Rockmamas tidligere tourbus skaffer krydser på Fyn

Forskellige fynske medier – blandt andre DR Fyn - er gået sammen om at få unge på øen til at stemme. Kom med i tourbussen og bag om ’Stem’rne’, der i disse dage rejser Fyn tyndt.

  • Malte Jørstad tager sig af politikerne i studiet og spiller bolden ud til publikum, hvor Jesper Ottosen sidder klar. Her er 'Stem'rne' i Rudkøbing. (Foto: Louise Koustrup © www.fyens.dk)
  • Jesper Ottosen fungerer som publikumsvært for 'Stem'rne'. Her er holdet i Svendborg. (Foto: Alexander Aagaard)
  • De seneste fire uger har 'Stem'rne' besøgt 15 fynske byer i jagten på at få unge til at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. Her er holdet i Søndersø. (Foto: Louise Koustrup © www.fyens.dk)
1 / 3

“Når vi starter lige om lidt, må I gerne gå ’ape shit crazy’!”

På scenegulvet står Malte Jørstad og skuer ud over de 800 grinende gymnasieelever, der er samlet i Svendborg Gymnasiums aula.

Eleverne svarer den 24-årige TV-vært tilbage med stor jubel og klapsalver. Han kigger mod sin medvært Jesper Ottosen, og de to udveksler et anerkendende nik, inden Jesper vender øjnene mod publikummet. Hans blik søger op bag de mange unge mennesker. Over tribunen viser et stort ur, at klokken er 12.25. Fem minutter til optagelse.

Normalt holder Jesper Ottosen til på DR Fyn og Malte Jørstad hos kollegerne på TV 2 Fyn. Men de sidste to måneder har de slået pjalterne sammen med journalister, fotografer og grafikere fra Syddansk Universitet, Jysk Fynske Medier og TV 2 Nyhederne i jagten på, at få unge til at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. Det gør de gennem livesendinger og paneldebatter fra fynske gymnasier, som bliver sendt på TV 2 Fyn. Projektet har de valgt at kalde ’Stem’rne’.

”Vi har leget lidt med forskellige navne. På et tidspunkt overvejede vi at kalde os’Stem - eller luk røven’, fordi man ikke skal brokke sig over politikerne, hvis man ikke selv stemmer. Men det blev lige hårdt nok,” fortæller Jesper Ottosen.

De sidste fire uger er gået med at turnere rundt på Fyn. I sidste uge var holdet blandt andet på Langeland. I dag går turen til Svendborg. Men selvom hver dag byder på en ny destination, så starter holdet altid i Odense. Så derfor starter den her historie også 50 kilometer længere mod nord.

Stærke på sociale medier ’Stem’rne’-holdet består af 13 mediefolk på tværs af de fynske medier. Deres base har i efteråret været Kvægtorvet i Odense, og det er også her, holdet mødes mandag morgen.

På kontoret sidder redaktør Christian Lade Broch-Lips og forbereder en oversigt over dagens program – et såkaldt ”run down”. Bag ham sidder resten af redaktionen og deler sjove anekdoter fra de sidste tre uger.

”Der er en af eleverne fra i går, der har fulgt mig på Twitter,” fortæller grafiker Jakob Havmøller Sørensen, mens han griner. Fotografen Alexander Aagaard stemmer i:

”Det hele tæller. Jeg tror også, der var en eller anden, der tilføjede mig på Instagram,” svarer han stolt.

Og det er ikke usædvanligt, at de unge følger med på de sociale medier. ’Stem’rne’ er nemlig gået all in, og har sat sig på både Snapchat, Instagram og Facebook. Derudover har de også en hjemmeside. Og ingen af platformene er ens.

”Vi kører små portrætter af politikere og unge på Instagram. På Facebook lægger vi billeder og video ud fra vores udsendelser, og Snapchat bruger vi til at sende sjove kommunalvalgsfakta til vores følgere,” siger Jesper Ottosen.

Snapchat-profilen indeholder desuden et konkurrenceelement. Det gælder om for følgerne at svare tilbage på ’Stem’rnes’ snaps, og de, som holder en samtale kørende over længst tid, vinder en præmie.

De hotteste værter på Fyn

Selvom stemningen har været høj fra morgenstunden, så oplever holdet det første bump på dagens vej, allerede inden de forlader Odense. Det viser sig nemlig, at dagens buschauffør er kørt til TV 2 Fyns lokaler i stedet for Kvægtorvet.

Med nogle minutters forsinkelse, forlader den grønne tour-bus med fynske bynavne tatoveret på vinduerne dog Kvægtorvet på vej mod Svendborg. Og stemningen er stadig i top.

”Det er jo Sanne Salomonsens gamle tour-bus, vi har overtaget,” udbryder Alexander fra sin plads i den coupé-indrettede bus. Hans blik fanger Jesper, der har sat sig ned i sofaarrangementet bagerst i bussen. Den 26-årige vært bruger transporttiden på at researche til kommende programmer. I dette øjeblik snakker han med Kerteminde Kommune om cykelstier.

”De to gutter der…” siger Alexander og nikker mod Jesper og videre mod Malte.

”De er de mest eftertragtede værter på hele Fyn for tiden. Det vælter ind med beskeder i indbakken,” fortsætter han, inden Malte vender sig mod ham, og de begge griner.

Og der er noget om snakken. Til briefingen, inden dagens udsendelse i Svendborg, fortæller chefredaktør for ’Stem’rne’ Rikke Bekker nemlig, at moderkanalerne, TV 2 og DR, begge har forhørt sig om muligheden for at have Jesper eller Malte i studiet på valgaftenen den 21. november.

