Sådan dækker DR afstemningen

DR dækker afstemningen om retsforbeholdet i radio, på tv, dr.dk og sociale medier – op til, under og efter danskerne har været ved stemmeurnerne.

Afstemning om retsforbeholdet den 3. december 2015 (Foto: DR Design © Type 1)

Torsdag den 3. december mødes danskerne igen på folkeskoler, i forsamlingshuse og idrætshaller, når vi skal sige ja eller nej til at omdanne det danske retsforbehold til en såkaldt tilvalgsordning. Med en bred og nuanceret dækning på tværs af alle kanaler vil DR i de kommende uger forsøge at gøre afstemningen om retsforbeholdet forståeligt og nærværende for alle stemmeberettigede. Det sker, når P1, P3, P4 og DR1, DR2 og dr.dk i den kommende tid undersøger, hvad det egentlig er, vi skal stemme om.

Oplysning og fakta i bedste sendetid

De mange forskellige programmer og arrangementer op til afstemningen den 3. december skal sikre, at vælgerne bliver klædt ordentligt på til at kunne afgive deres stemme.

”Valg og folkeafstemninger er altid en hovedprioritet for DR. Det er en af vores forpligtigelser som public service-medie at stille den information til rådighed, som gør, at danskerne kan træffe et valg på et oplyst grundlag – og den forpligtelse vejer kun tungere i en situation, hvor vi stemmer om et relativt komplekst emne. Det er vores opgave at gøre det komplicerede forståeligt, og derfor kommer oplysning og fakta til at veje tungt i dækningen; simpelthen fordi der endnu er udbredt tvivl om, hvad det egentlig er, vi skal stemme om, og hvad et ja eller et nej reelt vil betyde for Danmark,” forklarer DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

Det begynder i Aarhus

Allerede i weekenden, den 14.-15. november, begynder DR dækningen af retsforbeholdet, når Folketinget i samarbejde med DR afholder en folkehøring på DOKK1 i Aarhus. DR2 sender direkte fra høringen, der både søger at komme i dybden med de svære problemstillinger i forbindelse med afstemningen, men som også forsøger at styrke dialogen mellem borgere og politikere, så vælgerne også får et indblik i, hvad partierne mener om retsforbeholdet. P4 sender også fra høringen i programmet ’EU Direkte’ fra klokken 12.15-14.00 lørdag.

Søndag aften sender DR2 den første partilederrunde, når Clement Kjersgaard spørger kritisk ind til partiledernes holdninger om retsforbeholdet i ’Debatten’ fra klokken 21.40.

Folkehøringen bliver startskuddet på en lang række forskellige programmer på DRs radio- og tv-kanaler, der undersøger de mange problemstillinger, udfordringer og dilemmaer, der er knyttet til afstemningen. En af de helt store begivenheder bliver ’Demokratiets Aften’, som bliver sendt direkte på DR1 og dr.dk blot to dage før afstemningen. Her samler DR vælgere fra hele landet til debat mellem alle partilederne i DR Koncerthuset, og det er traditionen tro Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup, der styrer slagets gang.

Selve afstemningsdagen, den 3. december, bliver dækket intenst på tværs af kanalerne. DR1 og DR2 samsender fra Christiansborg med Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup som værter umiddelbart efter TV Avisen klokken 18.30 og giver seerne resultaterne, som de tikker ind fra landets valgsteder. P1 og P4 sender også direkte hele aftenen, ligesom man kan følge med live på dr.dk, der løbende holder brugerne opdaterede om seneste nyt. Når alle stemmer er talt op, sender kanalerne fra den sidste partilederrunde på Christiansborg – og morgenen efter følger ’DR2 Morgen’, ’P1 Morgen’ og dr.dk op på resultatet og giver seere, lyttere og brugere overblik det endelige resultat – og dets betydning.

Ask Rostrup får en central rolle i DRs dækning af afstemningen – blandt andet når han møder partierne på DR1

Programoversigt

Her er en oversigt over, hvordan DRs kanaler dækker afstemningen om retsforbeholdet op til, under og efter den 3. december:

DR1

’Ask og partierne’, fra den 16.-30. november klokken 21.55: Ask Rostrup er vært og inviterer alle Folketingets partier og Folkebevægelsen mod EU i studiet for at udfordre deres argumenter for at anbefale enten et ”ja” eller et ”nej” til afstemningen. Seerne kan møde en partileder i hver udsendelse, men Ask Rostrup vil også give seerne et nyt kapitel af ”Asks EU-ABC” hver aften. Her forklarer han i bidder, hvad det er, vi skal stemme om, og de korte klip bliver efterfølgende lagt ud på Facebook og dr.dk.

