Tablet-generationen har fået ny redaktør

Dorte Høeg Brask er ny digital børneredaktør i DR. Hun mener, at DR skal skabe digitale fællesskaber, der involverer børn aktivt, for børn kan lide at skabe og udtrykke sig, og det er deres måde at undersøge og gribe deres omverden på.

DRs digitale børneredaktør Dorte Høeg Brask vil gerne udfordre børn i deres spiloplevelser. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Da DR Medieforskning for en måneds tid siden præsenterede rapporten ’Medieudviklingen 2014’, var der opsigtsvækkende tal at finde på side 24 og 25.

Her står der, at børn nu ikke længere tilrettelægger deres hverdag efter programoversigten, og at fjernsynet er blevet slået af tablets, som er det mest indflydelsesrige medie blandt børn. De yngste vil kunne tilgå indhold, hvor de vil, og når de vil.

Det er ikke videnskab, der totalt ryster Dorte Høeg Brask. Den 1. februar startede hun som digital børneredaktør i DR, og det betyder, at hun fremover skal lægge linjen for DRs digitale børneindhold og udvikle det i tæt samarbejde med redaktionerne for DRs børnekanaler, Ramasjang og Ultra.

”Jeg har altid været optaget af at udvikle gode historier til børn, og det er faktisk det, jeg har beskæftiget mig med det meste af mit arbejdsliv. Der er heller ingen tvivl om, at DR Ramasjang og DR Ultra er et vigtigt og digitalt knudepunkt i børns liv, og som allerede tænker 360 grader rundt på børneområdet ”, siger Dorte Høeg Brask.

DRs børneunivers er på ingen måde fremmed for Dorte Høeg Brask, der i seneste fem år har været filmkonsulent for børn og unge ved Det Danske Filminstitut, hvor hun også har arbejdet tæt sammen med folkene bag Ultra og Ramasjang. Endnu længere tilbage husker nogle hende måske som vært på B&U-programmet ’Scratch’ på DR1.

En af de helt vigtige ting, hun skal beskæftige sig med fremover, er, at DRs stærke børneuniverser rammer børnene, hvor de er.

Hvordan bliver børn involveret?

”Vi skal flytte DRs børneuniverser langt tættere på deres virkelighed. Det betyder, at vi skal være på børns primære platforme: i deres mobil, når de vågner, og på desktop og på tablets efter skole. Vi skal være det fællesskab, de griber ud efter hurtigt og nemt. Tilstedeværelse og tilgængelighed er alt afgørende for at nå dem,” mener Dorte Høeg Brask.

Hvor et program i de fleste af DRs 90 leveår enten er begyndt på radio eller tv, vil fremtidens børneuniverser måske starte som en app eller på nettet, og ikke nødvendigvis havne på TV.

”Det er helt afgørende, at vi får spurgt os selv, hvor et univers starter og slutter bedst. Det kan betyde, at nogle ideer fungerer bedst som spil, hvorimod andre vil have et langt større liv på web, som for eksempel tv-serier. Det vil skabe en større synergi mellem platformene, for hvis vi kun tænker i et vindue, vil børnene hurtigt forsvinde andre steder hen, siger Dorte Høeg Brask.

Noget af det hun vil arbejde med er flere digitale fællesskaber for børn.

”MGP er et stærkt fællesskab allerede, og efter at DR lige har sendt MGP, ved vi, hvordan børn landet over øver sig og performer med sangene. Det har skabt en kæmpe interesse, og det kunne være sjovt at skabe et ”long tale” fællesskab digitalt, hvor de i forlængelse af showet selv kunne uploade deres version af musik og sange som de deler med hinanden,” mener Dorte Høeg Brask.

Hun tilføjer, at børn elsker at skabe, tegne, skrive, teste, battle og dele oplevelser med hinanden, og derfor bliver den form for involvering af ungerne også central i fremtiden, hvis det står til hende.

Ingenting er selvfølge

Selv om DR i dag allerede har en meget populær app til de mindste med Ramasjang-app’en, skal den selvfølgelig løbende opdateres med nye spil, og der skal også udvikles apps til Ultra-målgruppen.

”Spil og apps til børn er et kæmpemarked, og der er hård kamp om børnenes opmærksomhed. Vi kan ikke konkurrere med de største spilproducenter som Minecraft og WoW, men vi kan tilbyde stærke indholdsuniverser og spil, der også har en legende og lærende dimension. Der er for eksempel Hr. Skæg, Rosa fra Rouladegade og Ramasjang Mysteriet som er et hit. Men vi skal hele tiden huske at løfte barren og udfordre børnene i spiloplevelser,” siger Dorte Høeg Brask.

Selv om DRs digitale børneredaktør med sine 44 år, er voksen, føler hun sig ofte mere barnlig i sin nysgerrighed og perception, og hun har stort set beskæftiget sig med børn og børnemedier i hele sit arbejdsliv.

”Jeg tror simpelt bare, at jeg fanger børnenes virkelighed nemmere end de voksnes. Når jeg ser en tegneserie eller går ind i et spilunivers, oplever jeg børnelogikken først, og jeg ser nok på mange måder deres blik på tingene, før jeg forstår de voksnes,” siger Dorte Høeg Brask. 

Sætter ord på det abstrakte

Noget af det, der fascinerer hende, er, hvordan børn nogle gange kan komme med gode betragtninger og sætte ord på det abstrakte, som de voksne har svært ved.

”Jeg oplevede det selv, da mine børn så ’Tidsrejsen’ på DR1 op til jul, og hvor jeg en dag blev spurgt: ”Mor, hvordan er det at rejse i tid? Og hvor er du så når jeg er gammel?” Sådan havde jeg ikke lige tænkt på det, og det efterlod mange samtaler om døden og universet, men det er dét, børn kan,” siger Dorte Høeg Brask.

Hun understreger dog, at det ikke kun er vigtigt, at DR bygger bro til børnenes verden – men også har fat i deres forældre. De skal føle, at DR tilbyder et trygt univers, som omfavner børns virkelighed, og at de sagtens kan bikse aftensmaden sammen, uden at børnene får ubehagelige oplevelser. Men der er ingen tvivl om, at den nye digitale virkelighed byder på udfordringer som DR skal have fokus på også i forhold til digital dannelse.

”Heldigvis er forældre generelt glade for DRs børneunivers, og dem skal vi selvfølgelig også have med ombord fremover. Faktisk vil vi gerne lave endnu flere fællesoplevelser, som børn og voksne kan være sammen om - især for de yngste på Ramasjang. Det vil jo være skønt, hvis vi kan skabe stærke universer, der bringer familierne sammen, i stedet for at de er skilt ad med hver deres tablet og mobil i stuerne. Det vil være en skøn mission, og noget af det, vi skal arbejde mere med fremover,” siger Dorte Høeg Brask.

Facebook
Twitter