Signe Molde bliver vært for ’P3 Guld’ fra Odense

Lørdag den 26. januar danner DOK5000 i Odense rammen om en af årets vigtigste begivenheder for den danske musikscene, når ’P3 Guld’ hylder musikken, de danske kunstnere og ikke mindst alle de danskere, der elsker musikken.

Signe Molde bliver vært på 'P3 Guld'. Foto: Agnete Schlichtkrull

’P3 Guld’ har gennem årene haft stor succes med at spotte, hylde og bane vejen for talentfulde kunstnere i dansk musikliv. Siden 2001 har ’P3 Guld’ således været karrierekatalysator for nogle af de største danske artister i dag.

Af tidligere prismodtagere kan nævnes Karl William, Benal, MØ, Ukendt Kunstner, Marie Key, Fallulah og When Saints Go Machine, som alle har sat sit præg på dansk musik.

Erfaren tv-vært i spidsen

Det bliver den erfarne tv-vært Signe Molde, der sammen med P3’s faste musikværter guider deltagere, seere og lyttere igennem aftenen.

Det bliver en aften med en bred skare af musikere fra den danske musikscene, som alle optræder live til aftenens show. Undervejs folder P3’s musikværter musikken ud, vi møder inkarnerede musikelskere og holder en forrygende musikfest for alle.

Dansk modvægt til internationale musikscene

Showet sendes live på DR1 og på P3 klokken 21.00 fra DOK5000. I modsætning til tidligere år sendes ’P3 Guld’ på den store samlende hovedkanal DR1, og ambitionen er at brede den nye danske rytmiske musik ud til endnu flere danskere.

”Tydelig opbakning til dansk musik er afgørende vigtigt i en globaliseret tid, hvor internationale kunstnere hurtigt risikerer at løbe med opmærksomheden” siger DR’s radiochef Gustav Lützhøft og fortsætter:

”’P3 Guld’ er en af årets vigtigste markeringer af dansk musik og med beslutningen om at sende showet på DR’s hovedkanal DR1 tager vi den ambition endnu mere på os.”

P3 Lytterne er med til at bestemme

I ugerne op til ’P3 Guld’ annonceres de nominerede til priserne ’P3 Prisen’ og ’P3 Talentet’ løbende i P3’s daglige musikprogram ’Musikchefen’, der sendes fra klokken 12-14 mandag til torsdag. Her sætter vært og musikansvarlig på P3, Mathias Buch Jensen, ord, stemmer og lyd på de musiknavne, som seere og lyttere kommer til at møde til ’P3 Guld’.

Udover ’P3 Prisen’ og ’P3 Talentet’ uddeles også ’P3 Lytterhittet’. Her er det vanen tror P3’s lyttere, der bestemmer vinderen gennem en afstemning, som sættes i gang to uger før ’P3 Guld’. Her koges otte sange først ned til fire nominerede, som lytterne så kan stemme på, indtil vinderen findes under P3 Guld-showet.

En uge med masser af musik i Odense

I ugen op til ’P3 Guld’ drager flere af P3’s musikprogrammer til værtsbyen Odense for at sende live foran et publikum med musik fra aktuelle P3 Guld-navne. Og også for Odense er ’P3 Guld’ mere end selve showet lørdag aften.

”Vi sætter en ære i at være med til at støtte op om de talenter, der kommer til at præge dansk musik. Derfor glæder vi os til at byde 'P3 Guld' velkommen til Odense. Byen kommer til at summe af musikalsk aktivitet i ugen omkring 'P3 Guld',” siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.

’P3 Guld’ produceres af produktionsselskabet Monday, og billetter til showet kan købes via drbillet.dk fra den 8. januar.

Facebook
Twitter