'Selvsving' trækker stikket

Efter eget ønske og mere end 10 år i æteren har P1’s legendariske satirehold ’Selvsving’ valgt at sige stop.

Jens Korse, Oliver Zahle og Lars le Dous har lavet 'Selvsving' i 10 år i denne omgang. (© Type 1)

Med et hav af satiriske ørehængere på samvittigheden siger hovedmændene bag P1’s legendariske satirehold ’Selvsving’ - Lars le Dous, Oliver Zahle, Jens Korse og deres tekniker Peter Lous - nu farvel og tak til lytterne.

Det sker efter mere end 10 år på P1 og et ønske om at stoppe, mens legen fortsat er god:

"Det har været fantastisk at få lov til at sparke til magthaverne i 10 år. Men det har også været opslidende at skulle være sjove hver uge, og inden det begynder at gå ud over programmet og vores venskab, vil vi hellere sige stop, mens legen trods alt stadig er god og give plads til friske kræfter, siger 'Selvsving' i klassisk treenigt kor.

Programmet startede oprindeligt i 1996, hvor det overtog pladsen som P3's søndagssatire efter programmet ’Det der om søndagen’, der tidligere havde stået for satiren søndag formiddag. I 2006 genopstod satireholdet på P1 i den otte-minutters-udgave, som lytterne kender og elsker hver fredag.

Nu er det altså farvel til Margaret Lindhardts berømte intro - “Det er altså ikke Deres radio, der er noget i vejen med, det er hele Danmarks Radio” - og ikke mindst de højaktuelle satiriske sange, der runder programmet af.

Joken er til at overse

"Normalt er "Selvsvingerne" et godt grin. Men denne gang synes jeg dog, at joken er til at overse. Når det er sagt, så må jeg også sige, at det er en kæmpe præstation at have holdt P1’s lyttere underholdt fredag efter fredag igennem de sidste 10 år. De har gjort det forrygende, og det er ikke underligt, at de har lyst til at prøve noget andet nu. Jeg tror, jeg taler på mange P1-lytteres vegne, når jeg siger stor tak for de spidse pointer, der har spiddet samfundsdebatten, så den stod skarpere. Med Platt-form har vi heldigvis stadig satire om morgenen på P1," siger kanalchef på P1 Thomas Buch-Andersen.

'Selvsving' er gæster i 'Ugens gæst' på P1 på lørdag klokken 12.15, og så indtager satireholdet i øvrigt for sjette år i træk DR Koncerthuset, når de den 21. og 22. januar tager afsked med det herrens år 2016 i fire – stort set - udsolgte shows, så der er stadig mulighed for at sikre sig en billet og sige farvel til 'Selvsving'.

Det er endnu ikke besluttet, hvad der kommer til at erstatte ’Selvsving’ i fladen på P1.

Facebook
Twitter