Sådan bliver DRs jul på radio og tv

Der venter både topfilm, portrætter af store personligheder, årsrevyer, koncerter, nytårsbrag og meget mere på DRs kanaler mellem jul og nytår.

Man siger, at julen er børnenes fest. Det er ganske vist - men i DR er det også resten af befolkningens fest. DRs tv- og radiokanaler tilbyder noget for enhver smag og alder mellem jul og nytår. Her følger et udpluk af julens programmer.

Kavalkade af gode film på DR

Julen er lig med gode film. Årets jul er ingen undtagelse. DRs tv-kanaler viser mange film.

Eksempelvis sender DR1 den nyeste James Bond-film 'Skyfall', det stærke danske drama 'Kapringen', den fem-dobbelt oscarnominerede 'The girl with the Dragon Tatoo', som er den amerikanske genindspilning af 'Mænd der hader kvinder', det autentiske franske hit 'De urørlige' og 'Jagten' med Mads Mikkelsen i hovedrollen.

DR2 byder blandt andet på 'The Descendants' med George Clooney i hovedrollen og 'Kon-Tiki' om Thor Heyerdahls utrolige rejse på Stillehavet på en tømmerflåde, mens DR3 viser film som 'LOL' med Miley Cyrus og forvekslingskomedien 'Hvis jeg var dig' med Ryan Reynolds og Jason Bateman i hovedrollerne.

Få overblik over filmene i boksen til venstre. Nedenfor kan du se, hvad DR ellers byder på af tv og radio i julen.

-----

Mens vi venter

Juleaftensdag er årets længste - specielt for børnene. Men der er hjælp at hente på DR1, hvor der er julefjernsyn fra kl. 9 om morgenen. Vært Sofie Østergaard hygger og hænger ud med Danmarks børn, alle vennerne fra Ramasjang og Ultra og masser af kendte gæster på torvet i Ramasjang. Der bliver skøre konkurrencer, hurtige dyr, gode julegodter, seje børn, pinlige forældre og lækker musik, så tiden indtil juleaften kan gå bare lidt hurtigere. Både Wafande og Barbara Moleko kommer og spiller nogle numre. Tobias fra Den store Bagedyst laver det vildeste nisselandskab, Onkel Reje styrer konkurrencerne, Bruno prøver på at pynte juletræet, og Bubber og Sofie Linde kigger også forbi.

Mens vi venter - 24. dec. kl. 9.00.

Hammerslag i Toscana

Aftenens udgave af Hammerslag er noget ganske særligt. Programmet forlader julen i kolde Danmark og flyver sydpå til Toscana i Italien. Første stop er i en ferievilla med egen pool - højt oppe med en fantastisk udsigt. Næste bolig er i den hyggelige middelalderby Chianni.

Herefter venter en ferielejlighed i nabobyen Rivalto. Mellem husene kigger Christian Degn nærmere på Italien og Toscana. Det bliver blandt andet til et besøg hos de lokale vinbønder og til en cykeltur med Chris Anker Sørensen, der er bosat i Toscana.

Sidste hus i denne julespecial ligger i Firenze. Her, midt i kulturens vugge, venter mæglerne noget af en udfordring - 700 m2 lejlighed med en kæmpe tagterrase, midt i Firenze - hvad mon den koster?

Hammerslag - jul d. 29. dec., kl. 20.00.

Bonderøven - sådan gik året

Bonderøven Frank Erichsen har her ved årets slutning, taget plads i sit lune værksted, hvor han ser tilbage på et yderst aktivt år sammen med familien på Kastaniegaarden.

Franks eng gennemgår en større omrokering i foråret for at genetablere det oprindelige snoede åløb, og det viser sig, at få stor betydning for fiskebestanden i åen og afvandingen af engen. Stuehuset kommer et skridt videre på rejsen mod at blive beboeligt, blandt andet bliver der lavet vinduer og sat glas i de 214 sprossede ruder.

Børnene tager som altid del i arbejdet, både når det gælder prøvesmagning af kirsebær og indsamling af halm til hestene på sensommeren. Sent på efteråret bliver der tid til at lave græskarhoveder og se frem mod en ny sæson i selskab med mennesker og dyr på Kastaniegaarden.

Bonderøven - sådan gik året d. 29. dec., kl. 21.00.

Året der gik

DRs store tv-transmitterede show fra Koncerthuset tager seerne med tilbage til de vigtigste øjeblikke fra 2014. Tilbage til de øjeblikke og beslutninger, der fik os til at grine, græde og græmmes - kort sagt, de øjeblikke, der rørte os og fortsat kommer til at berøre os langt ind i 2015.

Showet består blandt andet af interviews med en nuværende og tidligere statsministre, store danske filmskuespillere og personlige beretninger fra verdens brændpunkter. Der vil også være masser af musik på scenen med besøg af artister, der på den ene eller den anden måde har taget os med storm i det forgangne år. Mød blandt andet Mø, Christopher og Conchita Wurst på scenen sammen med DR Big Bandet.

Louise Wolff og Kåre Quist guider publikum og seere gennem 2014 i et stort og underholdende show.

Året der gik 2014 - d. 26. dec., kl. 20.00

-----

Tema om Gasolin

DR2 sender en temaften om Gasolin, hvor historien om Danmarks største rockband nogensinde bliver fortalt af de fire selv. Fra de tidlige Christianshavnerdage over "Langebro" til de første succeser og tilhørende kreative kriser. De tog landet med storm, brugte alle pengene på en USA-turné og endte med at gå hver til sit. Aftenen har også et herligt gensyn med Gasolin, der besøgte DRs legendariske talk-show Lørdagshjørnet i 1976. Der bliver røget, drukket og diskuteret i TV-Byens hyggelige sofa, hvor Henrik Iversen har besøg af Kim Larsen, Franz Beckerlee, Willie Jønsson og Søren Berlev.

DR2 Tema: Gasolin - d. 27. dec., kl. 20.00.

Mit oprør

DR2 sender også den helt nye dansk dokumentar 'Mit oprør'. Der er vold, der er tvangsægteskaber, der er arrangerede ægteskaber, der er svindel. Der er et parallelsamfund i det danske samfund. Og vi bliver nødt til at se i øjnene, at vi har de her problemer for at kunne løse dem". Sådan siger den 26-årige Ahmad Mahmoud, som hører blandt de mange unge nydanskere, som lagde sig i slipstømmen af Yahya Hassan, da han i 2013 udgav sin debutdigtsamling, og hvor han beskyldte forældregenerationen blandt nydanskere for at have svigtet deres ansvar over for børnene.

I "Mit Oprør" fortæller en række nydanskere om, hvordan de selv er gået op imod deres forældre og de kulturelle værdier, de er vokset op med. De har insisteret på at leve deres eget liv og flere af medvirkendes vedkommende, har det haft voldsomme konsekvenser. Seerne møde blandt andre Naser Khader, Omar Marzouk, Ayse Dudu Tepe, Ellie Joker, Ahmad Mahmoud og Fabijana Popovic.

Mit oprør - d. 28. dec., kl. 22.00.

Bodsgang

Bodsgang er to programmer, hvor sognepræst Flemming Pless inviterer en person, som har 'syndet', med på en bodsvandring. I mere end et døgn er han sammen med personen for at høre hele historien bag og at få vedkommende til at erkende og søge soning. De to 'syndere' er Peter Brixtofte og Peter Loft.

Bodsgang - d. 29. og 30 dec., kl. 20.00.

-----

Doctor Who Julespecial 2014

DR3 viser også en helt nyproduceret julespecial af kult science fiction-serien Doctor Who. Det er den tiende julespecial efter seriens tilbagevenden til tv i 2005. Indholdet er tophemmeligt, og det eneste BBC har ladet slippe ud er, at titlen bliver 'Last Christmas'. Desuden er det den første juleepisode, hvor den reinkarnerede og tidsrejsende The Twelfth Doctor bliver en gennemgående figur. Vi må vente i spænding til at se, hvad det dækker over.

Doctor Who Julespecial 2014 - 26. dec., kl. 20.00.

DR3 præsenterer: Musikåret 2014

DR3 skyder årets slutning af med masser af musik. Både det hotte i 2014 men også med helt nyt. I programmet 'DR3 præsenterer: Musikåret 2014' ser Nikolaj Koppel og Thomas Skov tilbage på, hvordan dansk musik lød i 2014. Thomas Skov tager ud og møder nogle af de danske artister, der har markeret sig stærkest i år. Nikolaj Koppel sætter sig ved sit flygel, og spiller et par af årets hits i nogle temmelig alternative udgaver - ledsaget på vokal af artisterne bag. Og så bliver musikåret 2014 kortlagt ved hjælp af Top 5-lister med blandt andet årets mest streamede sange, de mest omtalte musikklip fra nettet, og de mest spillede sange i radioen.

DR3 præsenterer: Musikåret 2014 - 27. dec., kl. 20.00.

'Grand Cru' - Godt nytår fra L.O.C. og DR3

DR3 skyder nytårsaften i gang med et brag. Kanalen har eksklusiv verdenspremiere på helt nyt materiale fra den populære danske rapper, L.O.C., og der er garanti for både høj cigarføring og god stil, når DR3 præsenterer 'Grand Cru'. L.O.C. er klar med en helt ny lyd fyldt med swing, strygere og blæsere og har skabt et univers, der hylder tiden, da mænd var mænd, og kvinder var kvinder. Hør de nye numre, og se de helt nye musikvideoer for første gang, når L.O.C. selv præsenterer 'Grand Cru'.

'Grand Cru' - Godt nytår fra L.O.C. & DR3 - 31. dec., kl. 18.25.

-----

Julen fejres på Ramasjang med en blanding af nye og gamle klassikere som eksempelvis 'Snemanden og snehunden', 'Pippis jul' og i år en særlig julespecial med 'Cowboy, Indianer og hest'. 'Rosa fra Rouladegade' viser helt nye afsnit fra 22. december, og hver dag i juleferien vises der film. De mindste kan også glæde sig til 1. juledag, hvor der er et særligt gensyn med filmklassikeren 'Peter Plys' fra 1977.

-----

Der er også masser af julegodter på Ultra. Kanalen skyder juleferien i gang med masser af film og et dagligt seriemaraton. 'Max Pinlig' sendes som serie med to afsnit hver dag, og i juledagene er der særlige julespecials med blandt andet 'Toy Story'.

Der er også et velvoksent udvalg af film for de ældre børn på Ultra. Man kan glæde sig til 'Klatretøsen', 'Find Nemo' og 'Mirakel', og som ny tradition bliver Disney-klassikeren Junglebogen 2. juledag samsendt på DR Ultra og DR1 - DR1 på originalsprog og DR Ultra med danske stemmer.

-----

Vil man i den helt rette julestemning, skal man se med, når DR K sender to juleklassikere. Kanalen ender årets julekoncert med DRs Pigekor. Dette års julekoncert bygger på en fortælling om, hvordan man kan føle sig udenfor julens fællesskab, måske ligefrem selv have meldt sig ud, og om hvordan en idé fra en enkelt barnlig sjæl kan vende op og ned på det hele. Man kan også glæde sig til Pjotr Tjajkovskis klassiske eventyrsjuleballet 'Nøddeknækkeren', der både appellerer til børn og voksne.

Julekoncert med DR Pigekoret - 25. dec., kl. 20.00.

Nøddeknækkeren - 26. dec., kl. 20.00.

Jul med portrætter

DR K byder også på en række portrætter henover julen af fire danskere, der på hvert deres område har gjort sig særligt bemærket. De fire er Monrad Ditlev, Otto Leisner, Morten Grunwald og Jussi Adler-Olsen.

Monrad Ditlev har været diskuteret i kølvandet på dramaserien '1864', og nu kommer DR K med et portræt af manden, der stod bag Junigrundloven i 1849. Otto Leisner var en af pionererne inden for dansk tv og er kendt fra en række underholdningsprogrammer. Morten Grunwald er netop fyldt 80 år. Han har gjort sig bemærket i en lang karriere som både skuespiller, instruktør, teaterleder og senest har han spillet med i Bille Augusts nye film 'Stille hjerte'. Han kan ses i et portræt, hvor han blandt andet fortæller anekdoter og historier, der ikke tidligere er fortalt på tv. Jussi Adler-Olsen er en af de bedst sælgende danske forfattere. Forfatterskabet bærer ikke mindst præg af en ganske særlig opvækst. I programmet 'Missionen' portrætterer DR K Danmarks i øjeblikket bedst sælgende forfatter.

Portræt af Otto Leisner: Otto - fortalt af Otto: 28. dec., kl. 21.00.

Ditlev Monrad - Gal og genial! - 28. dec., kl. 22.30.

Morten Grunwald - meget mere end gule sokker - 29. dec., kl. 22.00.

Portræt af Jussi Adler-Olsen 'Missionen' - 30. dec., kl. 21.30.

-----

Julen indtager også P1. Den starter for alvor juleaftensmorgen med 'P1's juleshow 2014'. Dorte Krogsgaard er vært og interviewer en række af P1s værter og andre nøglepersoner, der har bidraget til kanalens mange programmer i 2014 og vil gøre det i 2015. P1's Juleshow byder også på liveoptrædener med både P1s politiske satiregruppe Selvsving og Savage Rose.

P1's juleshow 2014 - 24. dec., kl. 08.00.

Røde dragter og hvidt skæg

For 40 år siden indtog en hær af julemænd København. Bevæbnede med hvidt skæg og røde dragter gik julemændene til kamp mod arbejdsløshed, ulighed og forbrugskulturen. Teatergruppen Solvognen stod bag aktionen, og i P1-programmet fortæller centrale medlemmer om Julemandshæren og om alt det, de dengang protesterede mod.

Solvognen - dønninger fra et oprør - 26. dec., kl. 14.00.

2. juledag er også 10 års-dagen for tsunamien i Asien, der på tragisk vis kostede omkring 300.000 mennesker livet. P1 markerer dagen med featuren '10 år efter tsunamien' om familien på tre fra Mors, der var i Thailand da katastrofen indtraf. Kun far og datter vendte hjem, og de har siden brugt mange stunder på at holde rede på tragedien, der har mærket dem for livet.

10 år efter tsunamien - 27. dec., kl. 15.30.

'Selvsving' er også aktuelle nytårsaftensdag, hvor de i programmet 'Året der gik i Selvsving' bringer satiriske highlights fra året der gik.

Mere alvorligt, men lige så spændende, bliver det, når Orienterings udlandsmedarbejdere, ligeledes på årets sidste dag, ser tilbage på verdens gang i året, der er gået.

Det skete i 2014 - 31. dec., kl. 16.00.

Året der gik i Selvsving - 31. dec. kl. 17.30.

-----

Julens store klassiske værker kan man høre på P2. Allerede inden jul er der international julemusikdag på kanalen. Hele Europa har mulighed for at lytte med, når Den europæiske Radiounion, EBU, sender 13 timer med julemusik fra USA, Island, Slovenien, Finland, Polen, Letland, Tjekkiet, Rumænien, Tyskland, Danmark, Sverige og Canada.

Hver time bliver der stillet om til et nyt land, der præsenterer julemusik med lokal farvning og lokale medvirkende. Det danske bidrag kl. 20.00 er en koncert med DR Symfoniorkestret med solister, der blandt andet opfører uddrag af August Ennas opera 'Den Lille pige med Svovlstikkerne' og Emil Reesens juleouverture 'Sikken voldsom trængsel og alarm'.

