Shane har bevæget sig ind i den klassiske verden

Ugens aktuelle navn: I flere år har Shane Brox klippet og klistret på DR1 og Ramasjang. Nu har han kastet sig over at lave børnevenlig radio på P2 i ’Shanes Symfoni’.

Shane Brox er gået til radioen, hvor han i år skal lave 40 programmer til børn om klassisk musik på P2. Foto: Bjarne Bergius Hermansen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Mange børn kender Shane Brox fra DR1 og Ramasjang, hvor han har klippet og klistret og fået noget kreativt ud af alt fra aflagte frakkeknapper til gamle fejekoste. Fremover bliver han mere usynlig end hidtil, når han bevæger sig ind i en helt ny verden – også for ham selv.

Shane Brox skal nemlig til at lave radio om klassisk musik for børn, og 40 søndage i 2013 dukker han op i ’Shanes Symfoni’ på P2 mellem klokken 8.03 og 9.00. Programmet har de 3-8-årige børn som målgruppe, men barnlige sjæle i alle aldre er mere end velkomne til at lytte med.

”Engang imellem er det godt at få en udfordring, og det kan man godt sige, jeg har fået med det her. Jeg har aldrig lavet radio før, og lige pludselig skal jeg være opmærksom på nogle helt andre ting, fordi børnene ikke kan se, hvad jeg laver,” siger Shane Brox.

Der er også andre udfordringer end det. Når man skal sende et program om klassisk musik for børn en tidlig søndag morgen på P2, forventer man måske ikke ligefrem, at millioner af lyttere vælter ind.

”Shanes Symfoni skal arbejde det hårdere for at have en berettigelse, for jeg ved godt, at børn bliver bombarderet med 10.000 andre tilbud, der blinker og larmer og ser ud, som om det smager godt. Men det er tit de voksne, som tror, at børnetilbud skal være overdrevne og gå sindssygt stærkt. Sådan vil børn ikke nødvendigvis have det, og jeg har altid gerne ville inspirere børn til at fordybe sig og bruge deres egen fantasi og kreativitet noget mere,” siger Shane Brox.

Han tilføjer, at det for ham handler om at invitere børnene og deres voksne med ind i en magisk og finurlig verden, hvor man måske ikke forstår alt med det samme, men alligevel bliver fascineret og får lyst til at ”hænge ud”.

”Og det må man sige den klassiske musik giver mulighed for, da den kan være sindssygt billedskabende og katalysator for mange sjove drømme og lege,” siger Shane Brox.

En kreativ hyggetime

’Shanes Symfoni’, der havde premiere i søndags på P2, er tænkt som en kreativ hyggetime med klassisk musik, eventyrfortælling og en magisk og inviterende atmosfære.

Hver søndag koger Shanes idékoger – en gammel jernovn – et tema op til Shane, og det er udgangspunktet for dagens udsendelse. Det kan være emner med både gys og grin som ”sorg”, ”næb og kløer” eller det at være ”anderledes”.  I hvert program skyder Børneraketten et barn ind i studiet, og Shane og barnet taler så om temaet og lytter til musik, der passer til, samtidig med at de tegner og fabulerer. Børnenes tegninger bliver lagt på P2’s hjemmeside, og børn ude ved højttalerne kan også sende deres tegninger ind.

I alle programmerne har Shane selskab af tre figurer, så lytterne kan både møde den godmodige bamse Lappelars, den alt for fine fru Champagneprop og den frække ADHD-agtige Dino.

”Programmet skal være fabulerende, fantasifuldt og finurligt, og jeg er blevet fantastisk modtaget af folkene på P2, hvor Celine Haastrup og jeg allerede har brugt flere måneder på at udvikle konceptet.  Det har været dejligt at møde andre, der er så passionerede og har en legende tilgang til den klassiske musik,” siger Shane Brox, som synes, det er sjovt pludselig at skulle skabe en ”usynlig” stemning, fordi man ikke i radioen kan se alt, som man kunne, når han var på skærmen.

Satte klassisk på som barn

Shane Brox er født i Canada af en norsk mor og en dansk far, og flyttede siden hen til Norge og til Danmark. Selv om det er nyt, at han nu bevæger sig ind i den klassiske verden i DR-regi, har tonerne fulgt ham hele livet.

”Jeg har altid leget meget og rumsterede ofte som barn rundt i en kæmpe, indre fantasiverden. Og selv om jeg måske ikke var så bevidst om det dengang, satte jeg altid klassisk musik på til legene,” fortæller Shane Brox.

Han tilføjer, at han altid har set billeder for sig og skabt eventyr og historier, når han hører den musikgenre.

”Det sætter jeg så ord på nu i programmet, og jeg håber også, jeg kan åbne dørene ind til den klassiske verden for andre. Det er også én af grundene til, at jeg gerne har villet lave programmet, som P2-redaktør Nikolaj Koppel allerede spurgte mig, om jeg ville lave for et års tid siden. Jeg siger ikke, at alle skal blive klassiske musikfreaks som mig selv - men måske kan det være med til at åbne lidt op for den klassiske musiks accept hos en ny generation, så de ikke senere går rundt og tror, at klassisk kun er fo r gamle nisser og tanter med blåt hår,” siger Shane Brox.

I det hele taget har han udfordret sig selv det seneste år, for inden han kunne kaste sig over at sende radio, skulle Shane Brox lige have skabt en ballet til Det Kongelige Teater, hvor han udover selve handlingen også lavede alle kostumerne og scenografien.

Var designer hos Levi’s

At Shane Brox skulle ende med at lave DR-programmer, var der ærligt talt ikke meget, der tydede på, da han i flere år arbejdede som designer for en af verdens mest kendte firmaer, tøjfirmaet Levi’s.

Efter endt uddannelse fra Designskolen i Kolding blev han straks headhuntet af jeansgiganten, og med base i Bruxelles spottede han i otte år trends om hvor moden var på vej hen.

”Levi’s var et stort firma, og det var sådan set også et fedt sted at arbejde. Men der var bare en kreativitet, jeg ikke fik brugt, og til sidst endte det med, at jeg sagde op for igen at finde legebarnet i mig selv,” forklarer Shane Brox.

Det må man sige, at han gjorde, for lige siden har Shane Brox levet af at optræde for børn og beskæftige sig med deres univers.

Sammen med DRs B&U-afdeling og produktionsselskabet Blenkov & Schønnemann var han med til at udvikle programmerne ’Shanes Verden’, og i 2008 kunne han glæde sig over, at tv-branchen pegede på hans udsendelse som ’Årets Bedste Børne- og Ungdomsprogram’, da Tv-Prisen skulle uddeles.

”Selv om jeg meget bedre kan lide, hvad jeg laver i dag, kan jeg sagtens stadig bruge erfaringerne fra Levi’s. Her lærte jeg at tænke i koncepter, sælger ideer ind og tænke på, hvordan jeg fører et projekt igennem fra de første tanker til det færdige produkt. Det kan jeg alt sammen også bruge, når jeg nu laver radio,” siger Shane Brox.

Facebook
Twitter