Sådan fik DR eksklusivt Snowden-interview om flugten

Tirsdag viste DR1 ’Snowdens store flugt’, hvor DRs Poul-Erik Heilbuth interviewer manden, der afslørede den amerikanske efterretningstjenestes metoder og giver et indblik i en verden af spioner og hemmelige dokumenter.

Poul-Erik Heilbuth fra DR, Edward Snowden og den tyske journalist John Goetz. (Foto: Klaus Nederland- DR)

”Helt grundlæggende er det en smaddergod historie,” som Poul-Erik Heilbuth siger.

Han havde sørget for, at DRs seere i tirsdags kunne blive klogere på, hvad der skete, efter at den unge amerikanske whistleblower Edward Snowden lagde sit hidtidige liv med godt job, dejlig kæreste og enhver form for sikkerhed bag sig, tog til Hongkong. Hvorefter han sørgede for offentliggørelse af et fyldigt materiale om, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste arbejder - og har brudt landets love.

I dag befinder Edward Snowden sig i Moskva, hvor Poul-Erik Heilbuth sammen med sin tyske kollega John Goetz har fået ham til at fortælle om flugten. De har også talt med hans advokat, med de journalister fra The Guardian, der bragte de første afsløringer, med den tidligere general Michael Hayden, som fortæller om USA's jagt på Snowden, med den kvindelige journalist, der hjalp ham, og nu selv risikerer retsforfølgelse - og med Wikileaks-grundlæggeren Julian Assange, der fra sit eksil på Ecuadors ambassade i London hjalp Snowden med at flygte.

Det gik så ikke helt efter planen, der gik ud på, at Snowden skulle via Moskva til Cuba og videre til Sydamerika. Efter 16 dage, hvor NSA og CIA samt hele verdenspressen havde vidst, at Snowden gemte sig i Hongkong, blev hans pas endelig annulleret under selve flyveturen til Rusland. Derfor kom han til at tilbringe en måned i lufthavnen, inden de russiske myndigheder besluttede at lukke ham ind i landet, hvor han fortsat befinder sig.

Det var, mens Snowden sad i lufthavnen, ideen til filmen opstod. Der sad en mand i en lufthavn og kunne hverken komme frem eller tilbage. En situation lige så tosset, som Tom Hanks oplever i Spielbergs film 'The Terminal', der i øvrigt også er baseret på en sand historie.

Vi må arbejde anderledes

Arbejdet med programmet har ændret Poul-Erik Heilbuths overvejelser om, hvordan man kan arbejde med undersøgende journalistik og i det hele taget kommunikere nu om stunder.

”Det er mit håb, at programmet vil ændre danskernes meget afslappede holdning til den overvågning, der foregår. Det kan i hvert fald vise dem, at der kan være grund til, at vi gentænker det der med, at ”jeg har ikke noget at skjule,” siger han.

”Man får et indblik i, hvad det er for et samfund, vi er på vej hen mod. Det er en rejse, jeg selv har været på gennem det seneste år. Man åbner døren til noget, der i dén grad er en anden verden. Og vi bliver som undersøgende journalister nødt til at organisere os på en helt, helt anden måde end hidtil. De hidtidige kommunikationsveje er for sårbare.”

Det er for eksempel årsagen til, at arbejdet med programmet er foregået på tre nyindkøbte computere, der på intet tidspunkt har været tilsluttet internettet, og alle mails sendt med kryptering.

Besværligt og dyrt

”Det har uden sammenligning været det mest besværlige, konfliktfyldte felt, jeg har arbejdet indenfor i mange år. Man må sige, at programmet er blevet til på trods. Alle involverede er del af et storpolitisk spil, så de har også egne interesser at varetage.”

Et af de interviews, det ikke lykkedes at få, skulle have været med Bolivias præsident Evo Morales. Han blev indblandet i sagen, da de amerikanske myndigheder havde mistanke om, at Snowden kunne være gemt på hans præsidentfly, da han fløj hjem fra et officielt besøg i Rusland. På trods af præsidentens diplomatiske status blev flyet tvunget til at lande i Østrig. Og journalisterne arbejdede i fire måneder på at få hans udlægning af dén oplevelse. Men trods af indgåede aftaler og fem dages venten på et hotelværelse i New York, fik Poul-Erik Heilbuth ikke et interview med ham.

Den slags oplevelser har været fordyrende og tidsrøvende, ligesom det har været nødvendigt at trække på researchere i USA, Tyskland, Frankrig, Italien, Hongkong og Rusland. Men heldigvis har der været opbakning til indsatsen fra hans chef:

”Ole Hjortdal har i sjælden grad vist personligt mod og opbakning i den kaotiske proces, der også inkluderer finansieringen, som er foregået i samarbejde med medier i Tyskland, Frankrig, de nordiske lande og det russiske stats-tv Russia Today. Han har stået på mål for det i en grad, jeg ikke tror, man normalt kan forvente fra chefer,” siger en taknemlig Poul-Erik Heilbuth, der også har haft fotograf Klaus Nedergaard og produktionsleder Sidsel Jacobsen involveret i projektet.

