Radiosportens anfører fejrer 40 år i DR

Henrik Brandt har været med til at føre sportsjournalistikken ind i en ny tid, og han har dækket OL 10 gange. Den 1. januar har han 40 års jubilæum i DR.

Henrik Brandt har tidligere holdt formen med tennis og svømmer nu 10 kilometer om måneden fordelt på flere omgange. Og så går han lange ture med sine to hunde - en rottweiler og en amerikansk cockerspaniel. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Da den senere landstræner Morten Olsen spillede for B1901, skrev han om det til Lollands Tidende. Da de vinterolympiske lege i 1980 blev afviklet i Lake Placid og sommerlegene senere samme år i Moskva, sad han ved mikrofonen og berettede om atleternes bedrifter.

Hvis der er en stemme, man forbinder med DRs sportsudsendelser i radioen, må det være Henrik Brandts. Lidt hæs, meget tydelig, rolig - og venligt indlevende. Ved dette årsskifte har vi kendt den i 40 år. Hvilket er meget godt klaret i betragtning af, at Henrik Brandt ikke er den ”sportsidiot”, som kun interesserer sig for, hvad der foregår blandt atleter og pointtavler.

Faktisk var det lidt af en tilfældighed, der førte ham til DR og ind i sportens verden. For nok havde han spillet tilpas meget fodbold til at konstatere, at han ikke var det store talent, og i konsekvens heraf uddannet sig til at være fodbolddommer. Men egentlig var han i gang med at læse samfundsfag på Københavns Universitet, da et sidespor førte ham mod DR.

"Jeg er vokset op på Lolland, fra jeg var 10 år gammel. Da flyttede vi fra Nørrebro til Nakskov, hvor min far kunne få sit ønske-lærerskema. Det var en omvæltning, for jeg havde ikke på forhånd gjort mig helt klart, hvor langt der var til vennerne i København. Men så måtte man jo finde sig nogle nye, og der var ikke noget mobberi af den nye dreng. Nærmest tværtimod - vi var interessante," griner han.

Efter skoletiden blev det til gammeldags læreplads på Lollands Tidende og syv måneders journalistkursus i Aarhus. Han fik lokale kolleger som Kai Selliken, Lone Kühlmann og Ole Meisner, som han traf igen i DR.

Fra byrådet til DR

Men den unge mand var også blevet politisk bevidst og stillede op til byrådet i Nykøbing Falster for SF. Det førte både til valg i 1974 og genvalg fire år efter. Og et ønske om at blive klogere på samfundets mekanismer gennem et universitetsstudium.

"Jeg tog toget frem og tilbage. Det gav godt med tid til at læse, men også til at tale med Erik Berth, som var en tidligere kollega fra Folketidende. Han var startet i DR, og de manglede vikarer. Så han spurgte, om han måtte nævne mit navn i den sammenhæng, og jeg blev ansat af Niels Christian Niels-Christiansen, som havde overtaget chefjobbet efter Gunnar ”Nu” Hansen. Først for en kort periode, men det endte jo efter et par år med, at jeg blev fastansat," siger Henrik Brandt og fortsætter:

"Undervejs forsvandt samfundsfags-studiet i tågerne, og jeg koncentrerede mig om det nye fag, jeg var havnet i. Det betød også, at jeg brød op fra sydhavsøerne og måtte trække stikket til kommunalpolitikken."

Det var dog ikke helt slut med at have en mening - i starten af 1980’erne sagde Henrik Brandt ja til fagpolitikken ved at blive suppleant for afdelingens tillidsmand. Inden længe havde han overtaget posten og var med i Journalistgruppen i en grad, så han blev først næstformand i et år og derefter formand for journalisterne i DR i to år.

"Der er sket meget med faget i min tid. Effektiviteten er meget højere nu om stunder. Man får meget mere ud af sine medarbejdere. Da jeg blev ansat, kunne der godt være lidt rigeligt med tid til at gå i kantinen og drikke bajere. Man havde højst én stor tv-udsendelse om dagen - og så var der weekenderne, hvor alt var koncentreret. Man var aldrig hjemme i weekenderne, og der var nogle chefer, som fik sig et chok i midten af 1980’erne, da de mødte journalister, som gik klokken 16 for at hente et barn fra vuggestuen," fortæller Henrik Brandt.

