’Sommertogtet’ lægger til kaj: Højt humør og musik under åben himmel i Ebeltoft

Snart ruller ’Sommertogtet – lyden af vores land’ over skærmen for andet år i træk, når Troels Lyby i selskab med en lang række musikalske gæster sætter sejl og drager rundt i det danske sommerland ombord på skibet ’Aron’. Vi var med, da ’Sommertogtet’ kom til Ebeltoft.

Hundrede mennesker var samlet på havnen, da 'Sommertogtet' kom til Ebeltoft. (Foto: Lasse Lagoni © © Lasse Lagoni - www.lasselagoni.com)

En smuk og solrig tirsdag i juni står i livemusikkens tegn på havnen i Ebeltoft. Mens Windsurfere farer rundt på det spejlblå hav, er en række teknikere og tv-folk ved at gøre klar til aftenens koncert.

Programrækken ’Sommertogtet’ er i dén grad kommet til Ebeltoft, og allerede tidligt på dagen har skibet ’Aron’ og dets besætning gjort indtog i havnen efter en sejlads fra Kalø Vig.

Mandskabet tæller Troels Lyby, der for andet år i træk er vært på programmerne. Med sig har han i dag Lis Sørensen, Annika Aakjær og Andreas Odbjerg, og mens der stilles bænke, bar og scene op til aftenens koncert, er musikerne sendt i byen, hvor Lis Sørensen giver et nummer på en lokal restaurant.

En musikalsk oplevelse i en svær tid

Sommertogtet - lyden af vores land’ blev sendt for første gang sidste sommer, og som et nyt element afslutter man hvert program i årets udgave med en vaskeægte koncert, hvor lokale borgere får mulighed for at opleve alle tre musikalske gæster og et stort anlagt fællesnummer.

Ifølge Eva Kvist, der er DR’s redaktør for sommertogtet, har det været vigtigt for holdet, at der i år var flere, som havde mulighed for at være med under optagelserne.

- Vi havde en idé om at kunne give musikken tilbage til danskerne nu, hvor man må forsamles lidt flere, end man måtte sidste år. Dér spillede musikerne mest for hinanden, men i år har vi tænkt meget over, hvordan vi bedst muligt får skabt nogle musikalske oplevelser, som både kommer musikerne og publikum til gode, siger hun.

Mens musikerne er sendt i byen, gør holdet klar til aftenens koncert under åben himmel. (Foto: Sebastian Alexander Skousgaard)

Som dagen skrider frem på havnen i Ebeltoft, er netop det eftertragtede publikum ved at melde sin ankomst på den vindstille plads lige ud til vandet. Omkring hundrede mennesker er indbudt til at overvære optagelserne, og man kan mærke, at det summer af forventning blandt gæsterne, mens de finder deres pladser.

Nogle har medbragt picnickurve og dåsesodavand, mens andre slukker tørsten i den til dagen opstillede bar. ’Sommertogtet’ skaber gode rammer for at kunne mødes med andre om musikken, og ifølge Eva Kvist har netop det møde været omdrejningspunktet for mange af tankerne bag programmet.

- Vi vil med ’Sommertogtet’ gerne præsentere det fællesskab, som det kan give at synge og opleve musik sammen. I en periode, hvor man ikke har haft så mange andre muligheder for at samles, har musikken været et helle for mange danskere. Vi håber på både at kunne levere en skøn rundtur i vores dejlige land såvel som nogle solide musikalske oplevelser undervejs.

’Sådan er det bare at lave fjernsyn’

Allerede under lydprøven skal det dog vise sig, at live-elementet også kommer med en række udfordringer. Mens Andreas Odbjerg og bandet øver et nummer, viser det sig, at musikernes trådløse mikrofoner benytter de samme frekvenser, som radioerne på nogle af de nærliggende skibe, hvilket skaber problemer med lyden. Kort efter skaber et defekt kabel problemer for Annika Aakjær, hvilket hun dog tager med et smil:

- Ja, sådan er det at lave fjernsyn. Det er sgu i virkeligheden ikke særlig magisk, men hvor er det fedt at stå foran et rigtigt publikum, siger Annika Aakjær til de begejstrede fremmødte, mens holet hurtigt finder et nyt kabel.

I ’Sommertogtet’ kan man opleve både legendariske musikere som Lis Sørensen og nyere navne som Andreas Odbjerg. Ifølge Eva Kvist har det været vigtigt for holdet bag programmet, at de kan være med til at åbne danskernes øjne for noget musik, som de måske ikke kendte i forvejen.

- Vi håber jo, at unge seere, der måske er fan af Andreas Odbjerg, får øjnene op for, at Lis Sørensen er en superdygtig sanger, som de måske ikke kender så meget til - og omvendt at nogle af de ældre seere, som måske kender Lis Sørensen fra hendes lange karriere, får øjnene op for nogle af de yngre talenter. Udover at de tre musikere i programmet inspirerer hinanden, er håbet, at vi med programmerne også kan inspirere danskerne til at åbne sig en smule overfor nye genrer eller kunstnere, siger hun.

Inkarnationen af godt selskab

Annika Aakjær, Andreas Odbjerg og Lis Sørensen får alle sat gang i publikum i Ebeltoft med energiske og indlevende optrædener. Der kommer særligt gang i folk, da Lis Sørensen beder publikum om at skråle med på ’Tæt på Ækvator’.

- Kom nu alle sammen. Syng med. I må godt, udbryder Lis Sørensen fra scenen, hvorefter både unge og gamle stemmer i med sangens omkvæd.

Koncerten bliver afsluttet med et stort fællesnummer, hvor både de tre musikere og vært Troels Lyby, træder op og synger med til sidst.

- Troels er simpelthen inkarnationen af godt selskab. Han kan gøre alt det, man skal som vært, men er samtidig meget musikalsk og en rigtig god sanger. Det giver en fed effekt, at han også kan være med til at løfte fællesnummeret i slutningen af hvert enkelt program, siger Eva Kvist.

Under det store fællesnummer får musikerne selskab af vært Troels Lyby, som synger med til slut. (Foto: Lasse Lagoni © © Lasse Lagoni - www.lasselagoni.com)

Mens bandet slår de sidste toner an, takker holdet publikum mange gange for at være mødt op i dag. Dog er der ikke tid til at hvile på laurbærrene, for ’Aron’ er allerede sejlet i forvejen. Dagen efter skal et nyt hold musikalske gæster samles op, når ’Sommertogtet’ indtager en ny dansk havn.

Programmet får premiere lørdag den 14. august på DRTV og på DR1 klokken 20.00.

Facebook
Twitter