Stor opmærksomhed på DRs sprogbrug

"Fuck" er det ord, som lyttere og seere klager allermest over til DR. Knap seks procent af alle kritiske henvendelser til DR egentlige sprogklager, viser en opgørelse fra lytternes og seernes redaktør.

Task Force er en af de programtitler, der har fået flere til at reagere. Her er det værten Kasper Simonsen. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Bandeord, engelske gloser eller dårlig udtale slipper ikke uden videre forbi DRs lyttere, seere og brugere. Der er stor opmærksomhed omkring sprogbrugen på DRs sendeflade, og faktisk er knap seks procent af alle kritiske henvendelser til DR egentlige sprogklager.

Det viser en opgørelse, som DRs lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup har lavet i forbindelse med sin halvårlige gennemgang af henvendelserne til DR.

Ud af 7000 kritiske henvendelser til 'Kontakt DR' via dr.dk/omdr eller til DRs ledelse har knap seks procent handlet om utilfredshed med DRs sprogbrug.

Ifølge Jacob Mollerup kan sprogklagerne puttes i fem kasser, der nærmest er lige store. Der er kritiske henvendelser om groft sprog, forkert sprogbrug, udvanding af det danske sprog, sprogsjusk og misvisende sprogbrug.

Der bliver klaget mest over "fuck"

"Fuck" er det ord, der bliver klaget allermest over, men der blev også reageret, da udtryk som "ad helveds til" og "noget lort" blev brugt i et afsnit af DRs julekalender sidste år, ’Absalons Hemmelighed’.

Seere og lyttere klager også jævnligt over, at DR-medarbejdere bytter rundt på ’hans’ og ’sin’ eller fumler rundt med ord som springer/sprænger, ligger/lægger og kræft, der bliver til "kraft".

Værter, der japper med sætningerne, sludrer eller taler sort udløser også klager, og det samme gør sjuskede tekster på tekst-tv og på dr.dk. Også brug af engelske ord eller programnavne som "mingle", ’Taskforce’ og ’Update’ har givet klager.

Nyt internt sprogsite på vej

"En del af protesterne går i virkeligheden på den faktiske udvikling i det danske sprog. Men der er også mange eksempler på rene sprogfejl og fejl i udtalen. Her er der virkelig noget at tage fat på. Derfor er det tiltrængt, at DRs ledelse nu har lovet at intensivere sprogarbejdet og blandt andet vil lave et internt sprogsite som et praktisk redskab i kampen mod sprogfejlene. DR har indlysende en stor forpligtelse på dette område," siger Jacob Mollerup.

Facebook
Twitter