’Scandinavian Star’ kåret som ’Årets bedste TV-dokumentar’

Billed-Bladets TV-Guld og store TV-dokumentarpris på 100.000 kroner går i år til dokumentarserien i seks dele, som fortsat kan ses på DRTV.

  • Nikolaj Scherfig, Mikala Krogh og Lars Halskov har tilrettelagt serien om 'Scandinavian Star', som nu er blevet 'Årets bedste TV-dokumentar'. (Foto: MARTIN HØIEN © Martin Høien)
  • ’Scandinavian Star’-branden i 1990 kostede 159 mennesker livet, og sagen er fortsat uopklaret. Foto: Norsk politi.
1 / 2

Nøjagtig en uge efter at DR-dokumentarserien ’Scandinavian Star’ missede en Cavlingpris, blev programserien om den uopklarede skibsbrand for 31 år siden, fredag kåret som ’Årets bedste TV-dokumentar’.

Det blev den af Billed-Bladets TV-Guld-komité – og med prisen følger 100.000 kroner. Ligesom så mange andre har ugebladet i år måttet aflyse deres TV-Guld-prisfest i år, men priserne bliver uddelt på alternative måder alligevel.

Dokumentarserien, der er i seks afsnit, gennemgår den uopklarede mordbrand på færgen mellem Oslo og Frederikshavn i 1990, som kostede 159 mennesker livet.

Arbejdsfordelingen på holdet var den, at Mikala Krogh var instruktør på serien om ’Scandinavian Star’, mens Nikolaj Scherfig, der tidligere blandt andet har været med til at skrive DR-dramaserien ’Broen’, har været manuskriptforfatter. Journalist på dokumentarserien var Politikens journalist Lars Halskov, der har beskæftiget sig indgående med brandsagen i 10 år og også tidligere har udgivet bogen ’Branden – Gåden om Scandinavian Star’.

Serien om ’Scandinavian Star’-serien gennemgår en sag, hvor alvorlige mangler i sikkerheden blev efterfulgt af mangelfuld efterforskning. Af dokumentarprogrammerne fremgår det, at der er økonomiske spor, der aldrig bliver efterforsket, og at der var tekniske beviser, hvis betydning blev underkendt.

Bemærkelsesværdig satsning

- ’Scandinavian Star’ er en bemærkelsesværdig satsning. Der er tale om en ualmindeligt velproduceret og overbevisende dokumentar-serie om en af skandinavisk skibsfarts mest gruopvækkende katastrofer – og frygteligste skandaler, lyder det blandt andet i motiveringen, hvor det videre hedder:

- Dokumentaren er fremragende tilrettelagt. Den bærer præg af at være gennemresearchet, og der er åbenlyst tale om et meget omhyggeligt manuskriptarbejde, som i samklang med en begavet og medrivende klipning og fremragende grafik sikrer et afbalanceret forhold mellem vidneudsagnene og det kæmpemæssige supplerende arkivmateriale.

Arbejdsfordelingen på holdet var den, at Mikala Krogh var instruktør på serien om ’Scandinavian Star’, mens Nikolaj Scherfig, der tidligere blandt andet har været med til at skrive DR-dramaserien ’Broen’, har været manuskriptforfatter. Journalist på dokumentarserien var Politikens journalist Lars Halskov, der har beskæftiget sig indgående med brandsagen i 10 år og også tidligere har udgivet bogen ’Branden – Gåden om Scandinavian Star’.

I serien kunne seerne både møde overlevende ofre i form af passagerer, besætningsmedlemmer, venner og pårørende til de ofre, der mistede livet, der stadig nu næsten 31 år efter katastrofen undrer sig over, hvordan 159 kunne omkomme under skibsbranden.

Erling Groth, der har været DR’s redaktør på ’Scandinavian Star’-dokumentarserien, siger:

- Først og fremmest et stort tillykke til prismodtagerne. Jeg er virkelig glad for og stolt af, at DR har været med i projektet, fordi det er helt unikt at lave en seks timers lang dokumentarisk tv-fortælling, som både spænder over og forener afslørende journalistik med skæbnefortællinger. Det er væsentlig public service.

Erling Groth tilføjer, at han også er glad for, at en dokumentar som ’Scandinavian Star’ har vist sig at have et stort publikum på DR’s streamingtjeneste DRTV, hvor man stadig kan se den HER

De har valgt

De øvrige nominerede i dokumentarkategorien var ’Plejehjemmene bag facaden’ og ’Det sidste ord’ med Bent Fabricius-Bjerre fra TV 2.

Billed-Bladets TV-Guld-komité, som hvert år kårer ’Årets TV-dokumentar’, har i år bestået af filminstruktør Bille August, forfatter Sara Blædel, producer Per Holst, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen, skuespiller Cecilie Stenspil, tv-producent Karen Thomsen, filminstruktør og forfatter Hella Joof, tv-vært Huxi Bach, cand.mag. Preben Wilhjelm, chefredaktør Annemette Krakau og producer Mads Egmont Christensen, der også var formand for komitéen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter