’Smagsdommerne’ er blevet runde

Ugens aktuelle navn: Tirsdag fyldte ’Smagsdommerne’ 10 år. Alle årene har Adrian Lloyd Hughes været vært på programmet. I anledning af jubilæet har oversmagsdommeren indvilget i at svare på seks skarpe spørgsmål.

Adrian Lloyd Hughes og ’Smagsdommerne’ kunne tirsdag fejre 10-års jubilæum. (Foto: Kirsten Ellebæk © Type 1)

Da ’Smagsdommerne’ blev sendt tirsdag på DR K, var det præcis 10 år siden, at det første program løb over skærmen – dengang på DR2.

Det blev fejret i programmet ved at invitere alle de tidligere smagsdommere ind i studiet til en særudsendelse, hvor den mangeårige vært Adrian Lloyd Hughes tog seerne en tur med ned ad mindernes alle og så tilbage på store kunst- og kulturoplevelser fra de sidste 10 år.

Vi fangede den karismatiske oversmagsdommer i toget fra København til Aarhus og fik ham til at svare på seks skarpe spørgsmål om kultur, ’Smagsdommerne’ og programmets berettigelse i nutidens brogede mediebillede.

Hvad kan ’Smagsdommerne’ bidrage med i en virkelighed, hvor alle har mulighed for at agere smagsdommere på eksempelvis de sociale medier og blogs?

Adrian Hughes: ”Smagsdommerne er ikke tilfældige mennesker. Det er nogle mennesker, som har en helt anden form for kunstnerisk street cred end Maren i Kæret. Vi har haft stjernearkitekter, forsvarsadvokater, billedkunstnere, instruktører, forfattere, og jeg kunne blive ved. Det er en masse forskellige kunstneriske virker, der er repræsenteret i ’Smagsdommerne’. Når man sender sceneinstruktør Ditte Maria Bjerg eller koncertpianist Katrine Gislinge ind at se en film eller et teaterstykke, kan de sætte nogle andre ord på, end en tilfældig dansker kan. Det er der heldigvis også andre end mig, der kan se og høre.”

Hvad er de største forskelle på ’Smagsdommerne’ anno 2005 og ’Smagsdommerne’ anno 2015?

Adrian Hughes: ”For det første er tempoet skruet gevaldigt op. Da vi startede i 2005, havde vi en voldsomt lang intro, og vi gennemgik typisk tre emner – i dag når vi oftest fire eller fem emner. En anden stor forskel er, at det er blevet nemmere for os at forklare smagsdommerne, at de kun er ansvarlige for deres egen holdning. Det er blevet mere accepteret i dag, at man er sig selv og har sin egen holdning. Smagsdommerne forstår, at de skal komme med deres egen oplevelse af værket i stedet for at beskrive det. Alt det andet kan man læse på Wikipedia eller finde på Google. Vi vil vide, hvad de personligt mener. Det har hele tiden været en grundforudsætning for programmet, at vi har forsøgt at opleve værket gennem smagsdommerne, og det fortæller jeg dem også hele tiden. Hvis de snubler over en stribe i fortovet på vej ind i Operaen, så vil jeg høre det. Eller hvis de sidder i de røde stole i teatret fyldt med blåhårede damer, eller hvad det nu kan være. Man skal som seer kunne mærke deres oplevelse.

Jeg har som vært også givet alle smagsdommerne en form for efteruddannelse i form af en voldsomt detaljeret efterkritik. De er alle sammen vant til at få tilbagemeldinger fra overdommeren. De får guldstjerner, sølvstjerner, mistelten eller små julemandsklistermærker i karakterbogen, alt efter hvor godt de har klaret sig. I virkeligheden er det en form for medietræning for dem, der har deltaget i programmet.”

Smagsdommere fra 10 års programmer er mødt frem for at fejre den store dag. (Foto: Kirsten Ellebæk © Type 1)

 Hvis du fik frit valg på alle hylder, hvordan ville dit drømmepanel så se ud?

Adrian Hughes: ”Det tør jeg ikke sige, for jeg vil helst ikke gøre nogen kede af det eller skuffede. Men jeg kan fortælle, at jeg faktisk har fyret de fleste af mine yndlingsdommere gennem tiderne. Samtidig er det en af programmets udviklingsmetoder, at der er en gradvis udskiftning, så det ikke er de samme tre mennesker, der hele tiden er med i programmet. Men for eksempel Sørine Gotfredsen har vi fyret ikke mindre end tre gange, fordi vi hver gang – efter et stykke tid – har manglet en som hende i programmet, som ofte er i modfase til de andre smagsdommere. Man kan derfor heller ikke sige, at dem, jeg har tilbage, er de bedste, jeg har haft, for selv dem, jeg har holdt allermest af som smagsdommere, er blevet udskiftet undervejs.”

