Til fodbold med P4 Fyn

Siden sommeren har DR Fyns reporter, Mads Thyrsted Laursen, dækket alle OB’s hjemmekampe for P4 Fyn og P3. Vi har været med en tur på tribunen.

  • OB’s fans fik masser af mål at varme sig på på en kold aften på Ewii Park. (Foto: Felix Bache)
  • Før hver kamp sætter Mads Thyrsted Laursen sin egen holdopstilling med små noter til hver enkelt spiller. (Foto: Felix Bache)
  • Kent Nielsen var i godt humør efter kampen, men så stadig plads til forbedringer. (Foto: Felix Bache)
  • Mads Thyrsted Laursen interviewer OB’s topscorer Jóan Símun Edmundsson, der scorede to mål i mandagens nedsabling af AAB. (Foto: Felix Bache)
1 / 4

Klokken er 17.00, da Mads Thyrsted Laursen indfinder sig i presselogen på Ewii Park i Odense. Kalenderen viser mandag den 6. marts, og om et par timer tørner OB og AAB sammen i en kamp, hvor odenseanerne skal bevise, at der ikke er så stor niveauforskel på de to hold, som stillingen i Alka Superligaen antyder før kampen.

“Det har været et lidt tørt efterår for OB. De første par kampe, jeg kommenterede i begyndelsen af sæsonen her på stadion, endte 0-0. Men jeg håber og tror, vi får nogle mål i dag,” siger Mads Thyrsted Laursen.

OB kom udmærket fra start i 2017, da de vandt den første hjemmekamp med 3-0 over Randers FC i en kamp, hvor OB’s Jóan Símun Edmundsson scorede et fabelagtigt langskudsmål. I aften skal de altså prøve at gentage succesen mod AAB.

Mads Thyrsted Laursen ankommer som regel et par timer før kampstart, når han skal kommentere. Det tager tid at sætte teknikken op og få forbindelse til studiet i København, hvor ‘Liga’ dækker rundens kampe på P3. Og det går da heller ikke helt gnidningsfrit. Den sorte boks, der skal videresende signalet, vil ikke du, og Mads Thyrsted Laursen må ty til sin telefon, hvor en app lader ham sende signalet til DR Byen.

“Det er godt, man har sin telefon, ellers ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre,” siger Mads Thyrsted Laursen.

Nøjagtig som en fodboldspiller, må Mads Thyrsted Laursen holde hovedet koldt i pressede situationer. Han står ene mand for DR Fyns dækning af kampen og producerer lyd både til P3 og til P4 Fyn. Reporteren tager det i stiv arm og får forbindelse til studiet tidsnok til, at han kan nå at få en snak med OB’s træner Kent Nielsen, inden kampen går i gang.

“Jeg er spændt på at høre, hvad Kent har at sige. Det er jo det hold, han vandt mesterskabet med i 2014, som han er oppe mod i dag,” siger Mads Thyrsted Laursen.

En kold fornøjelse

Han har dækket OB’s hjemmekampe for P4 Fyn og P3 siden begyndelsen af sæsonen. Som fast reporter får han et tæt professionelt forhold til spillere og især træneren, der ikke har brug for at spørge, hvem han er, eller hvor han kommer fra.

Efter interviewet indfinder Mads Thyrsted Laursen sig igen i presselogen. Nu skal der tankes kaffe og hentes tæpper, inden spillerne går på banen. Det er en kold fornøjelse, at dække aftenkampe på Ewii Park her i det tidlige forår.

“Jeg hader at fryse. Man kan slet ikke koncentrere sig, når ens tæer er ved at falde af,” siger Mads Thyrsted Laursen.

Klokken nærmer sig 19.00, og spillerne går på banen. Efter 13 minutter er Mads Thyrsted Laursen igennem til P3, hvor han beskriver begyndelsen på opgøret. Her konstaterer han, at AAB har sat sig på kampen fra start af og ser stærkest ud offensivt, selvom den stadig står 0-0.

Mads Thyrsted Laursen er typisk igennem til P3 mellem fem og otte gange under en kamp, afhængig af, hvor mange kampe, der afvikles på dagen. I dag er det kun OB og AAB, der spiller, så reporteren regner med en del taletid.

