Sådan bliver sommeren med DR

Sommerferien står for døren. Om du er hjemme eller på farten rundt i landet, så har DR masser af nye sommertilbud på hylden.

Der er nye tv-programmer, radioprogrammer, medrivende nye podcasts og aktuelle temapakker på DRTV. Der er både noget for øjne og ører, noget for børn og voksne. Vi har samlet et udpluk af sommerens indhold herunder, som du kan gå på opdagelse i. Rigtig god fornøjelse og rigtig god sommer!

En sommer med masser af sport

Sommeren 2019 byder på masser af forskellig sport på DR med VM i kvindefodbold, European Games, U21-EM i fodbold for herrer, Tour de France og PostNord Danmark Rundt.

Der er allerede lagt ud med VM i fodbold for kvinder, som holdes i Frankrig fra 7. juni til 7. juli. Samtlige kampe sendes på DR3 og DRTV.

European Games, som også kaldes det europæiske OL, holdes i år for anden gang. Det er i perioden 21. juni til 30. juni i Minsk i Hviderusland. En række danske atleter kæmper om medaljer, men også for at blive klar til den endelige kvalifikation til OL næste år i Tokyo i Japan.

DR Sporten er også med, når Danmark for tredje gang i træk deltager i U21-EM i fodbold for herrer, der holdes i Italien og San Marino. Det er i perioden 16. juni til 30. juni.

Årets Tour de France afvikles fra 6. juli til 28. juli på 3.460 kilometer belgisk og fransk landevej. DR Sporten følger løbet i ’Aftentouren’ på DR1. Det er sidste gang, DR har rettighederne til at sende fra Tour de France.

Når den 29. udgave af PostNord Danmark Rundt køres fra 21. august til 25. august 2019, bliver det med start i Silkeborg og mål på Frederiksberg Allé. 727 kilometer venter rytterne fordelt på fem etaper. PostNord Danmark Rundt er den største cykelbegivenhed på dansk grund, og DR viser alle etaperne på DR1.

Sommerferie for de mindste

'Sommer i Ramasjang' er tilbage. Denne gang med værterne Isabel Ndiaye og Victor Lander. De to vil igennem 30 programmer fra uge 27-32 være børnenes bedste sommerferieunderholdning. 'Sommer i Ramasjang' er igen i år "fastliggere", og alle landets børn er velkomne, når der optages mandag til torsdag klokken 11 til 12 og igen torsdag klokken 14.30 – 15.30 uden for på græsset ved DR i Aarhus. Første optagedag er torsdag den 27. juni.

'Ramasjang redder havets dyr' - Sommeren over er der mulighed for at møde Motor-Mille rundt omkring i Danmark til Ramasjang redder havets dyr - arrangementer. Se om Motor Mille kommer på besøg nær dig her.

Noget at samles om på DR1

'MesterSkaberne' - Otte par med hænderne godt skruet på er blevet udvalgt til en helt særlig byggekonkurrence. De vil hver uge blive udfordret på deres kreativitet og skaberevner og bygge unikke møbler ud af alle tænkelige genbrugsmaterialer. For alt det vi andre smider ud, skal de give nyt liv. Hver uge vil de to dommere kåre et vinderpar og samtidig beslutte, hvem der skal forlade konkurrencen. Og i den store finale vil ét par gøre sig fortjent til titlen som Mesterskaberne. Der er premiere 26. juni klokken klokken 20.00 på DR1 eller DR TV klokken 06.00.

Otte par står klar til at dyste om titlen som Mesterskaberne, der gives til dem der er allerbedst til at se muligheder i alt det vi andre smider ud (© Strong Productions)

Ny DR3 fiktionsserie om parforholdets klicheer

'10 år senere' - Vi tror alle sammen, at vores parforhold i hvert fald er noget helt særligt og skal stå i fuld blomst for evigt, når vi finder sammen. Men mange ender i de samme parforholdsklicheer, om vi vil det eller ej. Micki og Lars har været kærester i et helt årti, og nu er hverdagen for alvor sat ind. Lars vil pludselig realisere sig selv som studerende, og Micki føler sig ikke længere som den succesfulde mand, han føler, han burde være. Kan de to finde hinanden midt imellem indbyrdes irritationer, vennernes gode råd, samt nye og bristede drømme? '10 år senere' er en identificerbar serie om alle de klicheer og fælder mange havner i i vores parforhold – 10 år senere, når forelskelsen har lagt sig. Premiere på DR TV 23. juni klokken 06.00.

