Timevis af levende musik i radioen: ’Fredagsscenen Live’ vender tilbage

Der er øget fokus på ny musik, når 'Fredagsscenen Live' er tilbage på tværs af DR's radiokanaler de næste syv uger.

  • Nu fylder DR igen radiofladen med timevis af levende musik til ’Fredagsscenen Live’. På billedet er det Scarlet Pleasure, der i efteråret gæstede ’Take Off’ med Jesper Bæhrenz på P4. Foto: Danny Samarov / Reffen. (Foto: (C) DR)
  • Dopha optrådte live i radioen i ’Curlingklubben på P3’ i efteråret. Foto: Screengrab / DR.
1 / 2

Fra på fredag den 5. marts og de næste syv uger frem kan lytterne igen nyde masser af levende, dansk musik på tværs af DR’s radiokanaler til ’Fredagsscenen Live’. Denne gang med øget fokus på ny musik.

To af programmerne er nemlig særligt dedikerede til nye kunstnere og ny musik. Det drejer sig om ’Ny Lyd’ på P3 og ’Live Beatet’ på P6.

- Der er mange afsavn i denne tid, og en del af det er, at vi ikke kan gå til koncerter. Derfor fylder vi endnu en gang programmerne med timevis af levende musik, så publikum og musikere får rum til at møde hinanden gennem radioen. Vi skal både opleve velkendte kunstnere, men vi løfter også helt nye navne og numre fra den danske musikscene frem i udsendelserne, siger DR's radiochef Anette Kokholm.

De direkte udsendelser foregår fra morgen til aften, og der er noget for enhver smag, uanset om man er til jazz, hiphop, klassisk, rock, elektronisk eller populær musik.

DR’s radiochef håber, det giver lytterne en tiltrængt musikalsk oplevelse.

- Jeg tror, vi alle sammen glæder os til at få en totaloplevelse til koncert igen. Og jeg håber, at vi med livemusik fra morgen til aften hver fredag i radioen, kan give lytterne nogle gode og tiltrængte musikalske oplevelser, siger Anette Kokholm.

’Fredagsscenen Live’ sender fra DR Byen og DR Koncerthuset, mens ’Take Off’ på P4 sender fra rundt omkring i landet.

FacebookTwitter