25 minutter er spillet, og Mads Thyrsted Laursen er igen igennem til ’Liga’. AAB’s anfører Rasmus Würts har fået gult kort, og reporteren snakker om, hvilken betydning det vil få for resten af opgøret. Han mener stadig, at AAB har bedst tag i kampen. Men så sker der noget.

“OB har forsøgt sig, men uden noget farligt … Nu skal vi lige følge Casper Nielsen, der spiller et-to med Festersen... Casper Nielsen med et frækt træk... Nu alene med målmanden, han skyder og scorer! 1-0 til OB!”

Stik imod spil og chancer bringer fynboerne sig foran på et mål af nyindkøbte Casper Nielsen, der scorer sit første mål for OB, siden han kom til klubben fra Esbjerg i vinterens transfervindue.

Nu er der for alvor gang i den på Ewii Park, hvor fansene med stor volumen bakker hjemmeholdet op. Der falder dog ikke flere scoringer i første halvleg, og spillerne og Mads Thyrsted Laursen går til pause ved stillingen 1-0.

Klokken 20.01 sparkes anden halvleg af opgøret i gang, og Mads Thyrsted Laursen sidder igen ved mikrofonen med en frisk kande kaffe. Reporteren skulle få nok at varme sig på i anden halvleg.

En regulær afklapsning

OB er kommet bedre med i kampen efter scoringen, og efter 62 minutters spilletid er det fynboerne, der kommer på tavlen igen. Et indlæg ender hos fødderne af færøske Jóan Símun Edmundsson, der scorer til 2-0, og nu ligner det pludselig en OB-sejr på Ewii park, denne kolde mandag aften.

Mads Thyrsted Laursen er denne gang ikke igennem til P3, da scoringen falder. Det er han til gengæld fem minutter senere, hvor han beskriver 2-0-målet. Reporteren når dog dårligt at gengive situationen for lytterne, før den er gal igen på AAB’s banehalvdel.

“Det var en god kontra fra OB’erne, hvor højrebacken Mikkel Desler slog et fint fladt indlæg, der passerede Rasmus Festersen ved forreste stolpe, men endte hos Edmundsson, der køligt kunne lægge den forbi … Nu skal vi lige følge Rasmus Jønsson, der er igennem her, Rasmus Jønsson! 3-0!”

3-0 til OB. Hvad der på forhånd lignede en tæt kamp har udviklet sig til en regulær afklapsning. Og fynboerne er ikke færdige endnu. Med ti minutter tilbage er det igen den færøske topscorer Jóan Símun Edmundsson, der får nettet til at blafre på et oplæg fra den tidligere AAB-spiller Anders “AK” Jacobsen.

Kampen ender 4-0, og Mads Thyrsted Laursen drager mod spillertunnelen for at få en kommentar fra de to trænere og nogle af de spillere, der har været i centrum i aften.

“Det er lidt federe at interviewe trænere og spillere efter sådan en kamp he, hvor der har været en masse mål i modsætning til, hvis det havde været endnu en nul-løsning, som vi så det i efteråret. Jeg tror også de får det lidt sjovere i morgen tidlig i P4-studiet,” medgiver reporteren.

Efter kampen bliver udstyret pakket sammen og tæpperne lagt tilbage på plads. Nu vender Mads Thyrsted Laursen snuden hjem, men før han går i seng, skal han lige klippe et par lydbidder med OB’s Casper Nielsen til morgenradioen på P4 Fyn.

Undersøgende journalist til daglig

Mads Thyrsted Laursen beskæftiger sig til daglig med undersøgende journalistik. Men siden i sommers har han dækket alle OB’s hjemmekampe. Og det er en gesjæft, Mads Thyrsted Laursen holder meget af.

“Det er et fantastisk afbræk fra min sædvanlige hverdag som journalist. Det er anderledes spændende, og det falder ind under min store personlige interesse for sport. Og så er der bare noget fedt ved liveradio,” siger reporteren.

Du kan høre mandagens udgave af ‘Liga’ på P3 her

Facebook
Twitter