Nogle få menneskers beslutning

Man kan ikke bare ringe til en mand som Edward Snowden. Så hvordan fik journalisterne kontakt – og hvorfor blev det netop et par journalister fra Tyskland og Danmark, der fik det eksklusive interview, hvor han for første gang fortæller om flugten?

”Det var en journalistisk omgående bevægelse, hvor vi talte med alle, han har haft berøring med, og efterhånden var der rigtig mange gode mennesker, der sagde: ”Mon ikke du skulle snakke med de der to?”

Det var ikke noget, Edward Snowden følte den store kærlighed for, da vi mødtes første gang. Her er en idealistisk ung mand på 29 år, der har valgt at ofre sit liv for en idé og afsløre noget, han finder moralsk forkasteligt. Han vidste, at han sandsynligvis ville ende i fængsel i 30 år eller risikerede at blive slået ihjel. Og så kommer der nogen, som gerne ville lave noget, der kunne komme til at minde om en Søndags BT-historie med ham…”

”Hans eksklusivitet kan slides. Og det at give et interview til en tysk tv-station og lillebitte dansk ”lokal-radio” - det er der ikke det stor slaw i. Hidtil er der lavet tre tv-interviews med ham, og så skulle han smide et af sine kort til os. Det var i dén grad op ad bakke. Vi kom så meget udefra, men selve ideen om at vise, hvordan nogle få mennesker kan beslutte sig for at redde en whistleblower – og det er jo dét, der er hele grundtanken i filmen.”

Den snakkesalige forfølger

Med til at fortælle historien er general Michael Hayden, der er forhenværende chef for NSA, og som under interviewet viser sig langt mere åbenhjertig, end han har været tidligere. I den kontrakt vi lavede inden interviewet betingede han sig, at han ikke vil udtale sig om Snowdens flugt.

Jeg lagde ud med at sige, at jeg ville gøre alt for at bryde den kontrakt, og han svarer ”I’m trained”- men sådan en gammel politimand og efterretningsofficer reagerer, når der kommer folk ind ad døren og fortæller ham noget, han ikke anede. Det er bare fundamentalt spændende for ham.

Og hvad kunne I så fortælle ham?

”Vi ved alt om, hvad der er foregået i Hongkong. Vi kender alle mulige detaljer om præsident Morales fly plus noget mere, som vi ikke kan tale om her. Og det var nøje planlagt, for jeg smed noget allerede i starten af interviewet, som jeg vidst ville ryste ham. Og det fungerede så,” siger Poul-Erik Heilbuth.

”Vi fik adgang til Hayden, men alle andre amerikanske myndigheder har ikke villet se os. Vi har ikke engang kunnet komme til at tale med dem til baggrund. For mens vi i Europa tror, at den sag er slut – så er den det absolut ikke i USA. For det første venter der et retsopgør i forhold til Snowden. Og enhver offentlig udtalelse vil kunne indgå i en retssag. For det andet er de i gang med en selvransagelse, fordi dele af NSA’s arbejde er foregået på den forkerte side af den amerikanske ”constitution”.”

”De vil jo gerne have ham straffet, og de har også brug for at statuere et eksempel, som viser de 100.000 ansatte i det amerikanske efterretningsvæsen, at sådan noget gør man ikke. Deres problem er, at efterretningsfolk i dag er anderledes indrettet i hovedet end tidligere, hvor de blev rekrutteret via militæret. I dag har man brug for nogen, der kan noget med computere. De kommer fra en verden, hvor man tror på internettet og dets muligheder. Man rekrutterer nogle medarbejdere, som er meget mere uforudsigelige i deres tankesæt,”  siger Poul-Erik Heilbuth, der tilføjer:

”Mens Snowden stadig arbejdede for NSA på Hawaii, arrangerede han et ”krypto-party”, hvor man lærer at kryptere sin kommunikation. Altså samtidig med at han gik og downloadede alle de der oplysninger, som han senere udleverede, inviterede han helt åbenlyst folk til at komme og lære at beskytte sig mod det, som han arbejdsgiver stod for. Allerede dér kunne det måske have været fornuftigt for NSA, hvis de havde haft nogle alarmklokker der ringede…”

Dokumentaren blev vist tirsdag den 13. januar klokken 20.30 på DR1 og kan ses på DR TV indtil den 12. februar.

Facebook
Twitter