Stemmen bag ‘Bagedysten’: “Jeg vil ikke vide, hvem der vinder”

Du kender ham ikke, indtil du hører hans stemme. Én af fordelene som speaker for ‘Den Store Bagedyst’ er blandt andet, at man ikke bliver genkendt i Brugsen, fortæller Jesper Markward Olsen.

Jesper Markward Olsen har været speaker på 'Bagedeysten', siden programmet havde premiere i 2012. (Foto: DR)

Fra den 14. september ruller en ny sæson af ‘Den Store Bagedyst’ over skærmen på DR1. Det betyder et gensyn med velkendte ansigter som værten - Timm Vladimir, og dommerne, Jan Friis-Mikkelsen og Mette Blomsterberg. Det betyder også et genhør med én af ‘Bagedystens’ hemmelige helte, Jesper Markward Olsen, der har været speaker på programmet siden det havde premiere i 2012.

“Noget af det sjove ved programmet er, at ting, der egentlig ikke er dramatiske, pludselig bliver det. Som når chokoladen knækker, når den ikke er blevet tempereret ordentligt. Det er en hårfin balance, for speaken må ikke blive karikeret på nogen måde,” siger Jesper Markward Olsen.

Kan du ikke lige sige fondant?

Som det ofte er med reality-tv, bliver deltagerne i ‘Den Store Bagedyst’, der før optagelserne blot var almindelige folkeskolelærere, tandlæger og frisører, pludselig interessante for store som små medier, der vil vide alt om deres baggrund og familieforhold. Som speaker slipper man for den slags opmærksomhed, og det er Jesper Markward Olsen fint tilfreds med.

“En af fordelene ved at være en del af lyden fra skærmen og ikke være på selve skærmen er, at man ikke bliver genkendt nede i brugsen,” siger han og tilføjer:

“Men når folk finder ud af, at det er mig, der speaker, siger de gerne “Ah, er det dig? Kan du ikke lige sige ‘fondant’?”” siger Jesper Markward Olsen med et smil.

Speak med et smil

Han har speaket mange programmer og magasiner i sin tid i DR og har blandt andet opgaver for Detektor for tiden. Han fortæller, at der er stor forskel på, hvordan forskellige typer programmer skal speakes. Det er vigtigt at være i det rette humør afhængigt af, hvordan stemningen i programmet er.

“Jeg smiler meget, når jeg speaker bagedysten. Det gør jeg, fordi der er en let tone i programmet. Det er noget andet end eksempelvis ’Detektor’, der er meget faktuelt,” siger han.

Jesper Markward Olsen mener, at en god speak ikke er det eneste, der skaber en stemning i programmet. Det kræver, at alle elementer spiller sammen.

“Den måde, jeg speaker på, spiller sammen med den måde, programmet bliver klippet på, og den musik, vi bruger, og den måde, værterne opfører sig på. Det er altsammen med til at skabe den stemning, vi kender fra ’Bagedysten’,”

Den store fan

Som speaker har Jesper Markward Olsen rig mulighed for at få indblik i, hvad der kommer til at ske i ‘Den Store Bagedyst’ længe før den gængse tv-seer. Men det kunne aldrig falde ham ind at spolere handlingen for sig selv.

“Jeg ser aldrig programmerne, før de bliver sendt. Jeg har en syv årig datter, som jeg ser det sammen med, og vi slubrer det i os. Jeg kunne aldrig drømme om at undersøge på forhånd, hvem der vinder. Det ville jo ødelægge al spændingen,” siger han.

Masser af kage

Jesper Markward Olsen er ikke til daglig en del af den redaktion, der producerer ‘Den Store Bagedyst’, men har naturligvis arbejdet tæt sammen med holdet bag programmet i flere år. Og det er ikke uden frynsegoder.

“Man spiser rigtig meget kage på ‘Bagedyst’-redaktionen. Redaktøren er selv en mesterbager, og flere på redaktionen er dygtige bagere, så man får altid noget lækkert til arbejdet,” siger Jesper Markward Olsen.

Facebook
Twitter