Foto: Jacob Sofussen, DR Ung

Bag kulissen på danske hoteller

'Gæsten og Hesten' på DR2 - Livsstilsekspert Christine Feldthaus og standupper Melvin Kakooza rejser rundt til fire af Danmarks bedste hoteller for, kærligt og helt personligt, at finde ud af, hvad hotellerne har at byde på, når gæsterne forlanger det ypperste af personalet og faciliteterne.

Den ene vært indkvarterer sig som gæst, den anden melder sig til tjeneste hos personalet – som arbejdshest. Undervejs i udsendelsen bytter de roller.

'Gæsten og Hesten' tegnet et anderledes og underholdende portræt af nogle hoteller i Danmark, de færreste danskere kender indefra. Ofte har hotellerne en betydning for historien i det område, de ligger i, og den historie udforsker værterne også. Første afsnit havde premiere den 22. juni. Andet afsnit vises klokken 21.00 den 29. juni.

Vejret i hele Danmark

Er du vild med vejr, så kan du møde DR's sommervejr flere steder i landet. Fra mandag 1. juli rykker DR ud i landet med 'Sommervejret'. Første stop bliver Karrebæksminde, hvor danskerne kan samles både rundt om vejrbilen, men også foran tv-skærmene. Efter Karrebæksminde følger Løkken, Silkeborg Søndervig, Svendborg og Gudhjem/Svaneke.

Festivalmusik fra hele landet

Der er masser af festivalmusik fra de store festivaler fra hele landet både på dr.dk og i radioen.

dr.dk besøger en masse forskellige festivaler i hele landet: Copenhell, Tinderbox, Roskilde, Vig, Musik i lejet, Grøn Koncert, Smukfest og Wonderfestiwall. Der er portrætter, fotoreportager, live-koncerter og de største musikhøjdepunkter fra de fire store festivaler: Northside, Tinderbox, Roskilde og Smukfest.

Og på tværs af DRs radiokanaler kan du få masser af festival. P6 BEAT dækker for eksempel Northside Festival og Roskilde Festival intens til radiolytterne og udgiver en særlig festivalpodcast efter hver festival.

Og på SMUKfest afslører Karrierekanonen på P3 de tre vindere af Karrierekanonen 2019.

Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe på P5 er klar til at sende tre dage fra den unikke Tønder Festival. P5's lyttere kommer til at opleve, at de er med alle steder der sker noget– også bag scenerne.

P2 sender fra hele 25 klassiske festivaler i ind- og udland.

Under Copenhagen Jazzfestival cykler P8 Jazz rundt til udvalgte jazzvenues, interviewer og fragter musikere fra a til b og møder festivalgæsterne. Det er fra den 8. juli til den 12. juli klokken 18 og 20.

P8 Jazz sender også direkte fra Kulturhuset Islands Brygge, hvor finalen i Ung Jazz Konkurrencen afholdes, i år altså på dansk grund. Det er lørdag den 13. juli.

Tidligere i juni sendte DR fra Aarhus-festivalen Northside (Foto: PHOTO MORTEN RYGAARD - Northside © Northside hjemmeside)

Mere nyt til øregangene

Svendeprøve live på P3

Det hører til sjældenhederne, at du kan komme med til svendeprøve på direkte radio, men det kan du som lytter i næste uge hver dag mellem klokken 16.00 og 18.00. Da bliver de fire nye spirer på DR’s sagnomspundne talenthold - Lasse Dein, Anna Tychsen, Søren Stenstrup Højen og Nina Rask – smidt ud på dybt vand, hvor de skal prøve at sende en uges radio på P3.

Her vil de være under kyndig vejledning af Christian Bonde fra ’Curlingklubben’ på P3, og både han og P3’s lyttere er med til at evaluere dem, så de forhåbentlig består svendeprøven i radioskolen.

’Julies Jukebox’ på P4 - Julie Berthelsen vender tilbage som P4-vært søndage fra 10-12, hvor hun har besøg af kendte danske hitmagere som Jesper Binzer, Steffen Brandt, Peter AG, Mads Langer, De løfter sløret for deres arbejde og deres hemmeligheder.

’Fra A til B’ på P4 - Anders Bisgaard tager igen kendte danskere med tilbage til deres barndomsby for at afæske dem deres livshistorier i programmet. Sendes lørdage fra 14-16

'Take Off' på P4 - Jesper Bæhrenz er tilbage i æteren, hvor lytterne kan glæde sig til endnu en omgang med den populære radiovært, når P4 igen i år blænder op for 'Take Off'. Ligesom sidste år kommer Jesper Bæhrenz hele landet rundt og besøger folk, der holder hjulene i gang, mens de andre holder fri. Sendes formiddage 10-12 fra 1. juli.

Facebook
Twitter