Hvad er, ifølge dig, de mest skelsættende begivenheder inden for dansk kultur gennem de sidste 10 år?

Adrian Hughes: ”Det er en skelsættende begivenhed, at Det Kongelige Teater er blevet splittet op, så det nu ligger på tre matrikler: Operaen på Holmen, Skuespilhuset på den anden side af kanalen og Den Gamle Scene ved Kongens Nytorv. Det må jo være et meget rigt samfund, hvor man har mulighed for at splitte så stor en kulturorganisation på tre adresser.

Mit eget medieforbrug er også revolutioneret i løbet af de 10 år. I dag er jeg udsat for et permanent bombardement af levende billeder fra Facebook, YouTube og de mange høj kvalitetsprogrammer, som man kan streame hvor som helst og når som helst. Vi er nået dertil, hvor døgnet ikke længere har timer nok til, at man kan nå at opleve de teaterstykker, se de tv-programmer og høre de radioprogrammer, man har lyst til. Det er overvældende, at man ikke skal kede sig et eneste sekund, når man sidder i et IC3-tog mellem Aarhus og København. Der er altid lige en lydbog eller en podcast, man kan fordrive tiden med.

Som ivrigt kunst- og kulturbruger er jeg ved at nå et overload. Jeg bør måske gå til en konsulent, som kan hjælpe mig med at skrue ned for min hunger og ivrighed, så jeg kan lære at kede mig i bare fem minutter hver time. Måske skulle man bare sætte sig og lege med en sten og en pind…”

Smagsdommere fra 10 års programmer er mødt frem for at fejre den store dag. (Foto: Kirsten Ellebæk © Type 1)

Er der et særligt område af kulturen, som du føler, bliver overset i ’Smagsdommerne’?

Adrian Hughes: ”Der er mange værker og produktioner, der bliver overset i ’Smagsdommerne’. Vi tager kun det, hvor der er noget at tale om. Der kan sagtens være et værk, som er så pudseløjerligt, at smagsdommerne har svært ved at sætte ord på dem.

Vi har aldrig haft en grundlæggende diskussion om klassisk musik, fordi det ikke er der, smagsdommernes styrke ligger. Mendelssohns italienske symfoni er et interessant emne, men den kan vores dommere ikke sætte så mange ord på.

Sådan noget som brugskunst og kunsthåndværk er også svært for os. Det er svært at hidse sig op over, at den japanske raku-brændingsteknik skulle være mere vedkommende eller sindsoprivende end europæiske brændingsmetoder. Så er det nemmere med en som Christian Lollike. Nærmest alle hans værker er voldsomt kontroversielle; om det så er Breiviks manifest eller de benløse Afghanistan-veteraner, der danser sammen med balletdansere på Den Kongelige Ballet. Dér er der altid noget at tale om, og det sætter altid nogens pis i kog. Det er på en og samme tid programmets styrke og dets svaghed.”

Nu fylder ’Smagsdommerne’ 10 år, og mens mange andre programmer nærmest skifter værter, som vinden blæser, har alle 10 år været med dig som oversmagsdommer. Hvordan kan det være, at du er blevet hængende så længe, og hvor længe vil du fortsætte?

Adrian Hughes: ”For mig er det at arbejde som vært på ’Smagsdommerne’ så privilegeret, at jeg ville have gjort det gratis, hvis det ikke lige var sådan, at nogen ville betale min løn. Du kan ikke skitsere et bedre job for mig. Jeg får lov til at tage ind og opleve en række teaterstykker, biograffilm eller besøge nogle inspirerende udstillinger, og bagefter mødes jeg med tre intellektuelle mennesker og diskuterer, hvad jeg lige har oplevet. Jeg elsker kunst og kultur, og jeg elsker at tale om det, så det er det optimale job for mig. Jeg er vært på programmet, så længe det eksisterer, eller indtil nogle andre beslutter, at jeg skal ud af stolen.”

Jubilæumsudsendelsen af ’Smagsdommerne’ kan ses på dr.dk/tv

Facebook
Twitter