Leder uden chefkontrakt

Da det i 1987-88 blev moderne at medieopdele DRs afdelinger, så man for eksempel fik tv-sporten for sig, og radiosporten flyttede tilbage til Radiohuset fra TV-Byen, blev Henrik Brandt leder af radiodelen.

"Jeg har aldrig været på chefkontrakt, og det har passet mig fint. Vi var en lille redaktion med fem-seks journalister, så jeg blev vel nærmest betragtet som "anfører" for holdet. Flytningen var en kæmpe fordel for os. Dengang var radioen jo det hurtige medie, og folk var afhængige af os, hvis de ville kende resultaterne. Vi havde udsendelser, der varede 10 minutter hver eftermiddag. I dag har vi to-tre minutter at gøre godt med," siger Henrik Brandt, som dengang også skulle sørge for tipsresultaterne.

"Nogle gange ringede folk og brokkede sig, hvis vi havde læst dem for hurtigt. Set fra min synsvinkel var mareridtet, hvis man var kommet ind i studiet, uden at have fået kuponen med. Det er aldrig sket for mig, men jeg er et par gange vågnet op fra en drøm i panik over, at jeg ikke kunne finde den."

Noget af det, Henrik Brandt er mest stolt over som leder af radiosporten, er det tæt samarbejde med DRs distrikter gennem mange år, som han kaldet et eksempel på "Ét DR" længe inden, det blev et tema. Det viser sig blandt andet i den daglige dækning af superliga-fodbold, hvor dygtige distriktskolleger er en del af reporterholdet, ligesom de også i mange år har været en vigtig del af radioens hold til De Olympiske Lege.

"Jeg er også meget imponeret over dét talent og det stærke faglige engagement, som de nye journalistpraktikanter møder op med," siger han.

10 x OL

Det er blevet til mange rejser rundt i verden til store sportsbegivenheder og olympiske lege. Henrik Brandt har også været med til planlægningen - nogle gange på stedet, andre gange har det været mere logisk, at han stod for formidlingen hjemmefra. Men noget i retning af 10 gange OL er det da blevet til.

"Jeg var i Sydkorea og Mexico på et tidspunkt, hvor det ikke var steder, hvor mange danskere færdedes. Det er da klart, at det har givet nogle enestående oplevelser. Sydney var en særlig stor af slagsen - og man har jo kunnet kombinere med noget efterfølgende ferie og rejser i de lande, der interesserede en. Men OL er ikke noget, der kommer med et fingerknips. Der ligger rigtig meget arbejde bag, og mens det står på, bliver der virkelig knoklet igennem.”

Rejser i Østeuropa før jerntæppets fald har også givet et indblik i en verden, som ikke var specielt charmerende.

"Det er jo vanvittigt, at mænd som Honecker i Østtyskland og såmænd også Castro på Cuba, der i deres ungdom havde bekæmpet diktaturer, selv endte med at klamre sig til magten. Jeg talte engang med en russer, der beskrev sin tilværelse, som at han boede i en skotøjsæske, og hver gang han ville udfolde sig lidt, slog han hovedet mod låget. Og nu om stunder oplever vi, at det åbenbart fortsat er svært at gøre, hvad man vil – for eksempel i forhold til statslige forsøg med doping af atleter."

Sporten er blevet politisk

For Henrik Brandt giver det mening at se sporten i en samfundsmæssig sammenhæng.

"Det har været med til give en forståelse af sport som andet og mere end bare "sportsidioti", og vi samarbejder også med andre redaktioner om at sætte sporten i perspektiv. Sporten bliver taget mere seriøst. Og den er i hvert fald en del af public service, for der er rigtig mange licensbetalere, der efterspørger dét indhold, så jeg håber, at der fortsat vil være midler til at gøre det så godt som muligt."

Indenfor en overskuelig fremtid skal sportsredaktionen så flytte til Aarhus, og Henrik Brandt følger med.

"Jeg skal i hvert fald med over og se, at de kommer godt på plads. Jeg nærmer mig jo en aldersmæssig udløbsdato, så det bliver ikke for evigt. Men jeg har læst en rapport fra BBC om, hvor meget godt de har fået ud af at flytte deres sportsfolk til Manchester. Og jeg vælger at tro, at vi har en ledelse, der bruger deres fulde kompetence og indsigt på at træffe de rigtige beslutninger - også selv om det gør ondt. Det har jeg lært: Man skal passe på ikke at være alt for skråsikker på, at modparten ikke har ret. Der er jo arbejdet bundseriøst med det og tænkt over tingene."

Facebook
Twitter