Så er der bas: Næste års ’P2 Kunstner’ afsløret

Operasangeren, bassen Stephen Milling bliver ’P2 Kunstner 2020’ og vil derfor kunne opleves på kanalen ved en række lejligheder næste år. Blandt andet ved P2 Priskoncerten den 8. februar.

Stephen Milling bliver ’P2 Kunstner 2020’ og dukker dermed op en lang række steder i P2-sendefladen næste år. Blandt andet til P2 Prisen den 8. februar. Foto: PR-foto. (© PR-foto)

Der er stadig omkring fire måneder til, at P2 holder den klassiske musiks store årsfest med en perlerække af årets vigtigste musikere og ildsjæle. Det sker lørdag den 8. februar 2020 i DR Koncerthuset – og meget mere bliver afsløret senere om den fest.

Allerede nu står det dog klart, hvem der skal på scenen og modtage den helt store hæder som ’P2 Kunstner 2020’ og også synge – i samspil med DR Symfoniorkestret og den tjekkiske dirigent Petr Popelka. Det bliver den danske bas, operasangeren Stephen Milling, der ved den lejlighed vil kunne opleves i en række af de roller, som har gjort ham til en kær gæst i nogle af verdens vigtigste operahuse. I gennemsnit rejser Stephen Milling otte måneder om året i forbindelse med sit arbejde.

Om valget af Stephen Milling til ’P2 Kunstner 2020’ siger redaktør Esben Tange fra P2:

- Stephen Milling er en dansk verdensbas med et menneskeligt ansigt. Med en stor mørk stemme, voldsom som en naturkraft og rig på lys og farver, er Stephen Milling i stand til at fremstille ægte følelser hos selv de mest barske figurer i Wagners operaer – på samme tid rystende og elskelig, siger han.

Overvejende international karriere

Esben Tange tilføjer, at det oftest er de høje lyse stemmer – sopranerne og tenorerne, der løber med opmærksomheden i operaens verden.

- Men med Stephen Milling som ’P2 Kunstner 2020’ glæder vi os til at fokusere på et fascinerede repertoire fra musikkens og mytologiens mørke sfærer, og så glæder vi os til at bringe mennesket og sangeren Stephen Milling tættere på det danske publikum, som kun sjældent har mulighed for at møde Stephen Milling, hvis karriere overvejende udspiller sig på de store, internationale scener, siger P2-redaktøren.

Stephen Milling kommer til at overtage stafetten som ’P2 Kunstner’ fra blokfløjtenisten Michala Petri, der er det i 2019 – og inden da var Den Danske Strygekvartet ’P2 Kunstner’ i 2018, mens cellisten Andreas Brantelid var det i 2017.

Som ’P2 Kunstner 2020’ vil Stephen Milling – udover P2 Priskoncerten den 8. februar – kunne opleves på radiokanalen ved en række lejligheder i løbet af næste år. Den første gang bliver ved Torsdagskoncert den 16. januar sammen med blandt andre sopranen Lise Davidsen og DR Symfoniorkestret under ledelse af chefdirigent Fabio Luisi.

Derudover vil Stephen Milling også kunne høres i programmerne ’Bravo’ med Lotte Heise, ’Stines søndag’, ’P2 Puls’, flere P2-koncerter, ’P2 Operaaften’, ’Hej P2’ samt ved et arrangement til maj, hvor Stephen Milling optræder solo og møder P2’s lyttere.

Betyder rigtig meget

- Det betyder rigtig meget for mig at skulle være årets ’P2 Kunstner’ i 2020, da jeg ikke har sunget herhjemme i lang tid. Men nu får jeg mulighed for at synge for det danske publikum, og det nyder jeg. Det kan jeg godt lide. Jeg savner det indimellem rigtigt meget, siger Stephen Milling.

’Årets P2 Kunstner 2020’ bor i og tæt på naturen i Annisse i Nordsjælland, hvor han også voksede op. Her er Stephen Milling også en passioneret jæger – og både natur og jagt spiller tæt sammen med hans sang, siger han selv.

- Min glæde ved at opholde sig meget i naturen ligger dybt i min sjæl, og når min sjæl har det godt, har mit kunstneriske gen det også godt. Så føler jeg, jeg kan give mere af mig selv. Det er optimalt for mig selv, dirigenten, instruktøren og i sidste ende publikum, siger han.

Ved P2 Priskoncerten den 8. februar, hvor P2’s Stine Rosengren bliver vært, vil Stephen Milling byde på uddrag af tre partier fra operaer af Wagner: Gurnemanz i ’Parsifal’, Kong Marke i ’Tristan og Isolde’ og Daland i ’Den flyvende Hollænder’. Derudover kan Stephen Milling også høres som Sarastro i Mozarts ’Tryllefløjten’ og Rocco i Beethovens ’Fidelio’.

Udover Stephen Milling vil koncertgængerne og P2’s lyttere blandt mange andre også kunne opleve en af fremtidens stjerne ved P2 Prisen, når det afsløres, hvem der får P2 Talentprisen 2020.

  • Læs mere om P2 Prisen 2020 og billetter her