’Demokratiets Aften’, den 1. december klokken 20.00-21.30: Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup er værter, når alle landets partiledere og en repræsentant fra Folkebevægelsen mod EU debatterer EU’s retsforbehold blot to dage før selve afstemningen. ’Demokratiets Aften’ bliver sendt direkte på DR1, og her skal politikerne blandt andet diskutere Europol og konsekvenserne for et ja eller et nej den 3. december. Man kan også følge med live på dr.dk.

DR2

’Debatten’, den 15. november klokken 21.40-22.30 og 23.00-23.30: Clement Kjersgaard er vært, når alle partiledere og Folkebevægelsen mod EU mødes for at diskutere retsforbeholdet i denne første partilederrunde op til folkeafstemningen den 3. december.

’Detektor’, fra den 23. november til 2. december klokken 23.00-23-15: Thomas Buch-Andersen er vært, når ’Detektor’ finder ud af, hvad der er fup og fakta i valgkampen. I de seks programmer tjekker ’Detektor’ politikernes påstande og retorik samt dagens aktuelle løfter og mediernes dækning. Man kan også finde ’Detektors’ skarpe blik på P1, hvor Thomas Buch-Andersen gennemgår fup og fakta for P1’s-lyttere i ’P1 Morgen’ i ugen op til afstemningen.

P1

’Før du stemmer’, den 29. november klokken 16.00-18.00: Anne Haubek og Jan Falkentoft har gæster i studiet, der skal gøre lytterne klogere på, hvad de skal stemme om. Det er også Anne Haubek og Jan Falkentoft, der er værter om aftenen den 3. december, når P1 dækker afstemningen direkte på både FM og DAB.

P1-podcasts: P1 producerer tre korte podcasts, der bliver lagt ud til download, men de indgår også i ’Før du stemmer’. De tre podcasts har titlerne ”Hvad stemmer vi om?”, ”Hvis du stemmer ja” og ”Hvis du stemmer nej”.

P3

’Go’Morgen P3’, ’Pressen på P3’ og ’Alpha Omega’ behandler afstemningen fra dag til dag, mens P3 Nyheder sender live om aftenen den 3. december.

P4

’Formiddag på 4’eren’, fra den 18. november klokken 10.00-12.00: P4 genopliver ”baglandsquizzen”, hvor lytterne skal gætte, hvem der bliver ringet op fra det politiske bagland ud fra en række ’Kender du typen’-spørgsmål; som for eksempel om man køber økologisk, hvilken bil man kører i, og hvilken avis man læser. Derudover vil en EU-ekspert svare på lytternes spørgsmål, så de bliver klar til at kunne træffe et valg.

’EU Direkte’, den 21. og 28. november fra klokken 12.15-14.00: I anledning af folkeafstemningen om Danmarks retsforbehold bliver ’Danmark Direkte’ forvandlet til ’EU Direkte’. Bente Hansen og Sanne Nyland Christensen har en række politikere i studiet for i vanlig Danmark Direkte-stil at udfordre dem, så lytterne får klar besked om afstemningen. EU- og retsordførere fra Folketingets partier og en repræsentant fra Folkebevægelsen mod EU bliver stillet over for en række spørgsmål og dilemmaer om retsforbeholdet – og som altid er lytterne med til at forme programmet.

dr.dk/eu15

Folkeafstemningen bliver også dækket intenst på web, tablet og mobil, og via sitet dr.dk/eu15 kan brugerne få et samlet overblik over alle nyheder, analyser og programmer – ligesom man kan følge med live fra ’Demokratiets Aften’ og på selve afstemningsdagen, hvor man kan se, hvordan stemmerne fordeler sig i egen valgkreds og på eget valgsted.

Derudover tilbyder dr.dk den aktuelle ”Forstå forbeholdet”-app, der kan bruges på både mobil og computer. Her kan brugerne læse om, hvad forbeholdet betyder for områder som politi, erhverv, flygtninge og familie – for herefter at blive testet i den nye viden.

dr.dk/gymnasium

Der er også hjælp at hente til de yngre vælgere, der måske skal til stemmeurnen for første gang. På dr.dk/gymnasium er der et helt temasite om retsforbeholdet. Her finder man blandt meget andet klip med DRs EU-korrespondent Ole Ryborg, der forklarer det svære EU-stof, så alle forstår det.

Facebook
Twitter