’Sporløs’ vender tilbage med ny vært

Programserien er tilbage i 2022 med Mette Frisk som vært. Allerede nu efterlyser DR folk, der har mistet kontakten til for eksempel familiemedlemmer eller ønsker at finde deres biologiske rødder.

Mette Frisk bliver ny vært på ’Sporløs’. Hun er netop blevet færdig med ’Forsvundne Arvinger’, hvor dette foto er fra. Foto: Kasper Borg Rabøl. (Foto: Kasper Borg Rabøl)

En rigtig DR-klassiker vender tilbage på skærmen i 2022 – nemlig programmet ’Sporløs’.

I den kommende sæson bliver Mette Frisk vært, og selv om der stadig er et stykke tid, til programmerne skal sendes, er DR nu gået i gang med at efterlyse folk, der har mistet kontakten til et nært familiemedlem eller ønsker at finde deres biologiske rødder.

- ’Sporløs’ har stolte traditioner for at gøre en kæmpe forskel i de medvirkendes liv, og det glæder jeg mig utroligt meget til føre videre. For jeg er vild med lige præcis det universelle emne, som ’Sporløs’ handler om - nemlig hvad vi er rundet af. Og jeg føler mig privilegeret ved at få lov at stå på skuldrene af så mange dygtige mennesker, der har været forbi det program – og så nu også være med til at tage det nye steder hen, siger Mette Frisk.

Hun går i gang med programmerne, efter at hun nu har afsluttet produktionen af en ny runde ’Forsvundne arvinger’, der har været sendt de seneste uger og fortsat kan ses på DRTV.

Sendt i over 20 år

DR har sendt ’Sporløs’ siden 1999, men har holdt pause på programmet siden 2019. Gennem årene har navne som Hans-Georg Møller, Line Baun Danielsen, Lillian Gjerulf Kretz, Louise Wolff, Rie Helmer Nielsen og Ditte Haue været værter for ’Sporløs’ og i de fleste tilfælde også været med på rejsen for at finde de forsvundne slægtninge.

DR’s programchef for Aktualitet, Kultur og Dokumentar Lisbeth Langwadt forklarer, at hvert program kommer til at vare 58 minutter, når ’Sporløs’ er tilbage:

- Dermed bliver der endnu bedre mulighed for at fortælle alle de historier, vi møder på rejserne ud i verden. ’Sporløs’ er ægte TV, hvor vi leder, finder og genforener for rullende kamera. Dem, vi leder efter, er aldrig fundet før afrejse, siger hun.

Lisbeth Langwadt understreger, at ’Sporløs’ i den nye sæson også vil rejse debat, hvis der er grund til det.

- Alt for ofte finder vi problemer i adoptionssagerne i de lande, vi rejser til. Nok skal ’Sporløs’ være programmet, der finder vores deltageres biologiske ophav. Men det skal også være programmet, der kan rejse debat, når der har været urent trav. Det bliver der også mere plads til, når udsendelserne varer en lille time, siger programchefen.

Ligesom tidligere er det STV Productions A/S, der producerer ’Sporløs’ for DR.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk