Sørens sidste vejrudsigt: Sol og surprise på Samsø

Efter 22 år som vejrvært i DR havde Søren Jacobsen torsdag sin sidste vejrudsendelse. Den blev sendt fra Samsø Festival, og vi var med på dagen, der kulminerede med en kollegial overraskelse på direkte tv.

Nuværende og tidligere kolleger overrasker Søren Jacobsen i hans sidste vejrudsendelse. (Foto: Lars Møller Hansen)

DR Vejrets blå vejrbil er omgivet af campingvogne og telte, og duften af friture og stegt flæsk fra den nærliggende madbod hænger i luften. I baggrunden er hovedscenen, hvorfra kunstnere som Donkey Sound, Hjalmer og Jacob Dinesen sætter gang i Samsø Festival – og leverer lydtapetet til vejrholdets arbejde denne torsdag.

I vejrbilen sidder vært og meteorolog Søren Jacobsen og forbereder aftenens udgave af ’Vores Sommervejr’:

- Vejret i morgen er ikke specielt nemt. Det bliver mere ustadigt, og det sværeste at forudsige er ustadigt sommervejr.

- Men jeg er jo en erfaren rytter, smiler han.

- Jeg har dannet mig mine meninger og sætninger om, hvad jeg skal sige til de enkelte vejrgrafikker.

Dagen før var en særlig dag i vejrbilen for Søren Jacobsen og kollegerne. På Lolland blev der sat ny dansk varmerekord for måneden juli, og man var tæt på at slå årsrekorden fra august 1975.

- Selvfølgelig ville jeg gerne gå ud med et bang. Men vi fik stadig en ’lille’ rekord, og jeg er glad for, jeg nåede at være med til at formidle den, fordi det er vejrhistorie. Det er en god ting at runde på falderebet. Det kunne man også fornemme, da vi sad i bilen i går, fortæller Søren Jacobsen.

Vil savne kammeratskabet

Optagelser på stranden til aftenens udgave af 'Vores Sommervejr'. (Foto: Lars Møller Hansen)

I dag er så endnu en særlig dag for vejrholdet. Ikke fordi der er udsigt til rekordtemperaturer – selvom solen kaster sit varme spotlys på festivalpladsen – men fordi det er Søren Jacobsens sidste dag som vejrvært i DR efter 22 år på skærmen.

- Jeg har tænkt over det det sidste år og forberedt mig mentalt på at stoppe. Ikke på grund af opmærksomheden og søgelyset, der følger med som vært. Jeg er her på grund af min metier – på grund af vejret. Men jeg har forberedt mig på at miste den kollegiale del af det at gå på arbejde. Der er et kammeratskab, som jeg kommer til at savne.

Alligevel har han valgt at stoppe nu, hvor han fylder 62 år.

- Jeg har mange livsinteresser, der ligger i Humlebæk, hvor jeg bor, mens arbejdet ligger i Aarhus. Jeg har gode netværk, der ikke handler om at arbejde, så jeg har masser at tage mig til. Det er rart at kunne gå selv i stedet for, at en kommer og siger: ’Søren Jacobsen, nu er det slut’. Jeg synes, jeg stopper nogenlunde på en top – det er en god fornemmelse.

Fra vandkant til scenekant

Festivalstemningen indfanges, da musikeren Hjalmer går på scenen. (Foto: Lars Møller Hansen)

Søren Jacobsen og fotograf Anders Ekström har for en stund forladt festivalområdet og er gået til stranden for at optage en sekvens til aftenens udsendelse. Jacobsen har smidt strømper og sko, og med fødderne i vandkanten fortæller han, hvad luftfugtigheden betyder for vores velbefindende på de varme sommerdage.

Journalisterne Alexander Janku og Helena Holvad er draget ud på festivalpladsen for at lave et indslag med nogle af gæsterne, og redaktør Anders Lifland indfanger sammen med Anders Ekström publikumsstemningen helt oppe ved scenekanten, da sangeren Hjalmer går på.

Cirkusfornemmelse i benene

Søren Jacobsen lægger makeup før udsendelsen med vejrbilens sidespejl som hjælper. (Foto: Lars Møller Hansen)

Årets tema for ’Vores Sommervejr’ er det genåbne Danmark efter to år med corona-nedlukninger. Derfor kører vejrholdet i seks uger rundt i Danmark og besøger festivaler i ordets bredeste betydning. Det vil sige både musikfestivaler, spejderlejre og idrætsbegivenheder.

- Det er fedt at komme ud og møde mennesker, som vi i det daglige servicerer fra studiet i Aarhus. Det giver et stort drive og stor motivation. På en musikfestival som her på Samsø giver det også et pres på produktionen med mange mennesker tæt på os, og med øl-indtaget er der nogle, der kommer endnu tættere på. Det er hårdt at være af sted, og man har en decideret cirkusfornemmelse i benene, når man kommer hjem. Men jeg nyder det. Der er et kammeratskab og en faglighed, som vi ikke kan fange hjemme i studiet, siger Søren Jacobsen.

