Ramasjang kommer til at vrimle med smådyr

Ramasjang samarbejder med landets naturvejledere, og i den kommende tid kribler og krabler det med smådyr på app’en, på nettet og i TV.

Selma på ni år og Milton på seks er værter i 'Mikromakkerne'. (Foto: Kamilla Gamborg Isaksen © Type 1)

Det kribler og krabler i Ramasjang. Til lands, til vands og i luften. På app’en, på nettet og i tv.

Især i uge 21, hvor vi skal møde de to nye børneværter - søskendeparret Selma på ni år og Milton på seks år fra Holstebro. De er ’Mikromakkerne’, der hver dag laver 'Krible Krable'-tv, hvor de udforsker naturen og går på jagt efter et 'Krible Krable'-dyr, som de kan undersøge. Der er rygsvømmeren, vårfluelarven, bænkebideren, myren og strandkrabben. Børnene vil undersøge, om de kan se forskel på pige- og drengekrabber, men først skal de lige fanges fra badebroen. De vil også teste, hvordan en myre er ligesom en soldat og hvordan en lille sød vårfluelarve overlever i en sø fyldt med sultne rovdyr.

’Mikromakkerne’ overtager skærmen i fem programmer, som sendes 23.–27. maj på DR Ramasjang klokken 17.35.

Biller og spilopper

Også i DR Ramasjangs app kribler og krabler det med smådyr. Mandag den 23. maj kan børnene hente to nye læringsspil. I ’Krible Krable’-spillet løber de små dyr væk og skal indsamles, så du kan lave din helt egen superkribler, og i ’Biller og Spilopper’ samler du super sjældne larver og biller til din krible bog på tid.

På dr.dk/ramasjang kan børnene komme endnu tættere på de dyr, de lærer at kende gennem 'Mikromakkerne' på tv. I 'Lyt'-sektionen kan børnene høre Krible Krable-musik eller ringe til den kloge myre på Ramasjangs telefonsvarer og stille spørgsmål. Ramasjang vækker også børnenes hverdagsgenstande til live med seje vinger, ben og følehorn. Hvordan ser en tandbørste for eksempel ud med vinger og seks ben? Børnene sender billeder ind og Ramasjang ”kriblificerer”.

Ønsket med Krible Krable-ugen er, at børn, uanset om de bor på landet eller i byen bliver inspireret til at udforske naturen og dens beboere gennem sjove aktiviteter, nysgerrighed, læring og leg som kan fortsætte i hele sommerferien hvor dyrelivet eksploderer.

Naturvejlederne bringer 'Krible Krable' ud i hele Danmark

Naturvejlederforeningen har sammen med DR Ramasjang gjort maj måned til en landsdækkende 'Krible Krable'-måned. Daginstitutioner og børnefamilier opfordres til at komme ud i naturen og gå på smådyrs jagt i den nære natur, til lands, til vands og i luften. Naturvejledere i hele Danmark bakker op om 'Krible Krable'-måneden ved at tilbyde 'Krible Krable'-arrangementer for både daginstitutioner og børnefamilier. For de familier, der har lyst til at lære mere og se dyrene helt tæt på, afholder naturvejledere forskellige arrangementer landet over. Se på kortet her

Mikromakkerne sendes på Ramasjang fra den 23. maj klokken 17.35, og de nye spil er tilgængelige samme dag på Ramasjang app’en og på www.dr.dk/ramasjang