Klar til optagelse Med en time til optagelse melder ’Stem’rne’ deres ankomst til Svendborg Gymnasium. Aulaen er allerede fyldt med kameraer og lysmaster. Tribunen i aulaen er næsten tom, men enkelte stolerækker på gulvet er besatte af gymnasieelever, der følger interesseret med i det, der udspiller sig foran dem.

TV 2 Fyn er nemlig i fuld gang med at optage en debat mellem nuværende borgmester Lars Erik Hornemann (V) og 2. viceborgmester Bo Hansen (A), mens ’Stem’rne’ nysgerrigt følger det hele fra etagen over scenen, går Jesper i gang med at gennemgå sine stikordskort til udsendelsen.

Christian slår sig ned ved et bord bag tribunen med elever og finpudser de sidste dele af dagens run down.

Få minutter senere slutter debatten nede på scenegulvet. Mens teknikere rydder scenen, indtager ’Stem’rne’ så småt området. Malte stryger direkte i omklædningen. I mellemtiden sætter tekniker Nicklas Kjærsgaard Larsen computer op til den skærm, der skal køre i baggrunden i udsendelsen.

30 minutter til optagelse. Gymnasieeleverne er så småt begyndt at valfarte til aulaen, og den store betontribune er tætpakket af unge studerende.

Christian finder dagens producer Mogens Zender, og sammen lister de ud i sendevognen, der holder bag gymnasiet. Her fra den lille varevogn skal de styre hele showet, der bliver sendt live på TV 2 Fyn: Hvilket af de fem kameraer, der skal på skærmen, og hvor de skal filme hen.

”Ape shit crazy” Tilbage på scenegulvet står Malte.

“Når vi starter lige om lidt, Så må I gerne gå ’ape shit crazy’!”

Nu er der kun få sekunder til optagelse. 5. 4. 3. 2.

”Velkommen til en by, hvor gymnasieeleverne i foråret spærrede deres lærere inde på lærerværelset. Velkommen til Svendborg Gymnasium,” siger Malte til kameraet med en ro, der vidner om, at han ikke har gjort andet de sidste to måneder.

Bag ham bryder publikum ud i jubel, og en introvideo hopper på skærmen.

Ude i sendevognen sidder Mogens og Christian og holder styr på slagets gang.

“Kamera 3 på. 5 på. Lidt for mørkt på 2,” siger Mogens i et tempo, der kun kan overgås af en auktionarius i topform.

“Vi går til bussen om lidt. Klar, Malte,” siger Christian i sin mikrofon.

Lyden ryger direkte ind i øresneglen hos Malte. Få sekunder efter smækker Mogens et indslag på skærmen. Indslaget handler om en studerende, der har svært ved at komme i skole på grund af den offentlige trafik i yderområdet omkring Svendborg – eller manglen på samme. I mellemtiden står Malte og Jesper klar til at samle tråden op, når indslaget er færdigt.

“Du må gerne sætte et klap i gang om lidt. Ikke endnu,” fortsætter Christian og skifter til Jespers øresnegl:

"Vi vil gerne høre publikum, Jesper. Nogen, der har flyttet bopæl, fordi bussen kørte for sjældent i området.”

Jesper prikker til en lyshåret dreng i publikum. Fra skærmen i varevognen kan man ikke høre, hvad de to snakker om. Men få sekunder senere sender Jesper en tommel opad mod kameraet. Han har en kilde klar. Malte får besked i øret, og kort efter sender han stafetten over til Jesper.

Som sidste led i valgdebatten får politikerne 30 sekunder til at holde en brandtale for eleverne på gymnasiet. De to værter har indtil videre excelleret i at spille bolden op til hinanden. En passende blanding af humor og politik vidner om, at ’Stem’rne’ kender deres målgruppe. Og Malte fortsætter i samme tone, da han giver mikrofonen videre til Dante, der selv har været elev på Svendborg Gymnasium – og som derfor har hele publikum som kommentarspor på sine svar.

“Jeg havde engang en hund, der hed Svante - nu giver jeg mikrofonen til Dante,” siger Malte til stor glæde for publikum og Dante selv, der lige må sunde sig, inden hans 30 sekunder starter.

Som en familie Straks efter showet lunter ’Stem’rne’ ud i tourbussen, hvor de møder resten af holdet. Under optagelsen har de tre indholdsansvarlige - Signe Kjær Lindboe, Kristina Lund Jørgensen og Mie Flyttov - nemlig siddet i bussen og klippet indslag og samlet billeder og postet det på alle de sociale medier. I dagens anledning har Rikke Bekker inviteret en tidligere elev med i bussen, der giver en grundig feedback.

Efter et kort stop i Svendborg centrum for at tanke mad til hjemturen, sætter afviklingsholdet sig ned bagerst i bussens sofaarrangement. Christian, Jesper og Malte viser den mere hæmningsløse side af sig selv. De griner på hinandens bekostning, og de går hårdt til hinanden, som var de en søskendeflok på tre. Christian som den ansvarlige storebror, der spiller quizspil på sin telefon, og Malte og Jesper som tvillingeparret, der ender i venskabeligt slagsmål, inden Jesper demonstrativt sætter sig på ryggen af Malte og erklærer sig for vinder.

I den anden ende af bussen er resten af ’Stem’rne’ brudt ud i en smuk og skinger version af ABBA’s udødelige klassiker, ’Mamma Mia’.

Hvis man skulle beskrive ’Stem’rne’ med et billede, skulle det været taget lige dér: Et værtspar i broderligt slagsmål, en redaktør som holder et halvvågent øje med dem, og resten af den lille familie i skøn fællessang. Alt sammen pakket ned i en stor, grøn bus på den fynske motorvej.

Facebook
Twitter