Ramasjang bruger Sofus til at lave dokumentarer for 3-6-årige

De små på Ramasjang kan fra lørdag møde en helt ny figur – nemlig bamsehunden Sofus, som besøger børn i deres hverdag i nye reportage- og dokumentarprogrammer.

Sofus kan opleves første gang på DR Ramasjang på lørdag klokken 17.00. (Foto: Plus Pictures © Type 1)

DR har lanceret mange figurer gennem årene. Tag for eksempel Kaj og Andrea, Anna og Lotte og deres nussede Georg, Bamse og Kylling, Syvsoveren og mange andre.

Nu er der et lille nyt tøjdyr på vej, for på lørdag den 6. september klokken 17.00 kan DR Ramasjangs seere møde Sofus for første gang.

Sofus er intet mindre end en rejselysten bamsehund, og tanken er, at Sofus skal være ”verdensstjerne” i en ny dokumentarserie for de 3-6-årige - og også i en stribe andre programmer i den kommende tid.

Serien viser børns hverdag i Danmark og resten af verden, og i det første program er Sofus landet hos Mikkel, der bor på en dansk gård, for på den måde at beskrive for Ramasjangs seere, hvordan det er at bo et sted med masser af maskiner, en sød hund og mange køer.

I mange lande er der tradition for at have tøjdyr i børnehaver og børnehaveklasser – og for, at de kommer med børnene hjem på besøg ét ad gangen. Inspirationen til Sofus kommer fra disse bamsebesøg.

Dumper ned i børns hverdag

Tanken er, at Sofus skal være omdrejningspunktet i en række dokumentarer på Ramasjang, hvor Sofus dumper ned lige midt i børns hverdag. Heldigvis taler han alle sprog, og Sofus tilbringer så en dag sammen med børnene, så han får et indblik i, hvordan en hverdag er – lige fra Honduras til Hobro.

”Sofus bor i landet Ramasjang. Men det helt særlige ved ham er, at han primært er ude i virkeligheden hos ægte børn. Det er der ikke rigtig nogen af vores andre karakterer, der er. For eksempel inviterer Rosa, Hr. Skæg og Kristian fra ’Ramasjang Mysteriet’ børn ind i deres univers,” forklarer redaktør Ulla Hæstrup fra B&U.

Hun siger, at det derfor er vigtigt, at Sofus som den rejsebamse, han er, peger mere ud i verden end ind i landet Ramasjang.

”Han er simpelt hen en ny måde at lave dokumentar- og reportageprogrammer for de små på,” siger Ulla Hæstrup.

Sofus er produceret af produktionsselskabet +plus productions. Der er indtil videre optaget otte programmer, og flere er på vej. Sofus har for eksempel også været med DR i Zambia for lave fem udsendelser i forbindelse med årets ulandskalender.

Facebook
Twitter