongerække’ af DR-medarbejdere, som med hver deres tunge har bidraget til det danske sprog. De seneste års prismodtagere har været Tore Leifer, Anna Gaarslev og Phillip Faber.

DR-sprogredaktør Martin Kristiansen siger om valget af Niels Christian Lang:

- Når jeg hører ham, kommer jeg tit til at tænke på den mangeårige retorikprofessor Jørgen Fafner, der beskrev det gode radio-tv-sprog som en kombination af det skrevne sprogs præcision og det mundtlige sprogs naturlighed. Jeg synes, Niels Christian Lang i sjælden grad personificerer det ideal, siger han.

Niels Christian Lang vil få årets sprogpris overrakt af DR’s mediedirektør Henriette Marienlund ved et arrangement i det nye år, når forholdene tillader det.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter