Restriktioner gør ´Danmarks Indsamling´ anderledes i år

Når ´Danmarks Indsamling 2021´ ruller over skærmen på lørdag, er der ekstra fokus på sikkerhed, afstand og afskærmning. Og nogle af de kendte gæster tager endda telefonen hjemmefra.

  • Årets værter er Silja Okking, Mark Stokholm, Andreas Bo og Mette Bluhme Rieck, der kommer til at guide danskerne sikkert igennem det store indsamlingsshow. Foto: Bjarne Bergius Hermansen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Eva Kvist er redaktør for Livsstil og formateret fakta i DR og ansvarlig for TV-showet ´Danmarks Indsamling 2021´ der produceres af produktionsselskabet STV. Foto: Agnete Schlichtkrull.
1 / 2

Pile og afmærkninger er tegnet op på gulvet i Tinghallen i Viborg, hvor ´Danmarks Indsamling 2021´ snart finder sted. Pilene skal sikre ensretning rundt i den store sal, og overalt er der mulighed for at hente mundbind eller håndsprit.

Værterne er klar, og præmierne er fundet, men alligevel er meget lidt, som det plejer at være. Coronapandemien har nemlig vendt op og ned på, hvordan man afholder og forbereder et stort indsamlingsshow. Og det bliver da også en alternativ ´Danmarks Indsamling´, som vil indtage seernes stuer i år.

- Showet er jo lidt anderledes hvert år, men i år har det været ekstra anderledes, og der har været mange ændringer i de allerede lagte planer. Dog har vi på intet tidspunkt tænkt, at det ikke kunne lade sig gøre, siger Eva Kvist, der er DR’s redaktør for årets ’Danmarks Indsamling’.

Tænker i andre baner

´Danmarks Indsamling´ samler i år ind til coronakrisens børn, og netop coronakrisen har ændret mange ting ved den store indsamling, som er blevet holdt siden 2007. Væk er publikum, håndtryk og læssevis af gæster på scenen. Der må tænkes i andre baner, og seerne vil da også komme til at mærke, at alt ikke er som det plejer, forklarer Eva Kvist.

- Den gode stemning, den gode underholdning og de rørende øjeblikke skal vi nok kunne levere. Men ligesom når man ser en håndboldkamp og kan mærke forskellen på en hal fyldt med tilskuere eller en tom hal uden klapsalver og hujen, vil man selvfølgelig også kunne mærke, at det er anderledes i år, siger hun.

Færre gæster og udskiftninger

De nye restriktioner betyder, at det sædvanlige væld af kendte ansigter, som modtager danskernes opkald i løbet af aftenen, ikke er så stort som tidligere.

I år vil flere af gæsterne i callcenteret tage telefoner hjemmefra, og der vil ske udskiftninger i holdet undervejs, så der kan sikres ordentlig afstand mellem de medvirkende. Normalt er der også plads til alle deltagere fra seneste udgave af ´Den Store Bagedyst´ i studiet, men i år må danskerne nøjes med fem.

At lave et show som ´Danmarks Indsamling´ kræver, at man kan mødes fysisk, og derfor gør holdet bag programmet en ekstra indsats for at leve op til corona-retningslinjerne. Alle deltagere testes, salen opdeles i afmærkede zoner, og alle bærer mundbind, når de bevæger sig rundt.

Desuden får alle deltagere udleveret små plasticposer med individuelle drikkevarer og snacks, så der ikke opstår trængsel omkring saltstængerne.

På trods af de mange restriktioner er der dog en positiv indstilling på holdet.

- Alle, der er tilknyttet, tager det med højt humør. Og de gæster, der trods alt kommer, glæder sig til, at der foregår noget i den virkelige verden. Alle har jo siddet hjemme i rigtig lang tid, og mange savner bare at se at andet levende menneske, siger Eva Kvist.

Det handler om at give

I stedet for at aflyse eller udskyde årets indsamling har det været vigtigt for holdet bag showet, at det var muligt at gennemføre på trods af restriktioner. ´Danmarks Indsamling´ har været under planlægning i mange måneder, og på trods af nedlukningen har arrangørerne arbejdet hårdt for at nå det overordnede mål – nemlig at give til de udsatte børn i verdens fattigste lande.

-´Danmarks Indsamling´ handler først og fremmest om at samle penge ind til dem, der har brug for det. I år handler det om de børn, som lider under coronakrisen, og de har mere brug for det end nogensinde før, siger Eva Kvist.

Under coronakrisen er meget udvikling gået i stå eller helt tilbage i udsatte lande. ’Danmarks Indsamling’ står for en væsentlig del af den danske hjælp, som finder sted rundt omkring i verden, og holdet bag showet har arbejdet hårdt for, at det er muligt at gennemføre årets indsamling med overholdelse af alle retningslinjer.

’Danmarks Indsamling’ varer fem timer, og udsendelsen bliver sendt på lørdag fra klokken 19.00 til midnat på DR1. I studiet står blandt andre Thomas Helmig, Christopher, Jada, Folkeklubben og stjernerne fra ´Løvens Hule´ klar til at hjælpe de fire værter.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter