‘Tabloid’ er det nye mediemagasin på P1

Marie Louise Toksvig bliver vært på P1's nye mediemagasin, der får premiere til november.

Marie Louise Toksvig bliver vært for P1's nye mediemagasin. (Foto: (C) DR)

'Tabloid' bliver P1’s ugentlige podcast, der tager de største og mest kontroversielle historier i pressen under kritisk behandling. Podcasten vil hver uge undersøge de gode historier og dem, der går galt, konfrontere de ansvarlige hovedpersoner og tage lytterne med ind i det redaktionelle maskinrum.

Vært på den nye podcast bliver Marie Louise Toksvig.

Toksvig har været journalist gennem 30 år, hvor hun har indtaget så godt som alle positioner inden for snart sagt ethvert stofområde. Hun har blandt andet været journalist på Ekstra Bladet, været vært på Radio24Syvs populære krimimagasin, og hun er i dag vært på 'P1 Debat'.

Marie Louise Toksvig glæder til at kaste et nysgerrigt og kritisk blik på pressen. Hun kalder det nye mediemagasin for 'en slags forbrugerjournalistik':

- Det kommer ofte bag på mig, hvor mange forestillinger og fordomme, der er om journalister og navnlig vores arbejdsmetode. Og eftersom journalistikken er noget, vi alle sammen forbruger og betaler for – nogle gange helt uden at lægge mærke til det, er det vigtigt at undersøge og gennemlyse den. Det er på en måde kritisk forbrugerjournalistik om journalistik, jeg skal lave, siger hun og fortsætter:

- Derfor er det vigtigt for mig at lave et program, som er både oplysende og underholdende at lytte til for andre end mediebranchen selv. Vi skal tale om det, de professionelle medier laver, med dem, der laver nyhederne og dem, de handler om.

Skal have en mediekritisk podcast

Kanalchefen for P1, Nikolai Thyssen, er ualmindeligt begejstret over, at Marie Louise Toksvig har sagt ja til at løfte den svære opgave, det er at kaste et kritisk blik på sin egne kollegaer:

- DR skal have en mediekritisk podcast, som udfordrer dem, der sætter præmissen for den offentlige debat: Mediechefer, redaktører, journalister. Det siger næsten sig selv, at man skal gå dobbelt så hårdt til dem, der normalt får lov til at formulere spørgsmålene. Og derfor er jeg utroligt glad for, at Marie Louise Toksvig har sagt ja til være vært. Hun er iskold og ikke bange for gå i flæsket på dem, der bestemmer. Også hendes egen chef.

‘Tabloid’ har premiere den 21. november. Udover som podcast på DR Lyd kan programmet høres søndage klokken 12.15 på P1.

Facebook
Twitter