Sara Bro Sæhl bliver ny redaktør for P3

Den nuværende redaktionschef på Radio24Syv bliver redaktør for P3 i DR Medier, hvor hun skal tegne og sætte den strategiske retning for kanalen.

Sara Bro Sæhl kommer fra Radio24Syv, hvor hun er redaktionschef. (Foto: Lone Kröning Mogensen © Type 1)

Fra den 1. august bliver Sara Bro Sæhl ny redaktør for P3 i DR Medier. Som redaktør skal Sara Bro Sæhl tegne og sætte den strategiske retning for kanalen, og sammen med redaktionerne i DR bliver det hendes opgave at udvikle indholdstilbuddene, så P3 også fremover står som det vigtigste mediefællesskab for unge i Danmark.

Sara Bro Sæhl, der er 40 år og uddannet cand.mag. i film- og medievidenskab, kommer til DR fra et job som redaktionschef på Radio24Syv, hvor hun samtidig har været en del af ledelseskredsen. På Radio24Syv har Sara Bro Sæhl været med til at indrette organisationen og udviklet nye formater til kanalen.

”Sara Bro Sæhl forener stor radioerfaring med et skarpt øje for målgruppen og et hjerte, der banker for at skabe ny public service med tårnhøj relevans,” siger DRs radiochef Gustav Lützhøft, der fortsætter:

”Med Sara får P3 en modig og visionær redaktør, der kan være med til at bære kanalen ind i en ny æra, hvor radioen står solidt placeret i kernen, men hvor digitale tilbud, sociale medier og nye måder at møde yngre mediebrugere også fylder stadig mere,” siger han.

Samler unge fra hele samfundet

Sara Bro Sæhl siger selv:

”P3 har en fantastisk evne til at samle unge fra hele samfundet, og jeg glæder mig til at være med til at forme fremtiden for en kanal, som både udtrykker og skaber tidens ånd.”

Posten som redaktør for P3 var indtil tidligere i år besat af Henrik Povlsen, der nu er tilbage for at lave radio igen, og i dag er vært på P4 søndag eftermiddag.