Tag på turné med 10 nye danske bands

Hvad sker der i en tourbus, hvordan er livet på landevejene for 10 nye danske bands? P6 serverer 10 x en times optagelser som podcast til lytterne.

De ti podcasts fortæller om turné-livet for Spids Nøgenhat, Ulige Numre, Powersolo, Mellemblond, Baby in Vain, Christian Hjelm, Thee Attacks, Hymns From Nineveh, Shiny Darkly og Turboweekend.

10 timers radio med 10 af de bedste nye, danske bands. En time til hvert band, som har haft en lydoptager med i tour bussen på en turné og dermed kan give deres fans en helt ekstraordinær tæt oplevelse af, hvad der foregår på vej fra koncert til koncert. Det er P6 Beats seneste gave til lytterne - og en ny måde at åbne musikverdenen for lytterne.

Det er 10 timers ”radio”, der ikke bliver sendt i radioen, men lagt til rette på nettet som podcast, man selv kan hente og lytte, når det passer ind i hverdagen.

”Det er et mertilbud og et forsøg med mediet. Vi ville gerne prøve kræfter med denne form for tidsforskudte lytning,” siger redaktør Gustav Lützhøft, DR Medier, der har udviklet ideen i samarbejde med det eksterne produktionsselskab Hz & Tone.

”Og jeg tror, at vi har fået produceret nogle podcast, som folk vil tage til sig. Når de ligger på nettet giver det os nogle friheder i forhold til, hvordan vi stykker tingene sammen. For så skal det ikke passe ind i den flowhverdag, vi har på selve radiokanalen,” forklarer han.

Det er dog ikke det samme som, at man ikke kommer til at stifte bekendtskab med de 10 poscasts:

”Både i Musikmagasinet og ”Live på P6Beat”, som vi sender torsdag aften, vil vi bringe nogle af de bedste uddrag fra optagelser - og det passer rigtig godt ind i netop de programmer.”

Til et nichepublikum

P6 Beats lyttere er som hovedregel glade for ny musik, og med de 10 podcasts får de et unikt indblik i, hvordan livet er på bagsædet i tour bussen eller bag scenen lige før koncerten.

”Jeg beskæftiger mig meget med musik, og der er jo masser af myter om de store navne og deres krav til, hvad der skal være bag scenen. Her kan man høre en lidt mindre glamourøs fortælling om, hvordan det er for de unge og upcoming bands," siger han.

"Virkeligheden er jo, at de spiller om aftenen og næste dag skal videre til en ny by. Der er rigtig meget tid, hvor de sidder i en tour bus og skal æde kilometer på landevejene, skal vente backstage eller slæbe instrumenter. Det er både psykisk og fysisk hårdt og anstrengende – og jeg har selv fået revideret nogle af mine forestillinger om, hvordan musikerne er.”

De ti bands fik en lydoptager med og besked om at optage så meget som de kunne overskue.

”Jeg er virkelig overrasket over, hvor hudløst ærlige de her musikere har været. Vi har fået optagelser af alt fra helt ligegyldige pjattescener og drengehørm til et band, der kom op at slås med hinanden. Man hører forsangeren tage båndoptageren og fortælle, at han er kommet til at slå en af de andre musikere. De skal spille lige om lidt - men i situationen er hele bandet splittet. Det er ved at gå rigtig galt for dette band.”

Gustav Lützhøft medgiver, at bandet kunne have iscenesat sig selv, fordi der ikke har været andre, fx en journalist, til at følge og sortere.

”Det er svært at vurdere, men jeg føler mig overbevist om, at det ikke er sket. Det kan man jo i øvrigt også selv forholde sig til, når man lytter til optagelserne,” siger han. ”Men jeg synes, at de giver et helt andet indblik, for de reagerer anderledes, end hvis der havde været en egentlig interviewsituation.”

Hvem henter - og hvor meget

Gustav Lützhøft er optaget af at følge, hvor mange der downloader programmer.

”Men det er lige så interessant at se, hvilken indvirkning det har i vores flowudsendelser. Det har jo også en værdi, at vores lyttere hører de dele af optagelser, der bliver sendt i fladen. Det kommer jeg til at følge nøje med i.”

Han kan også glæde sig over, at de optagere, som grupperne har haft med er så gode, at man har fået rigtig god reallyd fra flere øvesessions, og at man efterfølgende har fået lov til at bruge disse optagelser.

De 10 bands repræsenterer et bredt udsnit af den nyere danske musikscene, og Gustav Lützhøft, fra rockbands til mere stilfærdige singersongwritere.

”Vi regner med, at folk henter en eller to podcasts med de bands, de finder interessante. Det er vist kun de allermest passionerede, der vil hente alle 10 timer."

De 10 bands

  • Turné #1: Spids Nøgenhat Spids Nøgenhat drager med Lorenzo Guf Woodrose i spidsen ud på en psykedelisk rejse højt nordpå til Aalborg, hvor publikum bare ikke kan få nok af deres syrerock og fredsbudskaber.

  • Turné #2: Ulige Numre De fire purunge mænd fra Ulige Numre runder en lang turné af på Sjælland og på et udsolgt Store Vega, hvor det hele kulminerer.

  • Turné #3: Powersolo Kim og Bo fra Powersolo hærger rundt i Holland, Belgien og Tyskland på et galmandstogt, som byder på godt med anekdoter fra livet på landevejene og på koncerter, der får folk til at gå fuldstændig amok.

  • Turné #4: Mellemblond Kristoffer Munch Mortensen også resten af Mellemblond inviterer på en tilbagelænet og poetisk rejse til det sønderjyske, hvor der skal dykkes efter fisk og hygges hele natten i et lille sommerhus på kanten af kysten.

  • Turné #5: Baby In Vain De tre piger fra det nye stjerneskud på den danske rockscene stiger til vejrs på en både dyr og udmattende turné, der fører dem til Reykjavik, Oslo og Paris.

  • Turné #6: Christian Hjelm Den nyslåede trubadur tager på en 3-koncerters turné til fods rundt i det indre København, hvor der endelig bliver sat et punktum for et helt års uafbrudt turnévirksomhed.

  • Turné #7: Thee Attacks Rickie, Terry, Johnny og Jimmy fra danske Thee Attacks er taget en tur over Atlanten, hvor de i løbet af 3 uger skal spille sig fra kyst til kyst i et meget koldt og storslået Canada.

  • Turné #8: Hymns From Nineveh Jones Petersen og hans band Hymns From Nineveh tager til Randers og hjem igen på en miniturné, der byder på Velvet Underground over Storebælt, kaffe- og smøgpause ved ”Døgn-Aben”, champagnegalop med tilhørende champagne og fællessang i bandsbussen blandt mange af deres andre turnéritualer.

  • Turné #9: Shiny Darkly Shiny Darkly tager en tur til det mørke Nord, hvor de skal spille så mange koncerter, at udmattelsen og en intern slåskamp er ved at sætte en stopper for det hele.

  • Turné #10: Turboweekend Silas Bjerregaard og Turboweekend drager på turbo-turné til Aarhus, hvor der skal spilles to koncerter på én aften, inden de skal i byen og hjem til København tidligt næste morgen.

 

Facebook
Twitter