Syv strygere fra DR Underholdningsorkestret får nyt job i DR

Syv musikere fra DR Underholdningsorkestret vil fra nytår være en del af det styrkede strygerkorps hos DR Symfoniorkestret, der fremover også kan deles i to.

Der bliver plads til syv strygere fra DR Underholdningsorkestret i DR Symfoniorkestret (billedet) fremover. (Foto: Per Morten Abrahamsen © Type 1)

”Vi har nu rekrutteret syv strygere fra DR Underholdningsorkestret til DR Symfoniorkestret som en del af styrkelsen af DRSO. Det vil naturligvis være med til at løfte orkestret endnu mere fremover. Derudover er det meget glædeligt, at vi har kunnet sikre og fastholde så mange af de fremragende musikere fra DR Underholdningsorkestret i DR,” siger DRs ensemblechef Kim Bohr.

Kan deles i to

Styrkelsen af strygerkorpset gør det blandt andet muligt at dele orkestret op i to forskellige orkestre og have samtidige koncerter til glæde for flere, for eksempel. en torsdagskoncert samtidig med en koncert med DR Vokalensemblet.

”Med udvidelsen af DRSO styrker vi samtidig vores ambition om at være blandt de førende symfoniorkestre i Europa,” siger Kim Bohr.

Som et led i økonomiplan 2015-2018 er DR Underholdningsorkestret nedlagt fra nytår. DRs ledelse har i den forbindelse tilkendegivet et ønske om at omlægge det samlede levende musiktilbud til befolkningen fra DR. Det indebærer blandt andet en kunstnerisk og ressourcemæssigt styrkelse af DR Symfoniorkestret, DRs kor og DR Big Bandet. Samtidig indeholder planen en invitation til landsdelsorkestrene om øget samarbejde. DR har nu taget det første skridt ved at styrke DR Symfoniorkestret med udvidelsen af orkestrets strygerkorps.

DR Underholdningsorkestrets musikere kom som de første i betragtning til de nyoprettede stillinger i DRSO. Det er sket i forlængelse af forhandlingerne mellem Dansk Musikerforbund og DR om nedlæggelsen af DR Underholdningsorkestret. Blandt Underholdningsorkestrets 37 fastansatte musikere er syv blevet tilbudt fastansættelse i DR Symfoniorkestret pr. 1. januar 2015. Rekrutteringen til de nye stillinger har fulgt en allerede etableret proces for headhuntning i DR Symfoniorkestret.

 

Facebook
Twitter