’Store Nørd’ nørder igennem på sommerlejr

Sidste år var omkring 1400 børn på Nørd Camp og til Nørd Days i deres sommerferie. I år bliver der holdt tre nye camps og Nørd-dage på Musicon i Roskilde i perioden fra den 30. juli til 9. august.

Brødrene Emil og Kåre Nielsen er ’Store Nørd’, og de dukker selv op på alle tre camps. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Der skal både eksperimenteres med naturfænomener, leges felthospital og udføres masser af vilde forsøg, når Kåre og Emil Nielsen fra DRs 'Store Nørd'-programmer igen i år forlænger deres tv-udsendelser på DR Ultra med sommercamps for 9-13-årige.

Det gør de ad tre omgange - fra den 30. juli til den 1. august, fra den 4.-6. august samt fra den 7.-9. august, og alle tre camps er med overnatninger og foregår på Musicon i Roskilde. Nørdcamp er et samarbejde mellem DR, Det Danske Spejderkorps og Orange Innovation/Fonden Roskilde Festival, og kort fortalt bliver Musicon omdannet til et sammensurium af nørdaktiviteter og udfordringer, der står i naturvidenskabens og teknikkens tegn.

"På mange måder bliver sommercampen ligesom sidste år, da vi synes, vi har fundet en form, der er rigtig god. Nørderne Kåre og Emil forstår at formidle naturvidenskab på en måde, som børn synes er rigtig sjov, og på Nørdcamp får de mulighed for selv at blive en del af det, som de normalt ellers kun kan se på skærmen. Samtidig kan de møde andre børn, der har den samme interesse," siger projektleder Kasper Zederkof fra DR Salg.

Den helt overordnede tanke med Nørd Camp er, at børn skal blive begejstrede over og lære om naturvidenskab og teknik - lige som de skal have en oplevelse af, at de kan prøve opfindelser og eksperimenter af selv.

Blandt begivenhederne på årets Nørd Camp er 'Eventyrløbet', et robotlab, et klimalab og et byggelab - og det helt nye i år er 'Felthospitalet'.

"'Felthospitalet' bliver et helt særligt område, hvor Nørd Camp kigger på kroppen. For eksempel kommer børnene til at se nærmere på vores blod og knogler, og til det formål får vi blandt andet vejledning fra Læger Uden Grænser i år," forklarer Kasper Zederkof.

Brødrene Kåre og Emil Nielsen vil selv være til stede på Nørd Camp en del af tiden, hvor de vil gå rundt og give gode råd og samarbejde med børnene. Og hele campen slutter med, at de laver et show som afslutning på dag tre.

"Det bliver et eksplosivt show, hvor de laver alt det, som børnene ikke selv får lov at lave undervejs, og som man skal være voksen for at forsøge sig med," siger Kasper Zederkof.

Også Nørddays

Hvis man kun har tid eller mulighed for at afsætte en enkelt dag til Nørdcamp, har man også i år mulighed for hanke op i mor, far, bedsteforældre eller venner og tage af sted. Den 2. og 3. august bliver der holdt Nørddays, hvor man kan prøve nogle af aktiviteterne fra Nørdcamp. "Sidste år var cirka 400 til Nørdcamp og 1000 til Nørddays. I år håber vi, at vi samlet får besøg af et sted mellem 1500 og 2000," siger Kasper Zederkof.

Man kan læse meget mere om Nørdcamp på www.noerdcamp.dk.

 

Facebook
Twitter