’Rytteriet’ laver adventskalender

Fans af sketchshowet kan glæde sig til fire nye afsnit til jul.

  • I 'Rytterriets jul' får seerne et gensyn med veninderne Else og Tulle. (Foto: © Dr, Type 2)
  • Størstedelen af 'Rytteriets' karakterer spilles af Rasmus Botoft og Martin Buch. (Foto: © NA, Type 2)
  • En af Rasmus Botofts karakterer er John, der skal holde sig tilbage for ikke at skrive "Merry seX-mas" til sin veninde Sonja. (Foto: © NA, Type 2)
  • DR Drama havde ni dage til at optage fire afsnit af 28 minutter. (Foto: © NA, Type 2)
1 / 4

I oktober har der været decemberstemning på studiegangen i DR Byen. Foran Rekvisitten har forbipasserende kunnet se kasser med juletræsornamenter og lyskæder på rullevognene. Det skyldes, at DR Drama har optaget fire nye afsnit af ’Rytteriet’ i Studie 5.

Det folkekære sketchshow vender tilbage til skærmen som en adventsjulekalender på DR2, og seerne kan glæde sig til at tilbringe fire søndage i træk i selskab med de velkendte ’Rytteriet’-karakterer samt et par nye.

’Rytteriets’ jul er ikke et glansbillede

En eftermiddag er DR Byens Studie 5 helt mørkt. Kun oplyst af en gulvlampe sidder karakteren John i en lænestol og skriver julekort til sin veninde Sonja. Han savner hendes fyldige barm, men kan ikke få sig selv til at skrive det. Han er jo gift med Tulle.

"Man kan næsten regne ud, at julen ikke bliver tegnet som et glansbillede, når den kommer i hænderne på Martin Buch og Rasmus Botoft," siger Dorthe Riis, der er producent på adventskalenderen.

Hun forklarer, at de to herrer bag ’Rytteriet’ i adventskalenderen hylder den afmagt og frustration, som den tvungne julehygge også ofte rummer.

"Julen er hyggens tid, men det er jo også ofte en tid, hvor ensomhed, bristede og uforløste drømme står ret tydeligt frem. Så det kommer til at gøre lidt ondt, men det er alt sammen kærligt ment," siger Dorthe Riis.

Gamle kendinge og nye ansigter

’Rytteriets jul’ bliver et varmt gensyn med blandt andre John og Erik, Tulle og Else, Gunnar og Henry samt Tage, Lis og Ole, der denne gang har pakket sig selv ind i en gave. Seerne møder også Trines mor og præsten – begge i skikkelse af Bodil Jørgensen.

Blandt de nye ansigter er den svenske korleder Gøran og lystløgneren Rikard, der er ekspert i dårlige vittigheder.

Det hele bindes sammen af vært Nis Bank-Mikkelsen, der ifølge Dorte Riis fører seerne sikkert igennem alle fire søndage i advent og rammer julen ind, som den sære tid, den er. DR Drama og ’Rytteriet’ har gjort sig umage og glæder sig sammen med DR2 til at vise seerne ’Rytteriets jul’ hver søndag i advent klokken 21.00.