Alt sat ind på overraskelsen

  • Så er 'Vores Sommervejr' i gang direkte fra Samsø Festival. (Foto: Lars Møller Hansen)
  • Interview med festivalens konferencier Frank Megabody. (Foto: Lars Møller Hansen)
  • Søren Jacobsen er godt i gang med udsendelsen uden at vide, at han om lidt bliver overrasket for åben skærm. (Foto: Lars Møller Hansen)
1 / 3

På festivalpladsen nærmer vi os udsendelsesstart. Fotograf Anders Ekström har lavet en teknisk prøve med DR Byen i København, og klokken 17.30 er det tid til en prøve på udsendelsen. Prøverne skal først og fremmest sikre, at alt det tekniske fungerer, og at udsendelsens rundown er på plads, så alle ved, hvornår gæst, indslag og overlæg skal komme.

Klokken 18.50 går Søren Jacobsen på, og i velkomsten fortæller han seerne, at ’det her er faktisk min sidste vagt som vejrvært her på ’Vores Vejr’’. Hvad han ikke ved er, at det skal blive meget tydeligt for seerne i slutningen af udsendelsen.

I over en måned har hele vejrredaktionen kendt til planerne om at overraske Søren Jacobsen i hans sidste udsendelse. Og i denne uge har holdet gået rundt i hemmelighed og planlagt overraskelsen bag hans ryg – og aftalt alt det praktiske med afviklingen i DR Byen og arrangørerne af Samsø Festival. Der skulle både smugles en buket, lagkager og gamle kolleger forbi Søren Jacobsen og laves en lidt forfalsket prøve på udsendelsen for at snyde værten, så der var et ekstra minut til at overraske ham i live-udsendelsen.

Og da Søren Jacobsen er i gang med at runde femdøgnsprognosen af, sker det:

- Der kommer nogle regnbyger og den her lidt køligere luftmasse, og vinden går naturligvis i samme omgang i vest … og nu sker der nogle ting og sager som – hahahaha …

Nuværende og tidligere kolleger bryder ind i den direkte udsendelse. Anders Lifland, ledende redaktør på DR Vejret, siger tak til Søren Jacobsen for de 22 år som vejrvært. Journalist Helena Holvad har en stor buket blomster med, og vejrredaktør Holger Rasmussen og tidligere vejrvært Jesper Theilgaard kommer hver med en lagkage.

- I er jo ikke rigtig kloge … tak skal I have … tak, tak, tak, kommer det fra den glade og overraskede vært, mens de nærmeste festivalgæster klapper.

'En enestående meteorolog, vært og kollega'

  • Søren Jakobsen bliver overrasket med blomster og kage af kollegerne. (Foto: Lars Møller Hansen)
  • Midt i surprisen skal Søren Jacobsen lave et sidste overlæg til 'Aftenshowet'. (Foto: Lars Møller Hansen)
1 / 2

En helt fortjent afsked med den populære vejrvært, fortæller Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder og ansvarlig for DR Vejret:

- Søren har været redaktionens samlingspunkt – ham som kollegerne går til for at tale om både vejrfaglige ting og for at tale om redaktionens forhold. Søren har været en enestående meteorolog, vært og kollega. Ambitiøs til det sidste, se bare i går. Uendelig frisk på at lære noget nyt og tage nye initiativer for at lave endnu bedre udsendelser. Har holdt sig skarp og nysgerrig i alle årene, altid med fokus på hvad der var bedst for DR og DR Vejret. Altid klar til at give en hånd, hvor der var behov, altid klar på at hjælpe en kollega eller tage sig tid til at snakke med en seer. Et helt igennem godt menneske som vi kommer til at savne helt vildt, og som vi håber, vi kan lokke til Aarhus, når det kniber med meteorologien eller med at få vagtplanen til at hænge sammen.

Det begyndte i 1981 med vejrkort for piloter i Københavns Lufthavn, siden blev han vagtchef i DMI, og i 22 år har Søren Jacobsen givet danskerne vejrudsigten på DR. Det slutter med sol og surprise på Samsø – men vejret slipper han ikke.

- Det er så indgroet en del af mig, at jeg står op om morgenen og kigger ud på himlen. Stemmer det overens med det, vi forudsagde. Jeg kigger på vejrkort. Det bliver et andet, ikke så professionelt, forhold til det nu. Men hvis DR har brug for, at jeg hjælper til med en vejrvagt, så gør jeg det, smiler Søren Jacobsen.

  • Søren Jacobsen og tidligere vejrvært Jesper Theilgaard nyder et stykke lagkage efter udsendelsen. (Foto: Lars Møller Hansen)
  • Fra vejrredaktionen: Redaktør Holger Rasmussen, journalist Alexander Janku og fotograf Anders Ekström. (Foto: Lars Møller Hansen)
1 / 2