International julemusikdag - 21. dec., kl. 10.55 - 00.00.

Julemusik og -fortællinger

Det er også på DRs klassiske musikkanal, at lytterne d. 24. dec., kl. 12.20 kan høre Händels Messias, DR Pigekorets Julekoncert kl. 15.00 og Bachs Juleoratorium kl. 19.20.

Herudover har P2 brug for hjælp til at finde den bedste musik til juleforberedelserne i 'Hej P2 Julespecial'. Derfor er det muligt at ønske sin yndlingsjulemusik hele formiddagen juleaftensdag. Og senere på dagen kan man fornøje sig med tolv personlige julefortællinger fortalt af nogle af DRs kendte ansigter og stemmer - blandt andet Steffen Gram, Monica Krog-Meyer, Matilde Kimer, Niels Krause-Kjær, Anne Glad og Andreas Kraul.

Hej P2 Julespecial - 24. dec., kl. 10.00.

Händels Messias - 24. dec., kl. 12.20.

DR Pigekorets Julekoncert - 24. dec., kl. 15.00.

Knas Julefortællinger - 24. dec., kl. 18.10.

Bachs Juleoratorium - 24. dec., kl. 19.20.

-----

Efter massive ønsker er, P4's store julegave til lytterne, de fire 'Musikmøde på P4', som blev sendt i løbet af 2014. Fire intimkoncerter, hvor henholdsvis Rasmus Seebach, Tim Christensen, Lars H.U.G. og Nik & Jay sammen med DR UnderholdningsOrkestret giver koncert for et lille publikum af P4-lyttere. P4 sender de forrygende koncerter igen i en lille kavalkade hen over julen, 25., 26, 27. og 28. december - hver gang i tidsrummet 14-16. Det er gode koncerter, og det er rigtig god radio.

Musikmøde på P4 - med Rasmus Seebach: 25. dec., kl. 14.00.

Musikmøde på P4 - med Tim Christensen: 26. dec., kl. 14.00.

Musikmøde på P4 - med Lars H.U.G.: 27. dec., kl. 14.00.

Musikmøde på P4 - med Nik & Jay: 28. dec., kl. 14.00.

Knas & quiz

Det er ikke rigtig jul før P4's 'Knas & Quiz' går i luften. Traditionen tro er det Alex Nyborg-Madsen, Monica Krog-Meyer og Britt Berglund, der quizzer og forsøger at binde lytterne en løgnehistorie på ærmet. Der er ét ord og tre forklaringer - den ene mere farvestrålende og langt ude end den anden. Men hvem lyver og hvem taler sandt?

Knas & Quiz - 22. og 23. dec., kl. 18.00.

Mens vi venter

Juleaftensdag kan lytterne glæde sig til det traditionsrige 'Mens vi Venter' - en syv timers radiofonisk optakt til den store aften. De to værter Anders Bisgaard og Dennis Johannesson fordriver ventetiden med at skrive en sang sammen med lytterne, hører hvordan de kendte skal holde deres juleaften, hvordan man holder jul, når man er udsendt til verdens brændpunkter, og hvordan julen spænder af hos ikke-kristne her i landet. Der bliver desuden lavet julemad i studiet, så det næsten dufter i højttalerne. Det hele tilsat en laaaaaaaaang spilleliste kun med julemusik.

Mens vi venter - 24. dec., kl. 10.00.

2014 i bakspejlet

På årets sidste dag siger P4 farvel til 2014 med højt humør, nytårsstemning, spændende gæster og et tilbageblik på masser små og store begivenheder. Man kan høre klip fra de begivenheder året bliver husket for - og det der allerede er glemt. De to værter Anette Johnsen og Anders Bonde møder mennesker, som satte et stort aftryk på året og få styr på hvilke nye ting, vi faldt for i 2014 og hvilke nye ord, vi tog i brug.

2014 i bakpejlet - 31. dec., kl. 15.00.

Facebook
Twitter