Stor succes for DR ved Prix Europa

DR sikrede sig tre ud af de 13 hovedpriser og tre andenpriser ved den fælleseuropæiske mediefestival i Berlin. For 2. år i træk har DR lavet 'Årets bedste europæiske musikprogram i radioen'

  • Prix Europa-statuetten til DR's dokumentar 'Menneskesmuglerne'. (Foto: (DR))
  • Programserien ’Sangenes blå bog’ om Højskolesangbogen blev ’Årets europæiske musikprogram i radioen’. Det er andet år i træk, DR får den pris. (Foto: Petra Kleis)
1 / 2

DR gjorde en rigtig god figur i Berlin, da der fredag aften blev uddelt priser ved den 32. udgave af den fælleseuropæiske mediefestival, Prix Europa. Af de i alt 13 Prix Europa-statuetter, der skulle skifte hænder, sikrede DR sig de tre - ligesom det også blev til tre andenpriser, de såkaldte ”Special Mentions”.

Dermed fik DR-medarbejdere og -programmer en 1. eller 2. pris i næsten halvdelen af kategorierne, hvilket er helt usædvanligt i forhold til tidligere år. Sammenlagt har 591 programmer og projekter fra hele Europa været indstillet til Prix Europa-priserne, og DR havde 16 nomineringer på forhånd.

For andet år i træk modtog DR en Prix Europa for at have lavet ’Årets europæiske musikprogram i radioen’. Her gik prisen til Susanna Sommer og Karen Secher for P2-programmerne og podcasten ’Sangenes blå bog’, hvor de to værter med sangene fra højskolesangbogen som kompas dykkede ned i højskolebevægelsens, fællessangens og det moderne Danmarks historie. Programmerne var P2’s optakt i marts til DR’s store fællessang-event ’Live fra Højskolesangbogen’ den 17. marts i år, hvor der blev sunget løs flere steder i landet 12 timer i træk og sendt direkte på P2 og DR K.

’Det med Liv’ fik også en Prix Europa

Også en anden podcast fra DR kunne rejse hjem med en Prix Europa. P3-podcasten ’Det med Liv’, der er en fiktionsserie, som udspiller sig på et gymnasium, hvor en fest stikker helt af, og hvor en vennegruppe går i opløsning, sikrede sig en Prix Europa for at være ’Årets bedste europæiske radiofiktionserie’.

Blandt skuespillerne i ’Det med Liv’ var Victoria Carmen Sonne, der tidligere på året fik en Robertpris for ’Bedste kvindelige birolle’ i filmen ’Vinterbrødre’, samt skuespillerne Neel Rønholt og Emma Sehested Høeg. Det er Julie Budtz Sørensen, der har skrevet ’Det med Liv’, Eirik Sæter Stordahl instruerede, mens Mette Kruse fra DR Radiodrama var producent.

’Det med Liv’ var den første fiktionsserie som podcast, som DR lavede til P3’s målgruppe, og den blev udgivet i februar i år.

Pris til program om menneskesmuglere

Sidst, men ikke mindst sluttede DR også aftenen af med at få en Prix Europa for ’Årets bedste europæiske TV-aktualitetsprogram’. Her gik den europæiske hæderspris til dokumentaren ’Menneskesmuglerne’, som Poul-Erik Heilbuth, Georg Larsen og Kasper Vedsmand tilrettelagde, og som for nyligt også var nomineret til en international Emmy i New York – uden dog at få statuetten.

’Menneskesmuglerne’ er et usædvanligt kig ind i menneskesmuglerens hemmelige ”værksted”, og folkene bag programmet fik for eksempel gennem et år mulighed for at følge menneskesmugleren Ali.

Poul-Erik Heilbuth var også én af de fem nominerede i kategorien ’Årets europæiske journalist’, men her måtte han dog se statuetten gå sin næse forbi.

DR’s Poul-Erik Heilbuth har været med til at lave ’Menneskesmuglerne’, som blev ’Årets bedste europæiske TV-aktualitetsprogram’. Han var også nomineret som ’Årets europæiske journalist’, men fik dog ikke den pris. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Tre gange nummer to

Det lykkedes også for DR at få tre andenpriser – såkaldte Special Mentions - ved Prix Europa – også selv om der i flere af kategorierne var op til 25 nominerede til priserne.

DR-værten Abdel Aziz Mahmoud fik en Special Mention for programserien ’Helvedes homo – en muslim springer ud’ i kategorien TV Iris (Prisen for kulturel diversitet), mens der var en andenpris til dokumentaren ’Hushjælp i helvede’ af Søren Klovborg i kategorien ’Bedste europæiske TV-dokumentar’.

Endelig var der også en andenpris i kategorien ’Bedste europæiske radiofiktion’ til DR’s radiodramapodcast ’Kom ind i min drøm’ med manuskript af Christian Dorph og Simon Pasternak og instrueret af Thomas Bjerregaard. Folkene bag Prix Europa valgte også specielt at fremhæve 'Ramasjang redder bierne'-projektet, der fik en 3. plads i kategorien 'Bedste europæiske online-projekt'. Projektet fik også en Special Mention.

Det er en lang række europæiske medieselskaber, Europa-Parlamentet og det europæiske radio- og TV-samarbejde, EBU, som står bag Prix Europa, der har været holdt siden 1987.