Sigurd Barrett giver de yngste styr på historien

De yngste børn kan glæde sig til at blive klogere på danmarkshistorien med Sigurd Barrett og dukken Rune Sten i den nye tv-serie ’Rod i historien’ på DR Ramasjang.

  • På Ramasjang Museet er der Rod i Historien. Museumsdirektøren mangler nemlig en håndkile til sin udstilling om istiden og stenalderen. Sigurd og Rune Sten forsøger at hjælpe direktøren, med at finde det han mangler mellem alle tingene oppe på loftet. (Foto: Steen Klitgaard Jaacks © Type 1)
  • På Ramasjang Museet er der Rod i Historien. Museumsdirektøren mangler nemlig en håndkile til sin udstilling om istiden og stenalderen. Sigurd og Rune Sten forsøger at hjælpe direktøren, med at finde det han mangler mellem alle tingene oppe på loftet. (Foto: Steen Klitgaard Jaacks © Type 1)
  • På Ramasjang Museet er der Rod i Historien. Museumsdirektøren mangler nemlig en håndkile til sin udstilling om istiden og stenalderen. Sigurd og Rune Sten forsøger at hjælpe direktøren, med at finde det han mangler mellem alle tingene oppe på loftet. (Foto: Steen Klitgaard Jaacks © Type 1)
1 / 3

Der er historietema bredt på alle DRs platforme i 2017, og i den forbindelse giver DR Ramasjang de yngste en hjælpende hånd til at få styr på historiens gang i ’Rod i historien’.

Sigurd Barrett fører an sammen med dukken Rune Sten. De arbejder begge oppe på loftet af Ramasjangmuseet, og i hvert program ringer museumsdirektøren op til dem, fordi en historisk genstand er blevet væk. Det roder i historien, og så kan udstillingen ikke åbne til tiden – nu er det op til Sigurd og Rune Sten at bringe orden i sagerne.

Undervejs tager de tidstoget tilbage til den periode i historien, hvor dagens emne udspiller sig, men Sigurd og Rune Sten kommer hele tiden til at fordybe sig i nye, spændende fortællinger fra danmarkshistorien – både gennem video, musik og spil.

Børn rydder selv op i historien

’Rod i historien’ er et tv-program på DR Ramasjang, men det er også et webspil. Børnene inviteres på dr.dk/ramasjang til selv at hjælpe Rune Sten med at få de rigtige ting ned til museumsinspektøren, inden udstillingen åbner. Men det er ikke nemt, for også her er der rod i historien. Med hjælp fra Rune Stens ledetråde skal børnene regne ud, hvad museumsinspektøren mangler og sende det med den levende elevator ned til udstillingen.

”Spillet er et vigtigt element i fortællingen, fordi børnene ikke kun skal se ’Rod i historien’ – de skal også være med i legen og i fællesskabet. Spillet ligner tv-serien, hvor børnene selv skal rydde op i historien ligesom deres gode venner Sigurd og Rune Sten. Børnene kan få endnu flere sjove oplevelser med dem i et trygt online fællesskab, der udfordrer deres fantasi og udvikling. Og synergien mellem platformene skal også hjælpe til, at de mindste forhåbentlig både forstår og husker vores fælles historie bedre fremover,” forklarer Pelle Møller, der er redaktør for DR Ramasjang.

Webspillet udkommer på dr.dk/ramasjang samme dag, som tv-serien har premiere.

Historie skal leges ind

Mange børn har rod i historien og tror, at vikinger og dinosaurer levede på samme tid. Historie er et svært begreb at forstå for de yngste, og derfor har ’Rod i historien’ fokus på at lege historien ind.

”Mange tror, at historie er noget kedeligt noget, men historiefortælling kan sagtens gøres levende og sjovt, og på DR Ramasjang pirrer vi børnenes nysgerrighed og leger viden og danmarkshistorie ind på en underholdende måde. Det er første gang danmarkshistorie formidles til børn, og med ’Rod i historien’ samler vi de danske småbørn og deres forældre og giver dem et program, som de føler sig både beriget og godt underholdt af. DR Ramasjang kan ikke lære børnene om hele danmarkshistorien, men vi kan give dem lyst til at lege videre og lære mere, ” siger redaktør for DR Ramasjang, Pelle Møller.

'Historieformidling til både børn og voksne

Hvis Sigurd og Rune Sten har inspireret børn og deres forældre til at gå på opdagelse i museumsverdenen og danmarkshistorien, er der en lang række muligheder for det landet over. DR inviterer nemlig, sammen med en række museer og andre samarbejdspartnere, børn og voksne til en række arrangementer over hele landet, hvor de kan opleve danmarkshistorien på egen krop.

Anledningen er, at det er historieår på DR. Fra april og resten af 2017 har DR et markant fokus på danmarkshistorien blandt andet med en lang række forskellige tv- og radioprogrammer og en stor indsats på dr.dk. Hele befolkningen bliver inviteret til selv at bidrage og blive en del af historieformidlingen.

Det er DRs mest omfattende satsning på formidling af danmarkshistorie nogensinde, og historieformidling for børn er en helt central del af indsatsen. Udover ’Rod i historien’ på Ramasjang kommer DR Ultra blandt andet også med tv-serien ’Venner fra fremtiden’ til efteråret.

Se ’Rod i historien’ på DR TV og DR Ramasjang fra lørdag den 22. april klokken 17.30 og de efterfølgende ni uger samme tid og sted.