Ramasjang får ny redaktør

Pelle Møller kommer til DR fra et job som producent på Koncern TV, og han får fremover ansvaret for alt indhold i DRs Ramasjang-univers, der har de 3-6-årige som målgruppe.

Pelle Møller har senest været med til at producere en programserie til DR1, som sendes til sommer. (Foto: Prik.dk)

Det er svært at finde en DR-kanal, hvor Pelle Møller ikke har sat sine fodspor. Han har skrevet og instrueret satireserier for DR2, produceret ’Pubertetsguiden’ for DR Ultra, været redaktionschef på ’DR3 på stoffer’ og skrevet krimiserier til P1 og P2.

Nu kommer DRs yngste brugere også til at mærke til ham, for den 1. maj bliver han ny redaktør på DR Ramasjang. Pelle Møller kommer til DR fra et job som producent på Koncern TV, og han får fremover ansvaret for alt indhold i DRs Ramasjang-univers, der har de 3-6-årige som målgruppe.

Pelle Møller, der er 39 år og far til to børn, har arbejdet som journalist, vært og tilrettelægger på en række tv-programmer. Derudover har han skrevet, instrueret og været producent på flere tv-serier, radiodramaserier, kortfilm, et teaterstykke med mere.

”Pelle Møller har en dejligt alsidig baggrund med alt fra fiktion, comedy og udvikling af formater, og så kan han tude over at gøre en forskel for børn. Han vil klæde Ramasjang rigtig godt, og han vil kunne løfte det stærke brand nye spændende steder hen,” siger Kirstine Vinderskov, der er kanalredaktør for DR Ramasjang og DR Ultra.

Legeplads med højt til loftet

Selv siger Pelle Møller:

”På Ramasjang får de originale idéer frit spil. Det er en legeplads med højt til loftet, men det er også hér, hvor ansvaret er størst, fordi vi har en kæmpe forpligtelse over for børnene. Og netop denne dobbelthed er det attraktive ved kanalen - og mit nye job."

Blandt programmerne, som Pelle Møller tidligere har lavet for DR, er også ’Ultra Nas’ på DR Ultra, DR2-satireserierne ’Er du skidt, skat?’, ’Perforama’ og ’OPS’, radioserien ’Gys på P1’ samt ’Invasion’ og ’For enhver pris’, som har skrevet for DR Radio Drama. Derudover er han lige nu producent på en ny programserie, som har premiere på DR1 til sommer.

På Ramasjang tager Pelle Møller over efter Ulla Hæstrup, der for nylig blev ny kortfilm- og dokumentarfilmkonsulent med særligt fokus på børn og unge hos Det Danske Filminstitut.

Facebook
Twitter