Sofie Linde får sit eget talkshow

I nyt underholdende talkshow på DR Ultra vil Sofie Linde føre børn og forældre tilbage i hinandens liv. ’Sofie Linde Show’ sendes første gang lørdag den 25. april klokken 20.00 på DR Ultra.

Sofie Linde inviterer hele familien indenfor i sit spritnye talkshow på DR Ultra, hvor hun sammen med Bubber, Tyrees Tyr og Isak fra MGP 2015, et veloplagt publikum samt en masse kendte gæster, vil tvinge børn og voksne tilbage ind i hinandens liv. (Foto: Lars E Andreasen © Type 1)

Hun er børnenes ven. Og hun har i lang tid været kendt som vært på DRs børneprogrammer som ’MGP’, ’SommerSummarum’, ’Unik’, ’Ramasjang Live’ og ’Fredagsfesten’. Nu har hun i en alder af blot 25 år fået sit helt eget talkshow for børn – og forældre må godt kigge med.

Familien skal samles

De hyggelige stunder i familiens skød har veget pladsen for lange arbejdsdage, selvrealisering, tablets og sociale medier. Lørdag aften foran fjernsynet er snart det eneste sted, hele familien er samlet, og det har Sofie Linde tænkt sig at udnytte. Når ’Sofie Linde Show’ slår dørene op for et veloplagt publikum i DR Byens Studie 5, vil Sofie Linde forsøge at føre børn og voksne tilbage ind i hinandens liv. Og det skal ske med masser af grin, skøre eksperimenter, kendte gæster og gakkede overraskelser tilsat sprød musik fra talkshowets faste husorkester – MGP 2015’s Tyrees Tyr og DJ’en Isak.

"Det forpligter at have sit eget navn med i programtitlen. Derfor bliver det min ypperste og fornemste opgave at få smilene frem på alles læber," siger Sofie Linde.

Bubber er mand i marken

Bubber har fået en fast job som korrespondent på ’Sofie Linde Show.’  Som udsendt reporter påtager han sig at undersøge og udfordre de mange forvirringer og forventninger, der gør det svært for børn og voksne for alvor at forstå hinanden. Han ansætter en otte-årig som assistent, og får ham siden til at tilrettelægge det foredrag, han skal ud og holde. Han tvinger voksne politimænd til at finde deres indre legebarn frem igen og give sig til at sjippe midt på strøget.

Sofie og Bubbers mission er klar: Posen skal rystes, familierelationerne skal vendes på hovedet, og børn og voksne skal øve sig i at kigge på hinandens liv fra et andet perspektiv end deres eget - for at de, når showet er slut, har fået en større forståelse for hinanden.

Sluk fjernsynet – bagefter…

Paradoksalt som det lyder, har ’Sofie Linde Show’ også en mission om, at der lidt oftere skal slukkes for fjernsynet. Talkshowet ønsker nemlig, at børn og voksne bliver lidt bedre til at se hinanden i øjnene, bruge noget mere tid og lave flere ting sammen. Derfor appellerer ’Sofie Linde Show’ til at man måske hiver stikket ud på fjernsynet en gang i mellem.

Kirstine Vinderskov, der er kanalredaktør fra DR Ultra, siger:

"Der findes rigtig mange skærme hjemme hos børnefamilierne. Vi håber naturligvis at ’Sofie Linde Show’ er på én af de skærme en gang i mellem – men nogle gange skal man huske at kigge op fra dem og finde ud af, hvordan far, mor eller barn har det. På den måde kan vi måske mindske afstanden mellem børn og voksne – og ikke mindst få lidt flere sjove stunder sammen."

’Sofie Linde Show’ er et talkshow for hele familien og sendes første gang lørdag den 25. april klokken 20.00 på DR Ultra og ni efterfølgende lørdage.