Sigurd Barrett hædret: 'Du tænder musikgnisten i den næste generation'

Over en årrække har Sigurd Barrett været vært på over 250 TV-programmer – mange af dem med musik. Nu har han fået ’Den Folkelige Sangs Pris’.

Sigurd Barrett introducerede blandt andet børn til trompeten i programmerne ’Sigurd og Big Bandet’ i 2007. Nu har han fået en pris for sin store musikalske indsats. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Han har introduceret børn til opera, lavet ’Sigurd og Symfoniorkestret’ og ’Sigurd og Big Bandet’, været vært for ’Sigurds Bjørnetime’ og fortalt danmarkshistorien i musik – sammen med DR Musikariet.

I løbet af de seneste 20 år har musikeren og komponisten Sigurd Barrett været hér, dér og alle vegne og blandt andet været vært på 250 TV-programmer – de fleste i DR-regi.

Nu er han også blevet hædret for det og for sin indsats for at udbrede kendskabet til den folkelige sang og Højskolesangbogen. I forbindelse med Højskolernes Årsmøde på Rødding Højskole har Sigurd Barrett fået overrakt ’Den Folkelige Sangs Pris’ på 25.000 kroner.

I begrundelsen for at give Sigurd Barrett prisen hed det blandt andet, at han ”har leveret musikken til manges barndom og bragt danmarkshistorien til live med sin indlevende formidlingsevne”.

Godt gået

- Du har formået at skabe noget, som mennesker i alle aldre kan samles om. Du har introduceret folk for både klassisk musik, jazz og opera – foruden pop, rock og rigtig mange sange. Det er godt gået. Og ikke mindst er det af stor betydning, at du har tændt en musikgnist i den næste generation, så fællessangstraditionen ikke dør ud. Det vil vi fra højskolernes side gerne sige tusind tak for, lød det, da Sigurd Barrett fik prisen overrakt i det sønderjyske.

Sigurd Barrett spillede klaver første gang som 2-årig, og som 6-årig skrev han sine første børnesange. I dag er han 52 år, og med sig i bagagen har han også en musisk studentereksamen fra Viborg Katedralskole, ligesom han er uddannet cand.phil. i musikvidenskab fra Aarhus Universitet i 1992 med speciale i russisk rock.

Tidligere har navne som Bent Fabricius-Bjerre, Steffen Brandt, Anne Linnet, Peter A. G. Nielsen og Alberte Winding blandt andre modtaget ’Den Folkelige Sangs Pris’.

Facebook
Twitter